Jeg gider aldrig igen høre en selvretfærdig Pilou Asbæk-type sige: »Åh nej, det danske flag er sådan noget DF-noget«

»Danmarks drenge« er en god sang, men den dårligste fodboldsang. Kasper Hjulmand leder os alle, og Dannebrog er definitivt tilbage. Aminata Amanda Corr dissekerer ugen, der gik.

Det, der er sket med EM, er, at vi nu faktisk allerede har vundet det hele. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er sket noget med EM. Vi har selvfølgelig – som vi altid har – den megalomane opfattelse, at vi potentielt kunne tage det hele med hjem som i 1992. Vi tror altid på, at vi kan vinde det hele ved en fejl, og at det samtidig vil være fuldt fortjent.

Det er også derfor, fodboldsangen »Danmarks drenge« med Søren Poppe og Sofie Lassen-Kahlke er et fejlskud. Den er catchy, men modsat de andre fodboldsange hviler den ikke på antagelsen om, at vi selvfølgelig vinder det hele. Den handler mest om, at vi vil gøre det så godt, vi kan. Komplet ubrugelig tilgang. Symbolet på den vestlige civilisations forfald.

For selvfølgelig vinder vi. »Big boys in red and white, det’ Danmark, det’ fodbold, det’ sejt« for silvan. Men det, der er sket med EM, er, at vi nu faktisk allerede har vundet det hele.

Danmarks drenge er nemlig skabt af noget helt særligt, når det kommer til at udvise handlekraft, sympati og medmenneskelighed. Al ære og respekt til dem. Til Christian Eriksen. Til Simon Kjær. Til Kasper Schmeichel. Til dem alle.

EM har også gjort andre ting ved os. Eksempelvis er der selvfølgelig nogle sportsjournalister, der har fået galoperende fis i kasketten. Måske af varmen. Måske af EM-febervildelser.

En overskrift i Information lød sådan her på sociale medier: »Tissemandsenergien er væk på både det spanske og det svenske landshold«. Tissemandsenergien. Aha.

Klikker man ind på artiklen viser det sig, at der er tale om såkaldt big dick energy. Begrebet refererer til henholdsvis Sergio Ramos og Zlatan Ibrahimovic, som ifølge journalisten er i besiddelse af, ja, big dick energy.

Og for at alle kan være med, må vi hellere komme omkring begrebet big dick energy.

Big dick energy refererer til mennesker – typisk mænd, men ikke kun mænd – der bevæger sig, taler og gebærder sig, som havde de et lem af betragtelig størrelse.

Folk med big dick energy har en ro over sig. De forsøger ikke at bevise noget. De hviler i deres egen storhed og opererer med en tilbagelænet facon. De er behagelige at være omkring. De taler kun, når de har noget at sige, og de lytter, når andre taler.

Og det ville ligne mig dårligt ikke lige at komme omkring, hvordan man i aktivistiske, politisk korrekte woke-miljøer forholder sig til den slags. Så her kommer det.

Begrebet big dick energy nåede først lige at brede sig, før det blev cancelled. Og hvorfor det, spørger du måske. Jo, fordi det i kropsaktivistiske kredse anses som værende »bodyshaming« – altså et begreb, som taler nedsættende om det at have en lille penis.

Men den præmis vil jeg gerne anfægte. Big dick energy refererer jo netop ikke til mennesker med en stor penis eller ophøjer det til noget særligt. Det refererer til mennesker, hvis adfærd indikerer, at de betragter sig selv som værende i besiddelse af et betragteligt lem.

I værste fald kan man mene, at der refereres til personen med big dick energy som til en person, der vægter et stort lem højere end et lille lem, og man kan muligvis dermed tale om, at personen med big dick energy udsættes for fordomme om sit verdenssyn.

Men fra afsenderen af begrebet er der altså ingen værdisætning af størrelse på lemmet.

Nu har jeg måske tabt jer alle, men det er en kæphest, jeg længe har båret rundt på, og nu så jeg mit snit til at smide den i spil. Kæp-hest. Kæp. Høhø.

Der blev torsdag hujet og klappet for fodboldspilleren Christian Eriksen, som faldt om med hjertestop ved Danmarks første EM-kamp. Fold sammen
Læs mere
Foto: Stuart Franklin/Reuters/Ritzau Scanpix.

Jeg vil gerne erklære mig enig i, at Kasper Hjulmand steppede op til pladen. Men … En sportsjournalist fra TV 2 fik kørt lige høj nok pistolføring, da hun skrev:

»Siden Christian Eriksen faldt livløs om i Parken, har Kasper Hjulmand ikke blot skullet lede det danske fodboldlandshold. Han har skullet lede hele Danmark«.

Jeg anerkender følelsen, og jeg synes det er dejligt, at vi fejrer Kasper Hjulmand … Meeen … Så kommer vi ned derfra.

Til sidst vil jeg gerne fejre Dannebrog. I 90erne og til dels 00erne var det en kosmopolitisk antagelse, at alt med Dannebrog var en reklame for Dansk Folkeparti.

Det er slut nu. Jeg gider aldrig igen høre en eller anden selvretfærdig Pilou Asbæk-type sige »åh nej, det danske flag er sådan noget DF-noget«. Slut.

Dannebrog er Danmark. Det er dig, og det er mig. I denne uge er det særligt Christian Eriksen, og resten af vejen er det os.

Moder Danmark elsker alle.