To karakteristiske figurer. Andy Warhol. Den tynde, kejtede mand med det stride hvide hår der i 1980erne ikke bare opnåede status som popkunstens fader, men også var en stjerne på linje med skuespillere. Og den mere end 30 år yngre afroamerikanske Jean-Michel Basquiat der med sine dreadlocks og impulsive charme gik målrettet efter berømmelsen - og fik den. Arken fortæller historien om Warhol og Basquiat. Og det er en god historie.
Med sine mange ikoniske billeder af bl.a. Campbell Soup og Marilyn Monroe blev Warhol i løbet af 1960erne en mediepersonlighed, der på sit legendariske atelier, The Factory, omgav sig med såkaldte Warhol-superstars. Basquiat startede på gaden som graffitikunstner og blev den første sorte kunstner, der slog igennem i New York med sine fantastiske malerier, inden hans intense liv sluttede alt for tidligt af en overdosis heroin.
Personlige og kunstneriske forskelle
Basquiat var draget af Warhols værker - og af berømmelsen. Han besøgte The Factory flere gange, inden Warhols gallerist, Bruno Bischofberger, opfordrede de to til at producere fællesmalerier. Mødet mellem Basquiats rå, neoekspressionistiske streger og Warhols silketryk af logoer og andre let genkendelige objekter slog gnister. Forskellene er til at få øje på i såvel personlighed som kunstnerisk udtryk. Fællesskabet ligger i omfavnelsen af mainstreamkulturen og mest af alt i fascinationen af det uforudsigelige i det maleriske eksperiment.
Et kunstnerisk møde på lærredet mellem to kunstnere med en så intens stjerne - eller måske nærmere kultstatus. Så bliver det ikke bedre. Og så alligevel. Da deres fælles malerier blev udstillet i New York i 1985, fik udstillingen ikke nogen god modtagelse, og samarbejdet fadede ud efter kun to år. Når man i dag ser Arkens kronologiske ophængning, formidles historien om kunstnerne hver især, deres venskab og kunstneriske samarbejde som de skelsættende kulturelle fænomener de var. Måske var de stærkest hver for sig, men det gør ikke udstillingen mindre interessant.
