LONDON: Hvorfor er der så meget sex i pop art? Spørger kvinden ved siden af mig. Vi står og kigger på den samme naturfilm på Tate Modern. På en TV-skærm ser man to nøgne mennesker, der har sex på et hotelværelse. Først den ene vej, og så den anden vej, og så, så er jeg gået videre til næste levende billede...
Det er en lille skærm, og filmen er uden lyd, så man spekulerer uvilkårligt på, hvad manden fik ud af sine 20.000 dollars ud over at indskrive sig i kunsthistorien. Filmen er et kunstværk af Andrea Fraser. I 2002 bad hun sit galleri om at finde en kunstsamler, der havde råd og lyst til at have en times filmet sex med hende. Til gengæld ville han ud over den umiddelbare tilfredsstillelse ved at være med til at frembringe et kunstværk – få en signeret videokopi til minde om seancen. Derudover findes filmen kun i ganske få eksemplarer, og de er ikke solgt til Blue Movie på Vesterbrogade i København.
Formålet med projektet var at kommentere forholdet mellem kunstneren og samleren i særdeleshed og mellem kunstnere og den kunstinteresserede offentlighed i al almindelighed. Faktisk er det meget præcist ramt. Kunstsamlere vil ud over den konkrete værk hyppigt gerne have en bid af kunstneren. Hendes smil, taknemmelighed, selskab, venskab. I filmen får den anonyme samler tilsyneladende det hele og mere til.
Men hvorfor er der så meget sex i pop art, som min landsmand spurgte om, mens vi stod og kiggede på pornofilmen. Sammen med virkelig mange mennesker, (men det er generelt for Londons kunstliv, lange køer og masser af mennesker foran billederne) er hun i London for blandt andet at se Tate Moderns udstilling om pop art. Og går hun hen i den anden ende af den rodet opbyggede udstilling, vil hun kunne se et rum, hvor der blandt andet er store fotostater af Jeff Koons under et samleje med den amerikanske kunstners daværende kone, pornofilmstjernen og parlamentsmedlemmet, Illona Staller.
De gør lidt af det hele, og det var de ikke generte over at dele med deres omverden. Da jeg engang traf Koons, forsøgte hans lille hund ihærdigt at bestige mit ene ben. Jeg tænkte på at verfe den væk, men Jeff tilbød mig venligt, at vi kunne drikke en Carlsberg, og i øvrigt foregik det hele i afdøde Knud W. Jensens kontor på Louisiana, og det virkede ikke som et sted, hvor man gjorde små hunde fortræd.
Forbrug og død
Der er nok meget sex i pop art, fordi det er en form for billedkunst, der er nært beslægtet med popmusikken og med underholdningskultur i det hele taget. Og som enhver kan se ved at åbne for et fjernsyn og se en musikkanal, handler popmusik om sex.
Udstillingen fortæller hele historien om pop art fra 1960erne til i dag og helt ud i krogene som den meget energiske japanske samtidskunstscene bestående af lige dele ungpigepubertetsfantasier, musikvideoer og kinky mangategneserier, sådan som de demonstreres i Takashi Murakamis rum.
Man skal blot bevæge sig gennem den labyrintiske udstillingsarkitektur, hvor pointen kan være, at vi befinder sig i en kunstnerisk udgave af den totale væg-til-væg-underholdning, der netop kendetegner popkulturen, som vi møder den i musikvideoer, magasinlayout, underholdningsradio, tøjbranchen og mall-kulturen. Og skønt popkunsten mange steder også rummer en kritisk refleksion over, hvad vi bruger vores tid på, synes den at drukne i dette opbud af forskellige impulser og effektjagende billeder. Som jo så har en kongenial sammenhæng med udstillingens emne: Pop art var og er dybt forbundet med massemedierne og med reklamebranchen, og der er mange eksempler på, hvordan hovedskikkelserne fra Warhol til Koons ikke blot blev inspireret af annoncer men også skabte annoncer. Den grænse var overskredet tidligere – blandt andre af Dali og Magritte – men de store pop-kunstnere gjorde det til et princip, og derfor er det nærmest et logisk skridt, at Andrea Fraser, som nævnt i indledningen, inddrager sin krop som genstand i den handel, hun indgår med samleren.
Gennemgående har det aldrig været god tone at tale om penge i forbindelse med kunst – enten havde man råd, eller også havde man i reglen ikke – men pop-kunstnerne dyrkede rigdommen som en afgud, hvilket vel fik sit mest groteske udtryk i Damien Hirsts diamantbesatte kranier.
Digtning og virkelighed
Overfladen er en vigtig pointe i pop art, som man vil kunne konstatere på udstillingen, hvor rummene ikke alene glimter og blinker, som var vi i et af de europæiske storbyers red light districts, men også i værkernes finish, der tit er runde og bløde og til at spejle sig i, som Jeff Koons kanin-skulptur i stål. I det hele taget faldt pop-kunstens storhedsperiode i en tid, da der kunne være en pointe i at nedbryde kulturelle begreber og fjerne skellet mellem en utilnærmelig finkultur og en udbredt populærkultur.
Det skel er – som man blot behøver åbne et fjernsyn eller en radio for at konstatere – for længst nedbrudt. Populærkulturen sejrede ad helvede til, og finkulturen blev henvist til reservater i stedet for elfenbenstårne – og det kan også være en af grundene til, at nutidens pop-kunstnere ofte forekommer så larmende og effektsøgende i forhold til f.eks. Andy Warhol. Der er en virkelighed i form af en massekultur, der er vanskelig at overgå. Så måske vil vi om nogle år se Tate Moderns udstilling som en gravskrift over en isme og en tid. Duchamp og hans efterkommere i pop-kunsten som Andy Warhol og andre ændrede grundlæggende billedkunsten i det 20. århundrede, hvor alting blev muligt. Dengang overgik kunsten virkeligheden. I dag er virkeligheden på omdrejningshøjde med pop-kunsten. Men som man kan se i Tate Moderns forlystelsespark: Sjovt har det været...
Pop art - life in a material world: Tate Modern. London. Åben dagligt 10-18, fredage-lørdage tillige til 22. Til 17. januar. www.tate.org.uk
