Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Det ulykkelige afrika

Valget af Jacob Zuma som formand for ANC skaber med god grund bekymring.

Afrika er mulighedernes land. Sådan har det været i alt for mange årtier. Hver eneste gang man synes, at der sker fremgang økonomisk og socialt, så bombes kontinentet tilbage enten af sygdomsepidemier eller af uforstandige ledere, som kun er ved magten for personlig vindings skyld.

Sydafrika har i mange år været et positivt lys på et ellers dystert kontinent. Overgangen fra apartheid-regimets dage til demokrati har været lettere, end pessimisterne spåede. Det lykkedes – på trods af problemer – at fastholde en økonomisk fremgang, som ingen andre lande i Afrika har kunnet matche.

Valget af Jacob Zuma som formand for Den Afrikanske Nationalkongres (ANC) skaber med god grund bekymring. Arven efter Nelson Mandela lægges nu i hænderne på Zuma, hvis han som ventet vinder præsidentvalget i 2009. Zuma har en korruptionsanklage hængende over hovedet, og han har ry for at være alt muligt andet end fremskridtsvenlig i forhold til erhvervslivet og den frie markedsøkonomi, som Sydafrikas præsident, Thabo Mbeki, ellers har stået for.

Zuma er valgt på de fattiges stemmer. Han er valgt på fagforeningernes forventninger til en ændret politisk kurs i Sydafrika. Hans egne støtter forsøger at gyde olie på vandene og siger, at han ikke vil føre ANC ud på venstrefløjen, men tværtimod vil prøve at forene partiet. Det kan blive svært. Zuma og Mbeki er fjender, og der kan næppe bygges bro mellem de to.

Under Mbeki har Sydafrika oplevet vækstrater tre år i træk på over fem procent, og han har ført Sydafrika frem til den længstvarende vækstperiode siden Anden Verdenskrig. Mbeki har ført en liberal politik, som investorer både i Sydafrika og i udlandet har stor tillid til. Med den magtkamp, der bliver mellem præsidenten og Zuma, frygter investorerne det værste.

Problemet for Mbeki har været, at Sydafrikas vækst ikke er nået ud til de fattigste. En række af landets andre alvorlige problemer er der heller ikke taget ordentlig hånd om – nemlig AIDS-problematikken og Sydafrikas store kriminalitet. Det har været svært for Mbeki at skabe sammenhæng i den økonomiske udvikling, og det har givet Zuma vind i sejlene. Fagbevægelsen har i forbindelse med valget sagt, at Mbekis liberale modeller har været en katastrofe for landet. Og dermed er der lagt op til en magtkamp.

Afrika trænger mere end nogensinde til en række ledestjerner. På et kontinent, som af mange grunde har haft store problemer med at rejse sig, er Sydafrika et af disse eksempler, selv om alt ikke er perfekt. I Zimbabwe hersker Robert Mugabe. Mugabe er blot en af de afrikanske ledere, som har formået at sænke et ellers potentielt økonomisk stærkt land ned i afgrunden. Og der er for mange af Mugabes slags i Afrika.

Zuma er ikke i den kategori. Men Sydafrika har brug for en økonomisk ekspansiv politik ikke kun af hensyn til landets egne borgere, men også for at trække det sydlige Afrika ud af håbløsheden. Afrika har et stort potentiale til økonomisk vækst. Men det kræver en række nye ledere, som har visioner, der rækker ud over deres egne bankkonti. Dem er der ikke for mange af i øjeblikket. Hvornår ser vi det lykkelige Afrika?