Billedkunsten er én lang historie om kunstnere, der kigger på deres forgængere, undersøger deres virkemidler, aflurer dem deres greb for – i bedste fald – at føje noget nyt til.
Det skal ikke forstås så bogstaveligt, som at kunsten bliver bedre og bedre, og at det 21. århundredes frembringelser bliver mere fantastiske end det 20. århundredes. For mange andre forhold spiller ind. Nye erkendelser, nye materialer, en anden samtid, et væsensforskelligt billedsprog. Men derimod at store kunstnere forholder sig til traditioner. De laver billeder på billeder. Som nu for eksempel Manet.
Edouard Manet (1832-83) omtales undertiden som stamfaderen til det moderne maleri. Han foregreb for eksempel på mange måder impressionisternes malemåde og motivverden. Hans opstillinger var forholdsvis traditionelle, men det er i penselføringen, i arbejdet med fladen og i nogle af sine motiver, han foregriber det moderne og gør op med moralen hos det parisiske borgerskab, som han selv var en del af, og hvis regelsæt og levevis, han respekterede og værdsatte.Og så havde han altså dette mellemværende med traditionen og de store mestre, som nu for eksempel hans berømte portræt af »Olympia«, et monumentalt portræt af en nøgen, henslængt, parisisk prostitueret, der på drillende vis parafraserer Tizians mesterlige »Venus fra Urbino« malet 325 år tidligere.
En af de andre store, Manet parafraserede, var Francisco Goya (1746-1828), hvis teknik han studerede, og hvis motivkreds han delte. Det er emnet for en meget fin, koncentreret udstilling i Kobberstiksamlingen, hvor man kan gå fra mesterværk til mesterværk.
Begge kunstnere havde et kritisk og et på samme tid både kynisk og moralsk syn på deres samtid og et blik for det groteske – og for at karakterisere samtidige som groteske og forkrøblede.
Efter indkredsningen af netop optagetheden af det forkrøblede kommer man til deres billeder af krigens gru. For Goya var udgangspunktet på dette område krigen i begyndelsen af 1800-tallet mellem Frankrig og Spanien og en efterfølgende hungersnød i Madrid. Billederne gengiver brutale henrettelser, der ikke lader vore dages gidselmord meget efter, og de lidelser der blev påført civilbefolkningen.
Manet har i en serie billeder, der i komposition minder om Goyas, gengivet Maximillian Is henrettelse i 1867. Mere af optagethed af dramaet og mulighed for en stærk og chokerende realistisk form end af egentlig sympati. Maximillian var indsat som kejser i Mexico af Napoleon III, som Manet ikke nærede synderlig sympati for, og han havde selv oprettet standretter for at gøre det af med oprørene.
Døden om eftermiddagen
Et andet fælles tema var tyrefægtning og dermed det teater, der kan appellere så stærkt til sanserne og til malerens muligheder for dramatiske kompositioner.
Manet går så tæt på sit forbillede, at han i egne kompositioner gengiver motiver fra Goyas tryk. Og nok er fascinationen tydelig – men det samme synes en desillusioneret og kynisk betragtning til den menneskelige dårskab at være.
Udover de stærke fortællinger og det klare blik på tilværelsen kan man glæde sig over det tekniske håndelag hos de to kunstnere, der også havde noget med titler. Også her møder man kynismen. Og så er der billedtekster, der virkelig ville forbløffe i dag, hvis man ikke erindrede sig den historiske kontekst. Som for eksempel: »De maurere, som slog sig ned i Spanien og opgav Koranens overtro, tilegnede sig denne kunst at jage og spidde en tyr på sletten«.
Hvad: Manets Goya.
Hvor: Statens Museum for Kunst, Sølvgade 48-50.
Hvornår: Tirsdage-søndage 10-17, onsdage tillige til 20. Til 18. januar.
