Sarah Iben Almbjerg: Måske er det på tide at gå den anden vej. At opfinde en moderne cowboy, der ikke skyder sig baglæns ud af salonen

Står den moderne helt og bestiller drypbakker i El-Giganten? Fold sammen
Læs mere
Foto: Viaplay

Blandt Hollywoods sværvægtere er der tre helte-typer. Der er den uimodståelige, charmerende loverboy. Der er den joviale - og lidt renskurede - dreng i klassen, og så er der muskelbundet, der kan bære dig ud af en brændende bygning lige inden helvede bryder løs. I årevis har vi dyrket de samme tre helte-typer og drømt om, at vi mødte dem i køen en træls fredag eftermiddag, hvor alle skal hente weekendslik og toiletpapir i Netto.

Helte giver os drømmene tilbage. De får os til at beholde håbet.

Selv min tre-årige, der sværger til tegneserien Paw Patrol, forstår, at de seks gøende vovser er med til at sikre en stabil og tryg verden. Han fortæller mig, at tingene nok skal gå. »Når du bliver lille, skal jeg nok bære dig,« som han påstår, når han forhandler sig til en bæretur op på fjerdesal.

Vi tror på heltene, drengen og jeg. Han mener, at det er dem, der har asfalteret Amagerbrogade. Og jeg giver ham ret, for der er ingen grund til at gøre andet. Problemet er bare, at vi står lidt alene med vores tro på det gode i mennesket.

»En god skurk driver handlingen frem, og vi fascineres i stigende grad af det mørke sind. TIden er løbet fra de helt rene helte, som reddede plot efter plot i 80ernes actionfilm«


På Facebook gives der likes til alle, der udtrykker en rabiat holdning. Jo vildere, jo bedre. Børnebilleder og ferieminder er helt passé. Selv på film er helten udskiftet med skurken. De seje drenge i klassen indtager i stigende grad de mørke roller - tænk bare på Warner Bros.’ kommende »Joker« med Joaquin Phoenix i hovedrollen.

En god skurk driver handlingen frem, og vi fascineres i stigende grad af det mørke sind. TIden er løbet fra de helt rene helte, som reddede plot efter plot i 80ernes actionfilm. Som mennesker og tilskuere er vi blevet alt for kyniske til den slags. Vi ved, at det menneskelige sind slår sprækker. Vi ved, at den rene sjæl nemt bliver plettet. »We all go a little mad sometimes«, som Norman Bates sagde i 1959-thrilleren »Psycho«.

Måske er det på tide at gå den anden vej. At opfinde en moderne cowboy, der ikke skyder sig baglæns ud af salonen.

Onsdag har TV3 premiere på »Friheden«, der er noget så udansk som en svindlerkomedie, hvor Erik og Nina hutler sig igennem hverdagen med børneorm og ødelagte vaskemaskiner. Erik selv er en moderne tøffelhelt, der har lidt for meget hængerøv i sine cowboybukser. Men han er også en slider, der kæmper for sin familie. I stedet for at ride ud i solnedgangen og parkere familien i sin fortid, får han skibet til at flyde.

Ligesom Michael fra årets »Gift ved første Blik«, der sluttede på DR1 onsdag aften, hviler han så meget i sig selv, at han både kan føre en følsom samtale og give plads til sin kvinde. Han lytter til hendes behov, og hun giver efter. »Jeg har det, som om at der er blomster, der springer ud indeni mig«, som hun sagde.

Hvis der ikke længere er behov for den uplettede helt fra Hollywood, så er der måske snart plads til, at vi hylder den helt almindelige mand. Ham, der står derhjemme og laver endnu en pastaret. Ham, der forstår, at man kommer langt med små skridt.

Det kan godt være, at han ikke bærer dig ud af en brændende bygning. Til gengæld kan du rent faktisk kan støde ind i ham i Netto en fredag eftermiddag.