Nyttejobbet, der gør en forskel

Politiko har i december måned beskrevet, hvordan indvandrerkvinder fra ikke-vestlige lande fylder massivt i gruppen af mennesker, der strander på noget nær permanent kontanthjælp. Helle Thorning-Schmidt har i sin nytårstale bebudet, at der nu skal ydes for den kontanthjælp, der modtages. Indvandrerne skal ikke være klienter, men bidrage til samfundet.

Som udkørende klinisk diætist til underernærede ældre i en kommune ved jeg, at der er en massiv mangel på omsorgsbesøg hos samfundets ældre. Hjemmeplejen hænger i en klokkestreng og har fem-ti minutter afsat til et besøg, der har med tilberedning og anretning af mad at gøre. Skal den ældre have hjælp til at spise maden, tildeles der ti minutter ekstra.

Omsorgsbesøg til ensomme ældre spares der på. I nogle kommuner findes den ydelse slet ikke. Ansatte i hjemmeplejen mødes af stadigt strengere krav om mere effektivitet på kortere tid. Gruppen af ældre med fortravlede pårørende er stigende og muligheden for at komme på plejehjem og deltage i et spisefællesskab er forbeholdt de få.

Det er vist ingen hemmelighed, at manglende lyst til mad hænger sammen med ensomhed. Og underernæring koster samfundet rigtig mange penge. Indvandrerkvinder er født med et omsorgsgen og lyst til at være noget for andre.

Et job som omsorgsperson for de tusindvis af ældre, der naturligvis måtte ønske sig at få besøg af en fast person, vil have stor betydning både menneskeligt, samfundsøkonomisk og kulturelt. Et job som omsorgsperson i hjemmeplejen er et nyttejob, der for alvor gør nytte. Det kan bringe indvandrerkvinder (eller mænd) tættere på arbejdsmarkedet og samtidig give en vigtig kulturel forståelse.