Thule-sagen: En journalists konspirationsfantasier?

DR-journalisten Poul Brink afdækkede, hvordan skiftende danske regeringer tillod USA at have atomvåben på Grønland, men politikerne sagde noget andet til den danske offentlighed. Men var bogens anklager meget andet end konspirationsfantasier?

En grønlænder ved sin hundeslæde kigger mod ?Thule-basen i 1966. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Thule-sagen er en af Den Kolde Krigs mest kendte affærer i Danmark. Den danske regering havde den officielle politik, at der ikke var atomvåben i Danmark og på Grønland. Men der blev sat spørgsmålstegn ved denne politik, da et amerikansk B-52 fly styrtede ned ved Thule i Grønland i 1968. Det rygtedes, at der havde været brintbomber i flyet og danske arbejdere blev sat til at rydde op efter styrtet. I 1995 eksploderede sagen i den danske offentlighed efter ihærdigt arbejde af Danmarks Radios journalist, Poul Brink. Hans efterforskning viste, at den danske regering under stats- og udenrigsminister H.C. Hansen i 1957 hemmeligt havde givet USA tilladelse til, at atomvåben blev placeret i Grønland.

I 1997 fik Poul Brink publiceret bogen »Thule-sagen. Løgnens Univers« og samme år fik han Cavling-prisen for sin indsats. Desværre skulle Poul Brink ikke leve så mange år efter sin triumf, for han døde allerede i 2002 under en løbetur. Nu er sagen aktuel igen, fordi en ny film ser dagens lys. Det er instruktør Christina Rosendahl, der har skabt »Idealisten«, som skildrer Poul Brinks arbejde og er baseret på Brinks bog fra 1997. Samtidig udsender forlaget Lindhardt og Ringhof Poul Brinks bog med et forord af hans fhv. kollega og nuværende kulturjournalist i DR, Niels Frid-Nielsen, men ellers er der ikke ændret et komma i den gamle bog.

Oprydning efter B-52 nedstyrt i Thule i 1968. NORDFOTO 1995 Fold sammen
Læs mere

Poul Brinks bog starter med flystyrtet i 1968 i nærheden af Thule. I 1986 blev Brink kontaktet af tidligere Thule-arbejdere, der fortalte, at de led under sygdomme, som de mente havde forbindelse til deres oprydningsarbejde efter flystyrtet. Brink drog til Thule og han havde samtaler med flere arbejdere, hvilket overbeviste ham om, at de havde pådraget sig skader fra radioaktive stråler. I USA fandt Poul Brink frem til amerikanske beslutningstagere, der havde haft med Grønland at gøre, og han fik et mindre gennembrud, da en tidligere viceudenrigsminister fortalte, at der havde været en hemmelig aftale om udstationering af atomvåben i strid med Danmarks officielle holdning. Også i Danmark fik Poul Brink væsentlige oplysninger, da orlogskaptajn Svend Olesen, der havde været forbindelsesofficer på Thule-basen i 1968, fortalte ham, at der havde været atomvåben om bord i flyet. Men så tørrede kilderne ud og Brink fik en fornemmelse af, at de danske myndigheder effektivt sørgede for, at ingen talte over sig.

Arkivfoto. DR-journalisten Poul Brink afdækkede, hvordan skiftende danske regeringer tillod USA at have atomvåben på Grønland, men politikerne sagde noget andet til den danske offentlighed. Fold sammen
Læs mere
Foto: MOGENS LADEGAARD.

Næste trin i sagen var, at Poul Brink blev ringet op af en tidligere Thule-arbejder, der fortalte ham , at der lå endnu en bombe under isen. Han havde arbejdet som opsynsmand på havnen og havde set amerikanernes undervandsfilm af bomben.

Flere oplysninger dukkede i 1994 op fra amerikanske arkiver og Brink kunne i DR bringe citater fra disse dokumenter, hvilket pressede det danske udenrigsministerium til at undersøge deres egne arkiver nøjere. I marts 1994 bekendtgjorde ministeriet, at man havde fundet H.C. Hansens brev til USA fra 1957, hvor han accepterede, at amerikanerne havde atomvåben på Grønland. De efterfølgende statsministre og ledende embedsmænd havde været bekendt med brevet, men havde fortiet deres viden over for offentligheden. Først i juni 1995 indrømmede man fra regeringen Poul Nyrup Rasmussens side, at H.C. Hansen havde givet amerikanerne tilladelse, men dokumentet blev ikke offentliggjort. Som en konsekvens besluttede regeringen også, at Thule-arbejderne skulle have kompensation.

Efter en del pres fik Poul Brink tilladelse til at se H.C. Hansens brev samt andre relevante dokumenter i Udenrigsministeriets arkiv. Nu kunne brevet vises i DRs TV-avis, så alle kunne se, at der var et misforhold mellem den officielle forklaring og så virkeligheden. Sagen gav anledning til rynkede panderynker hos amerikanerne og en del forbitrelse hos grønlænderne, der jo ikke var blevet informeret om den danske accept af amerikanernes atomvåben.

Men dermed var sagen ikke slut, for Poul Brink og andre mente, at der måtte ligge en 4. bombe på havets bund. Desuden løb Poul Brink nu ind i en politianmeldelse, fordi han havde sendt H.C. Hansens brev samt andre dokumenter til en tidligere politisk beslutningstager i USA, som han skulle interviewe. Imidlertid opgav myndighederne at føre sagen videre.

Poul Brinks indsats var al ære værd. Hans indsats afdækkede et væsentligt forhold om USAs brug af Grønland under Den kolde Krig og skaffede Thule-arbejderne kompensation. Poul Brinks bog er imidlertid ikke uden problemer, for hans afdækning af sagen er lagt ind i en paranoid forståelsesramme, som bogens undertitel »løgnens univers« tydeligt viser. Ifølge Poul Brink var H.C. Hansen grebet af magtens arrogance og han og efterfølgende stats- og udenrigsministre løj om USAs atomvåben.

Ifølge Brink havde H.C. Hansen og senere Poul Nyrup Rasmussen oprindelig været mænd af folket, men nu var de kommet langt væk fra deres arbejderrødder og stolede ikke mere på folket. Ifølge Poul Brinks fremstilling, havde politikerne og embedsmændene systematisk løjet over for offentligheden og hvis det ikke havde været for journalister som han selv, så var denne løgn lykkedes. Den konspirative tone forstærkes af et stærkt subjektiv sprogbrug og mangel på kildeoplysninger.

Imidlertid er Brinks fremstilling en ahistorisk udlægning af fortællingen om Danmark under Den kolde Krig, hvor de fleste oplysninger var hemmelige og hvor offentligheden kun informeredes om en lille del af beslutninger, der blev taget. Ingen i Danmark kendte således nærmere til det nære militære samarbejde med vore NATO-allierede og de forsvarsplaner, der blev lagt og kun få mennesker vidste, at der var sikre, hemmelige NATO-anlæg i Danmark. Situationen var endnu mere ekstrem i Sverige, hvor man gav den svenske offentlighed indtryk af, at man nærmest var neutral, mens man i virkeligheden havde tæt militært samarbejde med NATO. Der var mange grunde til denne hemmeligholdelse og efter 1968 var der ekstra grund til den, fordi den NATO-kritiske venstrefløj brugte enhver anledning til at skabe ballade og postyr ivrigt sekunderet af Danmarks Radios journalister. Der var god grund til ikke at fortælle om atomvåben på Grønland.

Brinks forargelse over hemmeligholdelsen virker hysterisk, for amerikanernes aktiviteter i Grønland var næppe en hemmelighed, som Brink og hans venner fremstillede det i DR. Enhver kunne gætte sig til, at Grønland sikkert blev anvendt af amerikanerne til at udstationere atomvåben. Thule-basen lå netop på den rute, som de amerikanske atombevæbnede bombefly benyttede til og fra Rusland. Thule-basens strategiske betydning var således indlysende og allerede i 1951 havde man i Rigsdagen vedtaget en aftale om forsvar af Grønland, hvor USA reelt fik uindskrænkede militære rettigheder på baserne i Grønland. Denne oplysning er hentet fra professor i samtidshistorie, Poul Villaume, der har skrevet, at alle vidste, at sådan var det og alle havde stiltiende accepteret det, for dertil var Grønland for vigtig for USA.

Poul Villaume er skrigende venstreorienteret, så hvis der havde været hold i Brinks konspirationstanker, havde Villaume ivrigt støttet dem. Sagen var, at Sovjetunionen var en aggressiv stormagt og lille Danmark stod med ryggen mod muren og selvfølgelig måtte vi give USA ret til at bruge Grønland også til atomvåben. I den situation var Danmark bedst tjent med ikke at vide, hvad der konkret foregik på Grønland og man kunne umuligt offentliggøre sin viden, for så ødelagde man forholdet til USA. Det vidste politikere og embedsmænd, men de kunne selvfølgelig ikke gøre så meget ved, at journalister som Poul Brink gjorde det arbejde, som de nu engang var sat til.

At bogen kan genudsendes uden ændringer er ikke et godt tegn for den historiske bevidsthed i vort land. Flere steder i bogen nævner Poul Brink, at der findes en 4. bombe under isen, men en officiel undersøgelse fra 2009 af dette forhold har vist, at det gør der ikke. Dette er ikke nævnt i Niels Frid-Nielsens forord, der blot uden hæmninger skamroser Poul Brink for hans indsats. Alt i alt havde det været bedre, hvis bogen slet ikke var blevet udgivet eller i det mindste forsynet med et forord af en historiker, der kunne have sat Poul Brinks bog ind i en historisk ramme. Bogen danner som sagt nu basis for en film om Poul Brinks afdækning af sagen og man kun håbe, at filmens instruktør har knyttet en historisk konsulent på. Men er det nogen sikkerhed for noget? Ole Bornedal havde knyttet historikeren Tom Buk-Swienty til TV-serien om 1864 uden noget synligt resultat. Forlaget har ganske svigtet læserne ved at genudsende Brinks bog uden en historisk rammefortælling.

 

Forfatter: Poul Brink med forord af Niels Frid-Nielsen

Titel: Thule-sagen - Løgnens univers

Fakta: 341 sider 248 kr.

Forlag: Aschehoug.