Læserne mener: Den sorte skole havde sine lyse sider

»Disciplin forudsætter respekt. Respekt er ikke noget, man har krav på, det er noget der skal fortjenes.« Modelfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

I 1948 forlod jeg skolen, efter ni års skolegang, med en mellemskoleeksamen. Jeg kunne læse, skrive og regne. Jeg havde fået indsigt i fysik, kemi og naturfag og havde haft et par ugentlige gymnastiktimer. Yderligere havde jeg lært engelsk, tysk og svensk på et sådant niveau, at jeg kunne begå mig i de lande, hvor sproget tales.

Undervejs lærte jeg danske sange og salmer udenad, og dem kan jeg faktisk huske endnu. Også nogle tyske remser blev lært så godt, at de stadig sidder fast. Det har haft den fordel, at jeg senere i livet har kunnet lære ting udenad, så jeg ikke hele tiden har skullet støtte mig til noget skrevet. Jeg kunne se på folk, mens jeg talte med dem.

Der var naturligvis disciplin på skolen, men der blev kun meget sjældent brugt magtmidler som ørefigner eller spanskrør. Der kunne nu og da være tale om en eftersidning fra kl. 14 til kl. 15, men det var så det.

Disciplin forudsætter respekt. Respekt er ikke noget, man har krav på, det er noget der skal fortjenes. Respekten for vore lærere indledtes med, at vi ikke var kammerater med læreren. Vi sagde De til ham/hende, og lærerne forsøgte ikke at blive kammerat med os.

Vi mødte til tiden, og lærerne mødte til tiden, og der blev stillet krav til os. Der var eksamen hvert år, så der var kontrol med, hvad vi havde lært, og hvad lærerne havde lært os. Det havde yderligere den fordel, at eksamen ikke var noget fremmed, for vi havde prøvet det lige siden 1. klasse.

Hvorfor det er blevet kaldt den sorte skole er for mig en gåde.