Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Kvinder, hvorfor tier I?

»Momentum er NU, for at kvinder omsider kan blive kendt ligeværdige på arbejdsmarkedet. Hvorfor skal vi nøjes med en oldgammel lov medførende »lommepenge« til de traditionelt kvindedominerede fag, når professioner med samme uddannelseslængde, uden ansvar for liv og død, får mere i grundløn?« skriver Frederikke Lihme. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

1877 – Den første kvindelige student

1915 – Kvinder fik stemmeret

2021 – Kvinder bliver kendt ligeværdige på arbejdsmarkedet

Hov, nej, det sidste har endnu ikke fundet sted. Jeg havde forventet ramaskrig fra de danske stuer over uligelønnen, da sygeplejerskerne endnu en gang varslede strejke efter overenskomstforhandlingerne. Skriget udeblev, tjenestemandsreformen vedvarer, og debatten er stille. Helt stille.

Momentum er NU, for at kvinder omsider kan blive kendt ligeværdige på arbejdsmarkedet. Hvorfor skal vi nøjes med en oldgammel lov medførende »lommepenge« til de traditionelt kvindedominerede fag, når professioner med samme uddannelseslængde, uden ansvar for liv og død, får mere i grundløn?

En nyuddannet sygeplejerske har en grundløn på 25.114 kroner, en nyuddannet skolelærer får 30.063 kroner. En skolelærer stiger i løn efter fire år, en sygeplejerske efter otte år. En sygeplejerske tager vare på dig på dit dødsleje om natten, i weekenden, til jul og nytår. Men nåh ja, det er nok ikke så vigtigt, »omsorg er jo en del af den kvindelige natur«, og skal vel derfor ikke honoreres.

HVORFOR rejser flere prominente kvinder sig ikke i debatten, og hvor er kvindestemmerne på Christiansborg, når alle ved, at kun en lovændring kan løse konflikten med sygeplejerskerne?

Frederikke Lihme, læge

Civil ulydighed i kirken

Hvis et af mine familiemedlemmer døde nu, hvad jeg naturligvis ikke ønsker, og jeg skulle stå for arrangementet i kirken, ville jeg benytte lejligheden til at udvise civil ulydighed.

Jeg ville invitere Gud og hver mand, familie, venner og bekendte og naboer. Vi ville sidde skulder ved skulder og synge med på alle salmerne. Blot for at vise, at det er helt urimeligt, at fodboldfans må forsamles og drikke sig sanseløst berusede og råbe og skrige hinanden ind i ansigtet uden hensyn til afstandskrav, mens kirkegængere skal overholde nogle helt absurde regler.

Helle Marckmann, Dragør

Nytænkning af flygtningepolitikken

Igen og igen læser vi om velintegrerede, ofte unge, flygtninge, som får annulleret deres opholdstilladelse på grund af ændrede skøn af tilstandene i deres hjemland.

Og i forbindelse med overvejelserne om at hjælpe de afghanere, som har været ansat af de danske styrker i landet, citeres Dansk Folkepartis tidligere næstformand, Søren Espersen, for at sige »Vi vil ikke have afghanere herop.« Tydeligere kan man vel ikke udtrykke dansk 'landsbytosse-politik'. Det er øjensynligt undgået hr. Espersens opmærksomhed, at det private erhvervsliv i Danmark mangler arbejdskraft.

Lad os nytænke flygtningepolitikken som arbejdsmarkedspolitik: I stedet for at anvende tid og kræfter på fra Danmark at vurdere tilstanden i flygtninges hjemlande, så lad flygtningene selv gøre det! Giv opholdstilladelse til alle integrerede flygtninge, som ikke har alvorligere overtrædelser af dansk lov bag sig. Og med »integreret« menes her, alt efter alder: folkeskole uden væsentligt fravær, optagelse, også uden fravær, på en arbejdsmarkeds-relevant ungdomsuddannelse eller et job. Suppleret med passende indkomstkrav, hvis ikkeintegrerede familiemedlemmer (ægtefælle eller mindreårige børn) ønskes medbragt.

Således, at det for eksempel for en syrisk flygtning, er flygtningen selv, der skal vælge mellem et dansk, ganske vist lavtlønnet, rengøringsjob eller Assads helvede i Syrien.

Samtidigt med at være medmenneskelig vil det spare betydelige beløb til behandling af sager om opholdstilladelse og det vil forøge udbuddet af arbejdskraft.

Jesper Larsen, Kolding

Karina og kulturen

Jeg hilser debatten, som Rasmus Jarlov (K) rejste ved Folketingets afslutning, velkommen: Der er alt for meget lovgivning i dag, og alt for meget sjusk også. Vi har som land og samfund brug for mindre, langsommere lovgivning og i en højere kvalitet, hvor folk faktisk stemmer ja og nej i overensstemmelse med deres overbevisning – ikke fordi chefen, imamen eller embedsmanden siger det.

Karina Adsbøl (DF) føler så trang til i et læserbrev at slå fast, at Christiansborg ikke er sammenlignelig med »det ordinære arbejdsmarked«, som i hendes optik er et »ni til fem-job, og så er det fyraften«.

Jeg føler trang til at fastslå, at Karina Adsbøl i så fald ikke har været på det »ordinære arbejdsmarked«, ej heller står for indkøbene derhjemme, hvor hun ellers hurtigt ville møde folk, der ikke har fyraften klokken 17, og at hun næppe har benyttet sig af håndværkere, der bestemt heller ikke venter til klokken 9, før de møder.

Faktisk ved jeg slet ikke, hvem Karina Adsbøl tænkte på. Hvilket jo passer meget godt til Rasmus Jarlovs pointe. Politikere bedes venligst sætte sig ind i det, de udtaler sig om og lovgiver om. Befolkningens forhold, for eksempel, i stedet for at navlepille i sine egne og bringe fordomme og stereotyper til torvs, fordi handling er godt og kvalitet er spild af tid. Dét er kulturen, der skal forandres.

Hans Jørgen Pedersen, Skovlunde