Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Børn er en voksen opgave

Lukkedage er et symptom på det offentliges krise. Og på voksnes flugt fra voksent ansvar.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den tid er for længst forbi, hvor forældre havde et ægte valg mellem at gå på arbejde, eller skifte et job ud med nogle års børnepasning hjemme. Vil man leve et almindeligt liv med bolig og bil, er det for de fleste nødvendigt med to indtægter. Men også samfundet har som bekendt brug for alle, der kan arbejde. Derfor er gode børneinstitutioner ikke længere en særlig luksus, der tilbydes forkælede forældre. Tværtimod er pasningstilbud med fleksible åbningstider en forudsætning for såvel samfundets som familiernes drift.

Men i takt med, at antallet af offentligt ansatte er steget til nye rekordhøjder, er det åbenbart blevet helt uundgåeligt at beskære antallet af ansatte til at passe børn. Det er en de helt store gåder i velfærds-Danmark, at mens udgifterne til det offentlige bare vokser og vokser, falder tapetet af væggene i skolerne, mens børn, gamle og syge må passe sig selv. Regeringens kvalitetsreform har ikke formået at ændre på det, og heller ikke regeringens besværgelser om at begrænse kommunernes mulighed for at øse deres manglende evne til økonomisk styring over på forældrene, har hjulpet. Selv om børneinstitutionerne er kommunernes ansvar, bør regeringen selvsagt indfrie, hvad den for flere år siden stillede forældrene i udsigt – nemlig institutioner, som ikke bare lukker i flere og flere dage.

Men i bund og grund er det primært forældrenes ansvar at holde fast i, at børneinstitutioner skal være åbne, når der er brug for dem. Forældrene udgør en gruppe typisk erhvervsaktive vælgere, som har meget gode muligheder for at påvirke politikken i de kommuner, de bor i. De voksnes ansvar for deres vuggestuer og børnehaver begynder i institutionerne, hvor forældre kan være aktive i forældre- bestyrelser. Muligheden for at tage ansvar og øve indflydelse fortsætter i eksempelvis lokale vælgerforeninger, som kandidat til og medlem af kommunalbestyrelsen, og slutter først når borgmesterkæden hænger om halsen. Det er hele meningen med det kommunale selvstyre, at vælgerne, heriblandt forældrene, er med til at sikre, at borgerne får det rigtige for deres skattekroner. Ansvarlige borgere, herunder forældre, stiller sig ikke bare tilfreds med ringere service fra en stadig større offentlig sektor. De undersøger, hvorfor nogle kommuner er i stand til at få væsentlig mere for deres penge end andre. De stiller krav til de embedsmænd, der leder kommunens og institutionernes drift.

Desværre er det alt for ofte sådan, at forældrene – hvis de overhovedet dukker op til valgmøder – med nedslagne blikke og fødderne skrabende mod gulvet siger nej til at tage ansvar. Der er ikke tid, når alt det andet også skal passes i fritiden. Men med den indstilling overlades det til embedsmænd at lede, og resultatet bliver flere systemorienterede, kundefjendske løsninger, som eksempelvis lukkedage. Børn er i sandhed en voksen opgave. Det er kun voksne, der kan løfte den.