Det er ikke altid, der er en udtalt kærlighed mellem arkitekter og billedkunstnere.
Nogle af dem formår ganske vist at samarbejde. Endda med lykkelige resultater til følge. Men i mange flere tilfælde synes arkitekterne, at billedkunstnere forstyrrer deres rene linjer og gennemtænkte rumforløb. Kunstnerne derimod synes, at moderne arkitektur er gold og menneskefjendsk og derfor skal mildnes gennem kunstnerisk pynt.
Men Susanne Ussing er eksemplet på arkitekten, der blev billedkunstner uden at forlade arkitekturen.
Tværtimod formåede hun at forene den frie og den bundne kunst til nogle eksperimenter, der mest af alt var utopisk arkitektur. Men som ikke desto mindre har haft stor indirekte betydning for udviklingen af et forsøgsvis grønnere, mere bæredygtigt og fællesskabsorienteret byggeri.
Inden universitetsmarxisterne satte sig tungt på de bevægelser og opbrud, der var i slutningen af 1960erne og begyndelsen af 1970erne, og sikrede sig, at det i hvert fald ikke var fantasien, der skulle til magten, foregik der i stort set ubemærkethed en række eksperimenter med kunst og arkitektur, herunder en alternativ boligindretning og byplanlægning.
Funktion og udsmykning hører sammen
Susanne Ussing, der døde alt for ung i 1998, var – sammen med sin partner, arkitektkollegaen Carsten Hoff, der har været med til at tilrettelægge udstillingen – en central skikkelse i miljøerne, der også omfattende mange kunstnere med tilknytning til Eks-Skolen.
Hun er sådan set uddannet som keramiker, før hun begyndte på arkitektskolen, og på udstillingen kan man se, hvordan hendes organiske former i keramikken bliver en rød tråd gennem hele hendes virke.
Det var, som om hun begav sig på en rejse for at udforske ydre og indre virkeligheder – og egentlig minder nogle af hendes billeder om søkort, fordi siderne eller kanterne er svedne efter en brand i hendes atelier.Susanne Ussing og Carsten Hoff forsøgte på Thylejren at eksperimentere med en ny slags – mere kollektivt – orienteret arkitektur, hvor funktion og udsmykning hører sammen, og lette stoffer vejrer for vinden. Næppe en livsform der er for alle. Sikkert mest for de få. Men som interessant indlæg i en diskussion om, hvordan vi nu organiserer vores liv.
Dengang i 1960erne
Efter de stilfærdige 1950ere, da relationerne i det danske samfund var fastlagt og defineret, må det have virket meget provokerende, at man sådan kunne bo i noget, der mindede om helt tilfældige materialer. Men som selvfølgelig var planlagt.
Værker af forskellig materialekarakter, der var mere velovervejede end spontane og eksempler på nogle af de interessante ideer, der opstod dengang i 1960erne. Indtil, altså, kommissærerne fik kontrol med de fantasifulde hippier.
Udstillingen får derved uomgængeligt en vis tidsbundet karakter. Men den rejser sig alligevel fra at være en historisk orienteret præsentation af en væsentlig skikkelse til at have relevans for vores tid. Og det understøttes af, at det er en let og løfterig præsentation uden et overbud af værker.
Hvem: Susanne Ussing.
Hvor: Den Frie Udstillings Bygning, Oslo Plads, København. Tirsdage-fredage 14-19, torsdage tillige til 21, lørdage-søndage 10-17. Til 28. september.
