Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Den forsvundne foie gras

»Jeg vil hverken opdrages af Magasin, Løgismose eller Irma. Jeg vil som forbruger have et valg.«

Foie gras. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Til min fødselsdag 9. oktober havde jeg inviteret fem venner til middag. Jeg elsker at forkæle mig selv og mine venner, hvorfor forretten skulle være klassisk foie gras med marmelade, figner og en brioche. Desværre havde jeg i Paris kun købt foie gras til fem personer, så jeg manglede mad til mig og min ægtefælle. Intet problem. Ethvert gourmet-supermarked i Nomas hjemby har det. Hvor var jeg naiv! Magasins Mad og Vin oplyste, at de ikke længere fører foie gras pga. dyrevelfærd! Så af sted til Løgismose. Epicentret for gourmet. Troede jeg! Samme besked som i Magasin.

Jeg ved naturligvis godt, hvordan foie gras fremstilles, men der er tale om en ældgammel fransk tradition. Ligesom sælpelse på Grønland, som Brigitte Bardot næsten kvalte med sin misforståede politiske korrekthed. Det mest barbariske problem med dyrevelfærd er vel fisk, som dør en langsom kvælningsdød, når de fanges. Skal fiskeri også forbydes? Et af de bedste måltider fik jeg i London på stjernekokkens Hélène Darroze’s restaurant, hvor foie gras var tilberedt som mille-feuilles. Fantastique! Men ikke i København. Her er jeg tvunget til hø, halm og økologisk fanatisme.

Læs også: Dyrenes Beskyttelse: Sig nej til foie gras og delfinshows

To dage senere var Irma i medierne. Forretningen har afskaffet skyllemiddel. Så nu kan mit tøj ikke længere dufte frisk og lækkert. Men kun af ingenting! Duft er en af vores fem sanser og ekstremt vigtigt for vores samlede oplevelse af æstetik. Men det har Irma sat en stopper for.

Hvorfor er mine private mad- og duftevaner relevante for denne klumme? Det er de, fordi det ikke handler om foie gras eller parfume, men om butikker, der i den politiske korrektheds navn vil opdrage mig. Jeg vil hverken opdrages af Magasin, Løgismose eller Irma. Jeg vil som forbruger have et valg. Jeg vil ikke korrekses, belæres eller behandles som et uartigt barn. Hvis øko-flipperne ikke vil købe foie gras og dufte af ingenting eller af sved, er det ok med mig. Det blander jeg mig ikke i. Men så forlanger jeg også, at de respekterer, at jeg elsker franske fristelser og duftende vasketøj. Forskellen på øko-flipperne og mig er, at jeg ikke forsøger at forbyde deres grimme hjemmehæklede sokker fyldt med politisk korrekthed og orgastiske oplevelser, når de går i Irma, der snart har opnået svensk standard, hvor det er umuligt at genere nogen, og hvor intet har attitude eller kant.

Læs også: Irma fjerner skyllemidler fra hylderne

Gudskelov rejser jeg meget og kan altid tage foie gras med hjem, ligesom Københavns Lufthavn (endnu!) stadig sælger denne sublime delikatesse. Men om kort tid bliver jeg måske stoppet i tolden og behandlet som en kriminel, hvis foie gras og skyllemiddel pga. øko-flippernes diktatur sammenligner gåselever og parfume med kokain.

Butikker skal ikke lade sig diktere af hverken øko-flipperne, luksusæstetikere som jeg eller noget helt tredje. De skal give forbrugeren et valg. Og vi forbrugere skal ikke opdrage hinanden, men respektere forskellighed. Er det ikke, hvad et pluralistisk og åbent samfund handler om? Så Magasin, Løgismose og Irma. Tag jer sammen, vis at I har kant og ikke lader jer kyse af øko-flipperne.