Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
En kommentar til dit indlæg i Berlingske 22.10. Du vil som forbruger have et valg, hvilket jeg godt kan følge dig i. MEN - behøver du udtale dig så hovent og nedladende om andre, som vil noget andet end du? Du blander set med mine øjne desuden æbler og pærer. På den ene side handler det om en af dine forkælelsesspiser - den er baseret på grov dyremishandling - på den anden side om dem, som foretrækker økologisk kost for at undgå at fylde sig med de giftigste tilsætningsstoffer og pesticider.
Du omtaler dig selv som æstetiker - synes du, det er et smukt syn at se gæs og ænder blive opfodret på en sådan måde for at tilfredsstille dine smagsløg? Om København siger du »Her er jeg tvunget til hø, halm og økologisk fanatisme.« Du »vil ikke korrekses, belæres eller behandles som et uartigt barn. Hvis øko-flipperne ikke vil købe foie gras..., er det OK med mig ...«
For ca. seks år siden blev også jeg »øko-flipper«, specielt hvad kost angår. Kan du gætte hvorfor? Sikkert ikke, og du er måske også bedøvende ligeglad, men jeg vil alligevel fortælle dig det. Min mand fik nemlig cancer og fik ikke mange odds fra lægerne på at overleve. Da gik vi over til økologisk kost, i særdeleshed for at undgå det forfærdelige tilsætningsstof E250, som er tilsat rigtig mange forarbejdede fødevarer.
Min højt elskede og for mig usigeligt dyrebare mand lever stadig - mod alle odds - om ikke i bedste velgående, så dog et liv, der bestemt er værd at leve. Kunne bl.a. den økologiske kost have sin del af æren? Det tror vi, og derfor er vi blevet, hvad du så nedladende omtaler i din beskrivelse, »øko-flippere«. Og ja, du må gerne se, hvordan vi går klædt, og vores hjem er indrettet. Du vil nok blive overrasket. Hvordan folk i øvrigt går klædt og har indrettet deres hjem, kan vel heller ikke generaliseres i forhold til deres fødevareindtag.
Så ærlig talt: Havde du en dårlig dag, er du bare et »uartigt barn«, eller er det dit sande jeg, der kommer til udtryk i din beskrivelse af andre, der ikke ser tingene som du gør? Jeg vælger at tro det første.