Tynd er godt, men benet er stadig bedst

Når modellerne dette forår slingrer ned ad Milanos modepodier, bliver det uden deres anoreksitynde kolleger - eller gør det?

Foto: Stefano Rellandini Fold sammen
Læs mere

Milano er sammen med Paris og New York verdens vigtigste modecenter og har længe talt om at påtage sig et ansvar, når det gælder om at forebygge spisevægring blandt piger og unge kvinder, som forsøger at leve op til branchens magre modeidealer. Milano har på officielt plan kastet sig ind i kampen, men ved nærmere eftersyn ser det mest af alt ud, som om Milano smyger sig uden om sit ansvar med en konvention fuld af politisk korrekte luftfrikadeller.

Det hele begyndte ellers så godt i den spanske hovedstad Madrid, da byens folkevalgte i efteråret 2006 besluttede at forbyde radmagre modeller på podierne. Det skete, efter at en purung model, Luisel Ramos, døde af spisevægring efter i månedsvis kun at have indtaget salatblade og cola light.

Dengang stejlede den italienske modebranche, og lederen af modens brancheforening, Mario Boselli, talte om absurde krav, da han mente, at kun én ud af hundrede modeller kan defineres som mager. Han pegede på, at de spanske krav ville udelukke skønheder som Naomi Campbell og Claudia Schiffer fra podierne.

To måneder senere døde den brasilianske model Carolina Reston, som i månedsvis havde levet af tomater og æbler. Diagnosen var klar: Den 21-årige model var død af undervægt. Med 40 kilo fordelt på 172 centimeter vejede den brasilianske skønhed det, en 12-årig på under halvanden meter burde.

Det var for meget for flere italienske politikere - af den kvindelige slags.

Milanos borgmester Letizia Moratti havde allerede talt varmt for den spanske løsning og lagde igen pres på industrien. Hun fandt sammen med den italienske sports- og ungdomsminister Giovanna Melandri, som truede med sanktioner, hvis ikke branchen selv ville spille nye toner.

Kort inden jul underskrev branchen så et manifest med den italienske regering. Alle modeller med drømme om at defilere under Milanos mange modeuger skal være over 16 år og have en lægeerklæring på, at de hverken lider af anoreksi eller bulimi - et stort skridt mente modebranchen selv.

Men sætter man luppen tættere på, viser erklæringen sig at være fyldt med så meget luft, at den næsten letter og flyver væk af sig selv.

Hvor man i Madrid gik konkret til værks, har man i Milano undgået direkte krav. Verdenssundhedsorganisationen WHO har lavet en definition på, hvornår man er for tynd eller tyk. Ved at dividere vægten med to gange højden får man det såkaldte BMI, som skal være mellem 18,5 og 25 for både kvinder og mænd. Modeller med et BMI-tal på mindre end 18,5, som er grænsen for at være normal, måtte således se sig afvist fra de spanske podier i efteråret og i fremtiden.

Men Italiens designere ser kun problemer i Madrid-modellen. De forklarer, at de laver modelkollektioner i små størrelser, så de passer de tynde modeller, og at de slet ikke bruger større modeller.

Tyndt er godt, men benet er bedst, lyder de kolde facts. Verdens mest populære modeller som Kate Moss (BMI 16,1), Gisele Bundchen (BMI 16) og Naomi Campbell (BMI 16,5) ligger nemlig alle under eller på WHOs grænse for underernæring på 16,5.

Men er det ikke på tide, at modebranchen også tager et socialt ansvar for, hvilke billeder og drømme de sælger verden rundt, spørger mange nu. Modellerne bevæger sig stadig længere og længere væk fra den normale kvindes mål, mens spisevægring vokser i den vestlige verden. Socialt ansvar er til diskussion i de fleste store virksomheder, men åbenbart ikke i modehusene, der mere end nogen anden sender signaler om livsstil ud til forbrugerne. Det ser man også, når en af sidste års mest brugte modeller blev den lille alfeagtige Kate Moss, som i september 2005 blev fanget af et kamera med næsen fuld af kokain.

For selv om den italienske modebranches manifest kan være et vink med en vognstang til designerne, så kan det i værste fald ses som et carte blanche til at fortsætte som før.