Vi bryder os instinktivt ikke om, at andre kigger os over skulderen. Det er grænseoverskridende, at nogen kan følge med i og overvåge de kort, vi gerne vil holde tæt til kroppen. I et frit demokrati er det åbenlyst problematisk, når det er myndighederne, der går tæt på helt almindelige borgeres gøren og laden for at opdage de få brodne kar. Til gengæld ønsker vi også, at det frie civilsamfund kan leve trygt skærmet for angreb, som radikaliserede kræfter eller grove kriminelle måtte ønske at påføre os.

Det er den vanskelige balancegang forud for de politiske forhandlinger om overvågning af mobiltelefoni og internettrafik. Dertil kommer, at der følger en ganske stor regning med. Telebranchen, hoteller og cafeer får ekstra udgifter, som de i sidste ende kun kan sende videre til forbrugerne.

Fra 2007 indførtes en massiv logning af tele- og internetoplysninger, som politiet og efterretningstjenesterne kunne bede domstolene om lov til at kigge nærmere i ved mistanke om en lovovertrædelse med en straframme på mindst seks års fængsel. Det var altså kun de allergroveste forbrydelser, der kunne efterforskes gennem disse data, men alligevel blev millioner af danskeres oplysninger lagret. I 2014 blev ordningen afskaffet, da EU-Domstolen kendte ikke bare Danmarks men hele EUs regelsæt på området for ugyldigt.

Risikoen for grov datakriminalitet og terroranslag mod Danmark er ikke blevet mindre siden – snarere tværtimod. Hvor lidt vi end bryder os om overvågning, må vi erkende, at truslerne mod os er af et omfang, hvor det er nødvendigt at give de ansvarlige myndigheder de nødvendige værktøjer. Det vil være uansvarligt ikke at overveje på, hvordan vi demokratisk forsvarligt sætter et system op, så politiet har fair arbejdsforhold. Politiet må have mulighed for i et rimeligt omfang at få adgang til data, der afslører mønstre og konkrete handlinger i opklaringen af for eksempel terrorangreb. Det er nemlig primært i opklaringsøjemed, at oplysningerne kommer i brug – ikke som præventiv overvågning med spredehagl. Vi må bare ikke tage let på, hvordan det skal foregå. Der må etableres forsvarlige regler for indsamling, opbevaring og udnyttelse af de data, der bliver opfanget.

Opbevaring af myriaderne af oplysninger koster penge, mange penge. Under den forrige ordning blev der i 2014 indsamlet 3.500 milliarder datasæt om danskerne. Det svarer til én registrering af hver eneste dansker hvert minut. Lovforslaget om logning, som blev taget af bordet i april i år, ville have betydet en udgift for telebranchen på omkring én milliard kroner.

Det nye lovforslag, som justitsminister Søren Pind (V) har bebudet i lovprogrammet for dette folketingsår, kender vi endnu ikke det konkrete indhold af. Endnu mindre kender vi udkommet af de politiske forhandlinger, der følger inden en eventuel vedtagelse. Vi ved altså endnu ikke, hvor »frihedsministeren« vil lægge snittet mellem uskyldige borgeres ret til at leve i fred for myndighederne og samme myndigheders behov for at kunne trænge ind i kommunikation om ganske alvorlige forbrydelser mod både enkeltpersoner og samfundet. Graden af indgreb og prisen for overvågningen må stå i et rimeligt forhold til risikoen for kriminalitet og det efterforskningsmæssige udbytte.