Kampen mod fanatikerne

Udfordringen nu er at inddæmme og tilbagerulle den spredte opstand efter erfaringerne for oprørsbekæmpelse inden for et demokratisk samfunds lovrammer. Sjælene, der nu kæmpes om i hele Vesteuropa, er de sunnimuslimske grupper. Som under andre oprør etableres sikre baser i »befriede områder«, hvor de offentlige myndigheder er holdt ude gennem bandekriminelt og socialt pres på beboerne.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Begivenhederne i Paris og nu i Bruxelles viser, at vi står med et egentligt oprør. Det er ikke isolerede terrorhandlinger, som kan inddæmmes med efterretningsovervågning, ved sympati med ofrene samt højtidelige erklæringer om fortsat demokrati og tolerance. En del af de sunnimuslimske befolkningsgrupper i Europa har indledt en væbnet opstand, hvor målet med angreb og informationskrig er fuld kontrol over trosfæller som en vej til at destabilisere værtslandenes demokratier. At reagere som hidtil er en ineffektiv og direkte skadelig symptombehandling.

Udfordringen nu er at inddæmme og tilbagerulle den spredte opstand efter erfaringerne for oprørsbekæmpelse inden for et demokratisk samfunds lovrammer. Situationen minder om Nordirland efter, at briterne i 1980erne både havde forstået, at det var en politisk kamp om sjælene, og accepteret, at indsatsen skulle ledes af politiet og holdes stramt inden for loven. Sjælene, der nu kæmpes om i hele Vesteuropa, er de sunnimuslimske grupper, hvor det i Nordirland var landsdelens katolske minoritet.

Som under andre oprør etableres sikre baser i »befriede områder«, her som i Nordirland i ghettoer, hvor de offentlige myndigheder er holdt ude gennem bandekriminelt og socialt pres på beboerne. Som i Nordirland modtager oprørerne international støtte og gennemfører både deres terrorhandlinger lokalt og mod mål i udlandet.

Kampen om de sunnimuslimske sjæle har fjendtlige imaner i den rolle, som IRA-kadrer havde i Irland. Uanset tilbageholdenhed og tålmodighed vil terrorisme i et demokrati snart føre til voldelige modreaktioner fra befolkningsflertallet. Reaktioner, der skaber stadig dybere skel mellem »os og dem«, og derved øger hidtil passive muslimers støtte til oprøret.

Det er reelt kun er vores hidtil passive moderate, europæiske sunnimuslimske medborgere, der kan inddæmme og undergrave oprøret. De vil først og direkte tabe de fordele og den tryghed, som deres valgte fædrelandes frihed og velfærd har givet dem. Det er kun dem, der kan undergravede fundamentalistiske imaner og Hizb ut-Tahrir. De skal have al mulig hjælp og støtte, men det er ingen andre, der kan hindre skreddet mod ødelæggelsen af deres og vores samfund.

Vores moderate muslimer må i vital egeninteresse bringes til påtage sig den hovedrolle i kampen mod fanatikeres revolutionære oprør. Det var den rolle, som Socialdemokraterne fra 1918 til 1973 påtog sig i kampen mod kommunisterne, og som det demokratiske arbejderparti gennemførte i tæt samarbejde med danske og efter 1944 også allierede efterretningstjenester.