Tynd kulturrapport

Erindringer: Grethe Rostbølls nye bog, der handler om hendes tid som kulturminister, er hurtigt læst og hurtigere glemt. Og som kulturrapport er den en tynd omgang.

Efter en halv snes års tænkepause har Grethe Rostbøll fundet tiden inde til at delagtiggøre omverdenen i sine oplevelser som konservativ kulturminister fra december 1990 til januar 1993. Bogen er hurtigt læst og hurtigere glemt. En skam, for Grethe Rostbøll er et tænksomt væsen med et stort hjerte, der blandt meget andet banker varmt for kulturen.

I bogen havde der været rig lejlighed til at skitsere et kulturmanifest og desuden fortælle bredt om den usædvanlige oplevelse, det må have været at blive hentet ind som minister uden forudgående parlamentarisk erfaring. Og om besværet med at omsætte kulturvisioner til realiteter.

Men det får læseren alt for lidt at vide om. Ministertilværelsens indflydelse på familielivet berøres ikke. Man får heller ikke noget at vide om problemerne ved at stå uden job efter kun to år som minister. Og som kulturrapport er bogen en tynd omgang. Side op og side ned fyldes med repeterende referater af velkendte sager, der ikke har en bønne med kulturens verden at gøre. At tamil-sagen var et problem for regeringen er ikke ualmindelig viden, og Rostbøll har ikke informationer, der tilfører noget nyt.

Rostbøll fortæller om Henning Dyremose, at man ikke i folketingsgruppen belønnes for at gøre politisk lynkarriere, som sker på bekostning af veltjente gruppemedlemmer. Men hvad med hendes egen ministerudnævnelse? Var der slet ingen misstemning? Det veltjente folketingsmedlem Per Stig Møller var ellers et oplagt emne som kulturminister, men han blev altså i stedet miljøminister og skjulte da heller ikke sin skinsyge, når han til Rostbøll bemærkede, at hun kunne sagtens, fordi hun skulle se på teater, når han skulle se på rensningsanlæg.

Der er forskellige observationer fra ministermøder, bl.a. om Uffe Ellemann-Jensen, der vovede noget, ingen andre ministre turde praktisere, nemlig at medbringe formiddagsaviser. Læserne må selv gætte sig til, om Uffe læste i aviserne, og om Schlüter reagerede. Og man kan i øvrigt heller ikke se, om Rostbøll overhovedet har sagt noget på et ministermøde. Derimod glæder hun sig over, at Schlüter i nytårstalen få dage efter hendes udnævnelse inddrog en række kulturpolitiske betragtninger. Og hun noterer, at talen blev flittigt studeret i Kulturministeriet. Skal det forstås sådan, at statsministeren slet ikke tog sin kulturminister med på råd, da han skrev nytårstalen?

Desværre forsømmer Rostbøll at tage fat på en række af de interessante sager, der var aktuelle i hendes ministertid. Hvordan gik det egentlig til, at hendes departementschef, Jørgen Harder Rasmussen, pludselig blev stats- og stiftamtmand i Frederiksborg og Hillerød? Er det rigtigt, at chefskiftet fandt sted, fordi Grethe Rostbøll følte, at vigtige informationer ikke nåede frem til hende? Og hvilke informationer var det? Den sag omtales overhovedet ikke.

Bogen benyttes heller ikke som mulighed for at gå i flæsket på Højlundfonden, som hun ikke brød sig om, mens et folketingsflertal ville udødeliggøre den. Og der tages heller ikke fat med baggrund og analyser omkring de ophedede debatter om nyt skuespilhus og kulturhus. Og hvor er uddybningen af Rostbølls markante standpunkt om, at bibliotekerne skulle lade være med at hoppe på modebølgen og investere i bøger om helse, hobby, massage og madopskrifter? Den slags bøger skulle folk købe selv. Det er et mysterium, hvorfor Rostbøll går uden om så oplagte emner i sin bog.

Som tidligere kompetent formand for Modersmål-Selskabet vil det sikkert også ærgre Grethe Rostbøll, at korrekturen ikke har fanget fejl som, at chefen for Dronningens kabinetssekretariat, Niels Eilschou Holm, i bogen omtales som den juridiske rådgiver Niels Ejlskov Holm, og at finansminister Thor Pedersen forsynes med efternavnet Petersen, mens regenten i personregistret er blevet til dronning Margrethe den første.

Som kulturminister er man sjældent med i inderkredsen, hvor afgørende beslutninger træffes, og fortroligheder udveksles. I den henseende er Grethe Rostbøll ingen undtagelse, og det bærer hendes bog præg af.