Slægtens kraft

Benazir Bhutto var sin fars datter og Pakistans håb. Hendes død i går er tragisk, men ikke helt uventet. Og spørgsmålet er, hvor demokratisk og vestlig hun var.

Benazir Bhutto har mistet flere familiemedlemmer på voldelig vis og vidste, at hun var en af denne verdens meste truede personer. Det afholdt hende dog ikke fra at stille sig frem i offentligheden. På billedet vinker hun til de fremmødte under et valgmøde 23. december. Foto: Asif Hassan Fold sammen
Læs mere

Det var engang i 1990erne, Benazir Bhutto var Pakistans regeringschef, og en af hendes juniorministre havde søgt at få hende i tale i måneder. Pludselig sad de ved siden af hinanden ved en officiel middag. »Der er noget, vi må drøfte,« sagde han. »Kan jeg få et møde?«

Benazir Bhutto tog ikke sin kalender frem. I stedet spurgte hun: »Hvad er problemet, og hvad vil De have, jeg skal gøre?« Ministeren forklarede, og Bhutto udstedte en ordre til sin sekretær. Sagen var klaret.

Det vil være en overdrivelse at kalde Bhutto, der i går blev myrdet i Rawalpindi, en fuldbyrdet demokrat i vestlig forstand. Hun havde måske et ideal, som gik i retning af et britisk eller amerikansk system, men i den praktiske politik holdt hun sig til slægtens kraft og talens magi. En gang imellem var det omvendt. Hun byggede ikke alene på familietraditioner, men også på skik og brug, hvor personlig baggrund og fysisk fremtræden betyder mere end partiprogrammer. Det foregår ikke kun i Pakistan, det ses også i lande som Rusland, Tyrkiet og Pakistans ærkefjende gennem 60 år, Indien.

Bhuttos skæbne er imidlertid af den særlige karat, som får verden til at standse op et øjeblik. Hun var smuk, hun var intelligent, og hun var aldrig til at blive klog på. Hun havde også et stamtræ, der måtte holde stand mod voldsomme storme. Undertiden knækkede en kraftig gren, som torsdag.

Født til en mission
Benazir Bhutto var datter af en anden, tidligere pakistansk premierminister, Zulfikar Ali Bhutto.

Faderen var også præsident. Han opererede i halvfjerdserne, da der stadig var supermagter, som kunne spilles ud mod hinanden. Bhutto var socialist og gik med Mao-kasket, men fik sine habitter og silkeskjorter skræddersyet. Man behøvede ikke at have dårlig smag for at være venstreorienteret, mente han åbenbart. Det var et udbredt fænomen på det tidspunkt. Den sovjetiske udenrigsminister Andrej Gromyko satte under et besøg i New York en af sine FN-diplomater i sving med at finde en ny hat magen til den, han havde købt i byen nogle årtier tidligere.

Også Zulfikar Ali Bhuttos far havde været fremtrædende i det, der senere blev Pakistan. Han var en velhavende jordejer, forretningsmand og politiker. Benazir Bhutto voksede altså op i omgivelser, der tog det for givet, at man havde en mission. De ældste først, dernæst de yngre. Da Bhuttos far blev henrettet 1979, rykkede hun og hendes søskende op, alt imens moderen Nusrat overtog familiens bevægelse Pakistan People’s Party (PPP).

Nusrat Bhutto var smuk som datteren, der altså havde arvet både det ene og det andet.

Asiens Kennedy
Man kan kalde familien en af det sydlige Asiens Kennedyklaner. Det hører til historiens tragiske tilfælde, at den anden store klan var Indiens Gandhi-slægt. Indira Gandhi, regeringschef i Delhi i to omgange, blev myrdet 1984. Reaktionerne på Benazir Bhuttos død minder en del om Gandhis endeligt for 23 år siden. Det er sikkert ikke kun, fordi de var kvinder og tidligere eller nuværende ledere af store nationer.

Det er også deres personlige baggrund. Gandhis død fik i sin tid øst- og vesttyske repræsentanter til at sidde i samme bus til bisættelsesceremonien, og Uffe Ellemann-Jensen standsede som dansk udenrigsminister en privatbil på motorvejen, fordi hans egen bil var brudt sammen, og han skulle nå flyet i Københavns lufthavn til Indien og afskeden. Ikke alle fjerne stats- og regeringschefer har magi til at udløse den slags. Gandhi havde og Bhutto har.

Begge slægter tegner sig for en stor del af de personlige, politiske ulykker i slutningen af det 20. og begyndelsen af det 21. århundrede. Gandhi, datter af Jawaharlal Nehru, Indiens første premierminister efter selvstændigheden, blev dræbt af sine egne livvagter. Forinden var en af hendes sønner, Sanjay, omkommet i et flystyrt. En anden søn, Rajiv, der modstræbende efterfulgte hende, blev myrdet 1991. Nu forbereder Rajivs børn sig i at gå i slægtens spor, i hvert fald de politiske.

Benazir Bhutto, 54 år og mor til tre, var på sin vis og med tidsforskydelse Pakistans svar på Indira. Som Gandhi tilbragte hun det meste af sin ungdom i Vesten.

Hun studerede politik på Harvard og i Oxford, og hun var ikke fyldt 20, da hun bistod faderen, dengang forsvarsminister, under et besøg i New York. Hun vendte tilbage til Pakistan umiddelbart inden Zulfikar Ali Bhutto blev afsat af militæret. Det var i 1977. Det var hendes tur. Hun overtog senere ledelsen i partiet og fik en fængselsdom på fem år; hovedparten blev tilbragt i enecelle. Hun var fængslet, da faderen blev henrettet. Under et eksil i London bekæmpede hun faderens banemand Zia ul-Haq. Hun endte med at blive regeringschef, først fra 1988 til 1990, siden fra 1993 til 1996.

Hun var det meste af tiden vestlige stormagters yndling. Pakistan blev, siden Indiens flirt med Sovjetunionen, betragtet som Amerikas allierede. Mange af lederne var ikke demokratisk valgt som de indiske, men i Den Kolde Krig gik man let hen over den slags.

Pakistan modtog det mest udsøgte amerikanske militære isenkram, herunder eftertragtede jagerfly, mens Indien måtte nøjes med russiske produkter, der i sammenligning var skrammel. Inderne er først i de senere år ved at få sympati i USA. Denne særstilling var en del af Bhuttos politiske livsforsikring.

Vestlig stil
Amerikanere, briter og andre vesterlændinge kunne lide hendes vestlige stil, hendes engelsk var upåklageligt, hendes skønhed var ingen ulempe, og hun vidste, hvordan hun skulle tage den vestlige verden, for en del af dens mere skjulte nøglepersoner i ministerier og ambassader var hendes gamle studiekammerater. En af dem var Peter Galbraith, en amerikansk diplomat, senest ambassadør i Kroatien.

Galbraith mødte Bhutto første gang 1962, da de var børn. Hans far, USAs ambassadør i Indien, ledsagede Jacqueline Kennedy, den amerikanske præsidentfrue, til et hestevæddeløb i Lahore. De så igen hinanden på Harvard. Det kaldes netværk, og Benazir Bhutto var god til det, og bedre end mange af sine konkurrenter.

Anklagerne
Spørgsmålet er, hvor vestlig Bhutto i virkeligheden var. Hendes regeringstid endte i begge tilfælde med afsættelse efter mistanke om korruption. Sådanne anklager er ikke usædvanlige i Pakistan. De kan være rigtige eller forkerte, Bhutto hævdede det sidste, men en schweizisk ret, der måske er mere klarøjet end en pakistansk, dømte hende for pengevask. Også denne afgørelse protesterede hun imod. Hun påstod også, at hendes mand Asif Zardari er ren som sneen på en bjergtinde i Kashmir. Zardari, der i går måtte bekræfte sin hustrus død over for internationale nyhedsbureauer, er i mere end en halv snes år blevet beskyldt for at skovle millioner af dollar fra den pakistanske statskasse til egne bankkonti. Zardari tilbragte otte år i fængsel, men var ellers, som svigerfaderen, en tilhænger af det gode liv – pæne habitter, lejligheder i Dubai, London og New York.

Måske stammede Zardaris formue virkelig fra hans cementfabrik, måske betragtede han hvervet som investeringsminister i Bhuttos anden regering helt personligt. En smule tvivl kan have været på sin plads. Hendes bror Murtaza blev dræbt, formentlig af politiet i 1996, en anden bror, Shahnawaz, politisk aktiv som sine søskende, blev fundet død i sin lejlighed ved den franske riviera.

Ægteskabet siger en del om Benazir og hendes liv. Det blev indgået 1987, hvor hun var i trediverne, hvilket er sent på de kanter. Det blev, som almindeligt i Pakistan og andetsteds, fikset af hendes mor. Da hun blev spurgt af sine vestlige kontakter, hvordan det kunne hænge sammen med vanerne fra Harvard og Oxford, svarede hun, at det var helt enkelt. En enlig kvinde kan ikke være pakistansk politiker. Og hvad var, tilføjede hun, forskellen på et arrangeret bryllup og netdating?

Ujævnhederne
På den måde må hun have forklaret mange ujævnheder, også over for sig selv. Hun var vestlig i Vesten og pakistansk i Pakistan. I USA og Europa førte hun sig frem som en god gennemsnitsdemokrat. I Islamabad plejede hun omgang med alskens fraktioner, også islamistiske, alt efter behov. Måske var hun det mest demokratiske, man frem til i aftes kunne forestille sig i Pakistan, men hun var ingen muslimsk Mahatma Gandhi, den pacifistiske helt, der bidrog til Indiens uafhængighed og således til Pakistans dannelse. Hun ville magten, hun var, så vidt man ved, ikke bange for at bøje paragrafferne, og hun var ingen uskyld fra landet.

Heller ikke deri adskilte hun sig fra andre stats- og regeringschefer, men Pakistans opståen gav hende – og hendes modstandere – den ekstra dynamik, som gør nationen til en vedvarende krudttønde. Valget på det dengang britiske subkontinent endte i 1946 med muslimsk sejr i fire provinser, som blev til Pakistan. Det førte til en kæmpemæssig folkevandring af pakistanske hinduer til Indien og indiske muslimer til Pakistan.

Blandt dem var den nuværende pakistanske præsident Musharraf. Millioner omkom på vejen eller blev myrdet af anderledes tænkende naboer. Manden, der stod bag det muslimske projekt, Muhammed Ali Jinnah, var måske den eneste, der kunne garantere, at det ikke løb af sporet. Men Jinnah, vestligt orienteret og ubestikkelig, døde nogle måneder efter statens grundlæggelse. Siden er man vaklet fra krise til krise, og Zulfikar Ali Bhutto sørgede for, at Pakistan, som Indien, fik en atombombe.

En personlighed
Således kommer hverken tragedien i går eller Benzair Bhuttos liv til at falde uden for rammen. Det er hårdt, men Bhutto var den første til at medgive, at hun var blandt de mest truede mennesker i verden.

Havde hun glemt det, blev hun mindet om sin mulige skæbne for to måneder siden i Karachi, timer efter sin hjemkomst oven på endnu et eksil. Hendes bilkortege var på vej fra lufthavnen til Jinnahs mausoleum, da en attentatmand sprængte sig selv og 134 andre mennesker i luften. Bhutto var uskadt. En måned forinden havde hun i Washington Post fortalt den internationale offentlighed om sine planer. Hun tog tilbage for at ændre landet, sagde hun. »Når mit fly lander i Pakistan,« skrev hun bl.a., »ved jeg, at jeg modtages med glæde af folket. Jeg ved ikke, hvad der venter mig, hverken personligt eller politisk, når jeg forlader lufthavnen. Jeg beder for det bedste og forbereder mig på det værste. Under alle omstændigheder vender jeg hjem for at kæmpe for Pakistans genoptagelse i samfundet af demokratiske nationer.«

Sådan taler en stor personlighed, ikke et menneske, der har den mindste tvivl om sig selv. Der er ikke mange af Benazir Bhuttos slags, navnlig ikke i Pakistan. Hun var ingen engel, men det er de færreste.

Under disse forhold var hun en bemærkelsesværdig kvinde, der kunne have været en chance for sit land.

Hendes efterfølger vil næppe være bedre.