Ny bog: Udskældte huse er meget bedre end deres rygte

Historicismen er blevet kaldt stilforvirret og det, der er værre, og eftertiden har mishandlet dens frembringelser. Ny bog tager den udskældte stilart i fortrinligt forsvar. Og giver gode råd til ejerne.

20BKUSoetorvet-094720.jpg
Det sås ikke flottere i Paris eller Wien: Det karakteristiske byggeri på Søtorvet i København. Foto: Asger Ladefoged Fold sammen
Læs mere

Hvis man bor eller har boet i et bedre, ældre villakvarter i en bedre, ældre forstad til hovedstaden, vil man vide, at ikke alt, hvad øjet fanger, er lige rart at se på. Der findes fine ældre huse, hvor håndværkere uden synlig æstetisk sans har banket interimistisk udseende altaner uden på facaderne. Der findes fine huse, hvor der ufølsomt er tilføjet en muret carport, som aldeles forvrænger helhedsindtrykket. Der kan være placeret en gigantisk granittrappe foran en ulykkelig bygning, som ellers kunne være så fin og smuk. Eller der kan være så megen anden dårligdom.

Og det er jo ikke godt, men som formanden for Bygningskultur Danmark, Birthe Juel, skriver i forordet til Jeanne Brüels fortrinlige og i enhver forstand øjenåbnende »Historicismens huse. En bevaringsguide 1850-1915«, som Bygningskultur Danmark udgiver, er alt ikke af den grund tabt, for »de fint udsmykkede huse er holdbare og ligger der endnu og venter kun på, at nogen finder frem til deres inderste væsen igen.« Der kan altså gøres noget, og ejerskabet forpligter, for som ejer af et hus fra perioden »forvalter man en værdifuld kulturarv – også i forhold til de utrolig mange håndværkstimer og den kunnen, der er lagt i byggeriet i sin tid.«

Derfor denne bevaringsguide, der begynder med historien, den store historie, og med det forhold at stilarten historicisme som alle stilarter selvfølgelig også har med samfundets almindelige udvikling at gøre – i dansk sammenhæng med forvandlingen af det danske landbosamfund til et samfund, hvor byerne og bybefolkningerne voksede. Hovedstaden var indtil 1856 lukket inde bag ældgamle volde, og overbefolkning og ubeskriveligt rædselsfulde hygiejniske forhold hørte til dagens ildelugtende uorden, men så kom kolera­epidemien i 1853. Den var et chok, og så blev der lukket op. Man fik lov til at bygge uden for Søerne, senere overalt uden for voldene, og der kom et nyt vandværk, et nyt kommunehospital, og det var begyndelsen på de moderne tider. Københavns befolkning voksede i perioden 1870 til 1915 fra 198.000 til 614.000 indbyggere, og der blev af samme grund bygget enormt meget på Nørrebro og Vesterbro, ofte usselt, men dog bedre end det, man havde været vant til. Lejekaserner i fem-seks etager med baghuse og baggårde opstod, mest som et københavnsk fænomen, mens det mest almindelige hus for arbejdere i det østjyske og i Odense blev det lille gadehus på tre-fire fag i to etager med kvist. Nok så vigtigt, arkitektonisk set, bredte det moderne borgerlige etage­hus sig, og efter 1870 blev de fornemme ejendomme rigt dekoreret med stuk, gesimser, vinduesindfatninger, frontoner og søjler. Noget af det mest storslåede københavnske fra perioden er ifølge Jeanne Brüel det internationalt inspirerede kvarter omkring Nørre Farimagsgade og Frederiksborggade, med det fransk inspirerede Søtorvet som en kulmination, »der ikke ses flottere i Wien eller Paris«. Øverst på tidens bygninger er der ofte mansardtag og dekorative tagkviste, på hjørnerne tårne med kupler og spir. I 1898 blev der også, i den anden ende af skalaen og efter tysk model, vedtaget en lov om støtte til byggeforeninger, og så myldrede det frem med arbejder­byggeforeninger. Et andet helt nyt fænomen var det fritliggende byhus med have, også kaldet villaen. Den første i Danmark blev bygget på Frederiksberg i 1847.

Så vidt nogle af de store linjer. Stilmæssigt handlede det, fortæller Jeanne Brüel med karakteristisk præcision, om, at »man øsede frit af fortiden i tid og rum«. Man kunne tage fra gotikken, renæssancen eller barokken, man kunne tage fra store kulturområder som Italien, Frankrig, England og Tyskland, eller man kunne tage fra, som det hedder, »dengang mere eksotiske steder« som Schweiz, Mellemøsten og Asien. Arkitekterne brugte løs af hele værktøjs­kassen, men overdrevet svulstig er den danske historicisme ifølge Jeanne Brüel sjældent. Den havde rod i traditionel dansk byggeskik, materialerne var af bedre og mere ensartet kvalitet, og der var højere til loftet, større rum, mere lys. Nogle markante strømninger inden for hoved­retningen udviklede sig også herhjemme, men som det fastslås i bogen: »Det var […] netop historicismens grundtanke, at man havde friheden til at vælge de stilhistoriske træk, der passede til den stemning, man ville frembringe i det enkelte hus.« Der var således både enhed i mangfoldigheden og mangfoldighed i enheden, og hvis historicismen i perioder har været set ned på, sker det ikke i »Historicismens huse«. Tværtimod: »De historicistiske huse repræsenterer en blomstrende og rigt facetteret bygningskultur.«

Spørgsmålet er så, hvordan man hertillands og nu til dags forvalter denne arv, når det jo uanset hvad er sådan, at intet hus går uændret gennem tiden. Det spørgsmål optager bogens forfatter, og budskabet er, at mange danske huse i dag står som et heldigt resultat af en lang og spændende historie, mens andre har været udsat for »gennemgribende og ufølsomme ombygninger, både ud- og indvendigt, der gør det svært at afkode deres oprindelige stilart og alder«. Man må med andre ord godt forandre for at bevare, et hus skal ikke være et museum, men der er også en række forhold, man skal tage hensyn til: »Den arkitektoniske helhed – for ethvert hus – dannes af samspillet mellem det ydre og det indre, i overflader, rumforløb, materialer, farver og detaljer. Detaljer, som hver for sig kan synes ubetydelige, men som tilsammen understøtter husets arkitektoniske kvalitet. Helheden hænger u­løseligt sammen med de mange smukke detaljer og kan alt for let blive forstyrret, hvis man begynder at pille og ændre ved husets større bygningsdele og originale detaljer. Jo mere intakt huset er, jo mere forsigtigt og nænsom skal man som grundregel gå til værks. Det er ligesom et træ i haven: Det er let at fælde, men man kan ikke fortryde.«

Men igen: Huse er til for at blive brugt, og her ligger der en udfordring, én blandt mange, for historicismens huse stammer fra en tid, hvor »hvert rum havde en klart defineret funktion – køkken, spisestue, opholdsstue, soveværelse osv – hvor hvert rum var klart afgrænset af fire vægge, og hvor rummene var hierarkisk placeret, så jo mere privat et rums funktion var, desto længere væk lå det fra hoveddøren. »Det var med andre ord længe før samtalekøkkenernes tid, og »nutidens åbne og flydende rumforløb er ganske fremmede for historicismen.« Hvad gør man så, hvis man ejer et hus fra perioden, men sam­tidig insisterer på modernitet i indretningen? Jo, ifølge Jeanne Brüel kan løsningen nogle gange være at bytte rundt på funktionerne, snarere end at flytte rundt på væggene. Ikke kun, men også af rent praktiske hensyn, fordi muligheden for at møblere med skabe, reoler, kommoder og så videre forsvinder, hver gang en væg forsvinder. Ja, den forsvinder faktisk, som det påpeges, ikke bare én, men to gange, for man kan jo møblere en væg på begge sider!

Derudover er et hus som bekendt ikke bare nogle rum. Et hus består af en facade, et tag, nogle vinduer og nogle yderdøre, noget forskelligt indvendigt og – måske – noget grønt udvendigt i form af en have eller haver. »Historicismens huse« gennemgår al ind- og udmaden punkt for punkt, og der bringes eksempler på løsninger og ændringer, der efter forfatterens mening dur, og på nogle der ifølge forfatteren slet ikke dur. (Se boksen). Også i den forstand er »Historicismens huse« et forsvar for en stilperiode, der nedsættende er blevet kaldt »eklektisk«, forstået som »stilforvirret«. Det var den ifølge Jeanne Brüel slet ikke:

»Historicismen var en ny, anderledes og fri stil, der holdt ved i næsten 75 år. Arkitekturen ændrede sig ganske vist i takt med de skiftende strømninger, men i hele perioden anvendtes historiske og maleriske, stemningsfulde motiver. En tendens, der først for alvor ændrede sig med funktionalismens nøgterne fokus på funktion frem for form i 1920erne. Det er lige omvendt med de historicistiske huse; jo mere pynt og jo flere dekorationer, jo bedre og smukkere var husene«.

Historicismen dur altså i dén grad, det er pointen, og til sidst i bogen bringer Jeanne Brüel denne opfordring:

»Naturligt nok vil enhver boligejer gerne sætte sit eget præg på sit hus, men det måtte gerne sættes rigtigt i forhold til husets alder og byggestil. Måske er det værd at træde et skridt tilbage og glæde sig over husenes fine fantasifulde og dekorerede ’sjæl’ og lade sig rive med af den iver og optimisme, husene er udtryk for.«

Budskabet er hermed bragt videre.

 

Historicismens huse. En bevaringsguide 1850-1915

Forfatter: Jeanne Brüel. Sider: 135. Pris: 179 kroner. Udgiver: Bygningskultur Danmark.