I barokkens store svulstige loftsmalerier flokkes engle, og himlen åbner sig mod en guddommelig uendelighed. I Martin Bigums malerier har henholdsvis aggressive, afventende og resignerende engle fået følgeskab af dæmoner, og verden splintres ud i det åbne hvide intet. Martin Bigum tager fat i de helt store emner: livet, døden og den menneskelige skæbne og er ikke bange for at bruge såvel maleriske som symbolske effekter. Lykkeligvis undgår han det bastant entydige.
Med figuren Art, den kutteklædte skikkelse med leen over skulderen, blev Martin Bigums navn kendt op gennem 1990erne. I begyndelsen af det nye årtusinde nåede Martin Bigum, hvad han selv har beskrevet som en form for kunstnerisk nulpunkt. På Kastrupgårdsamlingen, hvor man lige nu kan opleve Martin Bigums værker skabt i perioden 2003 til 2011, indgår værket »Enhjørningejagten«, der markerer vendepunktet. Ud af den abstrakt stilistiske skov kommer autoriteterne; dommeren, præsten, soldaten og embedsmanden. Længere inde i skoven er eventyrfolket, den sorte ridder, kongen, den barmfagre skønjomfru og Robin Hood på vej. Alle går de den fuldstændige opløsning af verden i møde. Det hvide rum trækker i geometriske brudstykker af landskabet med en usynlig altomfattende kraft. Det truer med sin uendelige tomhed, men repræsenterer samtidig også en form for poetisk mulighedsrum. Den eneste figur, der befinder sig i begge universer, er døden i form af et sort skelet, hvis greb samler billedet.
Referencerne står i kø
Den allestedsnærværende død i forskellige fremtoninger er gennemgående i Martin Bigums værker og udvikler sig ligesom andre af hans figurer fra værk til værk.
Hvor Martin Bigums malerier før var tæt befolkede portrætter, placeres de symbolske figurer nu i åbne metafysiske universer. Her er al sammenhæng splintret, og puslespilsbrikker i alle regnbuens farver svæver hvileløst rundt.
Referencerne står i kø. Martin Bigum er ikke bare yderst velbevandret i kunsthistorien, hvilket man kan opleve i Kunstquizzen på DR K. Han bruger historien som en enorm symbol- og billedbank, der strækker sig fra barokkens loftsmalerier til populærkulturens tegneserier. I figurtegningerne og hans stærke farveholdning aner man et slægtskab med J. F. Willumsens sene malerier. Man kan se inspirationen fra futuristernes fascination af fart og bevægelse og kubismens fragmenterede billedopbygning. Alt dette og meget mere kobles med og kommenteres af tegneseriernes grafiske stil og humoristiske uhøjtidelighed.
Et af udstillingens bedste værker er en mindre tegning, der vedholdende drejer rundt på væggen. Som løsrevne brikker svæver bylandskaber i en vægtløs tilstand. Verden folder sig om sig selv, og hver enkelt brik har løsrevet sig én gang for alle. »I dit prisme drejer et samfund/ der falder fra hinanden / det falder fra hinanden«, skrev Martin Bigum i sin digtsamling fra 1996, hvilket ikke bare passer til dette værk, men til hele udstillingen.
