Nekrolog: Danmarks legeonkel

Bag Otto Leisners hjertelige smil og lette, muntre programmer gemte sig perfektionistens slid. BILLEDSERIE: Otto Leisners liv i billeder

Otto Leisner fotograferet i 1960 i »Pladeparade«-studiet sammen med Kay Bojesen-aben, der var fast inventar i løbet af de seks år, musikprogrammet var en del af Statsradiofoniens, senere Danmarks Radios, sendeflade. Fold sammen
Læs mere
Foto: Børge Walther
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Otto Leisner er død. Han blev 91 år. Han gik på pension fra Danmarks Radio i 1987, og der er en hel generation af danskere, som kun kender ham fra korte gamle TV-klip. De yngre har måske hørt ham råbe »På med pilen, Palle« eller set ham sidde med sin pibe og sin Kay Bojesen-abe og præsentere playback-numre i »Pladeparade«. De har nok oplevet den eneste gang, han brød sammen i grin og ikke kunne holde op igen, fordi Victor Borge lavede sjov med ham. Men de har sikkert svært ved at forstå, at der var engang, da der ikke fandtes mange danske TV-kanaler, og at det i den tid var Otto Leisner, som samlede familierne foran skærmen.

I 30 år var Otto Leisner hele Danmarks legeonkel. Han stod bag utallige timers muntre TV-programmer med underholdning og quizzer. Konceptet kunne skifte, men Otto Leisner var altid den samme; en hjertelig og dannet mand. Man satte sig trygt til rette, når hans programmer kom, ligegyldig om man var sammen med oldeforældre eller små børn, for man kunne være sikker på, at der hverken ville komme bandeord, protestsange eller frække vittigheder.

Otto Leisner kom aldrig til at acceptere den »vulgarisering«, som han kaldte det, som bredte sig i fjernsynsprogrammerne. »Mange vil nok mene, at det er mig, der er gammeldags, men lad dem om det,« sagde han, efter at han var gået på pension. »Men med min alder og erfaring med morskab mener jeg, at jeg har ret til at sige, at tonen, stilen og smagen er gået tilbage.«

Han holdt fast i sin stil, uanset hvad TV-anmelderne skrev. De kaldte ham småborgerlig og gammeldags, og han blev hånet for sine vittigheder, men han vidste, hvorfor så mange danske familier så hans programmer med glæde. Han var vokset op mellem ganske almindelige danskere på Amager og var glad for det. Han så ikke ned på sine trofaste seere, men respekterede dem og arbejdede hårdt på at blive ved med at underholde dem. Selv om han helst ville have det til at se ud, som om hans programmer var gjort med let hånd, lå der ugers forberedelse bag dem. Det kan jeg bevidne.

I tre år, fra 1979 til 1982, var Otto Leisner vært i et muntert program, som særligt henvendte sig til ældre mennesker. »H.O.P.L.A« hed det. Bogstaverne stod for; humor, oplysning, populærmusik, livsglæde og aktivitet. Et livligt publikum, som elskede Otto Leisner, sad ved små cafeborde og sang med på titelmelodien: »Hopla, nu er vi godt i gang. Hopla, syng med på denne sang. Hele livet får balance, når vi bare giver humøret en chance…«

Otto Leisner og hans medtilrettelægger, Leif Plenov, skulle bruge en interviewer, som sad ved et af bordene og talte med kendte ældre gæster, og de spurgte mig. Det blev en spændende tid. Ingen, som blev bedt om at komme, sagde nej, for alle kendte programmets kvalitet og vidste, at det havde mange seere, og jeg kom til at interviewe Gunnar Nu Hansen, Eigil Knuth, Helle Gotved, K.B. Andersen, Volmer Sørensen, Sam Besekow og mange andre interessante ældre personligheder.

Hver gang et interview var forbi, skulle jeg give gæsten en Hopla-nål, og jeg var absolut bedre til at tale med folk end til at overrække nåle på den flotte, ceremonielle måde, Otto Leisner selv mestrede. En gæst hos mig stak sig på nålen for åben skærm. »Du sidder altid og fedter med den,« sagde Volmer Sørensen, som havde scenerutine, så før optagelsen tog han resolut nålen fra mig og øvede sig længe i at sætte den i reverset i en bevægelse. Det lykkedes. Dengang var Hopla-nålen noget, man lavede lidt grin med, i hvert fald i min generation. I dag ligger min egen Hopla-nål faktisk i en bankboks.

Den store oplevelse var nu ikke at møde gæsterne, men at se Otto Leisner på arbejde. Han stod ved flyglet, en flot, rank, velklædt mand, og når kameraet var på ham, var han ét stort afslappet smil. I det øjeblik kameraet drejede væk, forberedte han sig alvorligt på det, han skulle sige næste gang, selv om han havde været det igennem mange gange. Stikordene stod på små kort, han havde i lommen, hver en vits, hver en munter overgang. Alt var gennemgået på forhånd.

Selv sang-solisternes tekster var checket for upassende ord. Det var lærerigt at se en perfektionist i funktion. Hvor vi andre er tilfreds med, at måske 95 procent af det, vi laver, er korrekt, kræver perfektionisten 100 procent af sig selv. Det siges, at de sidste fem procent koster lige så meget arbejde som alt det andet tilsammen. Det gjorde det sikkert også for Otto Leisner.

Juraen blev droppet
Han kom allerede ind i det, der dengang hed Statsradiofonien, i 1945, hvor han blev sat til at lave børne- og ungdomsprogrammer. På det tidspunkt var han ved at opgive at blive færdig som jurist, selv om han var begyndt på studiet efter en studentereksamen på aftenkursus, mens han havde studenterjob i Prisdirektoratet og tjente penge som hyggepianist. Han havde spillet klaver, siden han var seks år, og han var bundmusikalsk. Jens Frederik Lawaetz, som stod bag underholdningsprogrammet Weekend-Hytten, skulle bruge en assistent og valgte Otto Leisner, som blev oplært godt hos den store mand i radioen.

Siden blev Otto Leisner selv vært på en række radioprogrammer som »Manden bag melodien« og »For de unge på fyrre«. Hans kendskab til den populære musik førte til, at han i seks år, fra 1957 til 1963, lavede det populære program »Pladeparade« i fjernsynet. Dermed var Otto Leisners fjernsynskarriere sikret. I de næste 35 år stod han bag quizzer og konkurrencer, »Kryds og bolle«, »Fup eller fakta«, »1 ret og 2 vrang«, »Den gyldne pil«, »Kvit eller dobbelt«, og hvad de hed alle sammen. De afløste hinanden, de lignede hinanden lidt, og det var seerne glade for.

Et af de allersidste quizprogrammer var »Hvis er hvems?«, som ikke blev nogen stor seersucces, men det blev et kært gensyn for mig med Otto Leisner, for jeg var en af tre i et panel, som skulle stille spørgsmål til børn, og ud fra deres »ja« og »nej«-svar gætte, hvem deres far eller mor var. Det var lidt svært at lade som om, man ikke kendte svaret, når man nu tilfældigvis har klæbehjerne for børns navne, men tiden skulle udfyldes, og den karakteristiske lille Clemens Kjærsgaard, historikeren Erik Kjærsgaards søn, blev f.eks. spurgt længe ud, om hans far var mest kendt fra politik eller sport. Bagefter var det Otto Leisners tur til at tale med forældrene, og panelet kunne nyde at se ham og høre hans karakteristiske latter.

Bagefter slappede han af, og en af de gange hørte jeg ham faktisk tage et ord i sin mund, han aldrig ville have godkendt i fjernsynet, da han over en fyraftensøl gengav en sjov episode. Han måtte hele livet finde sig i at blive genkendt på gaden, men det havde han vænnet sig til. Men en aften gik han med sin elskede kone, Ruth, ud fra Tivoli. I hånden havde hun en enkelt langstilket rød rose, hun havde fået. En mand kørte forbi parret og råbte himmelhøjt: »Otto, din fedterøv!« Den form for svajerhumor var Otto Leisner vokset op med på Amager, og den kunne han ikke stå for.

Fortsatte efter pensionen
Otto Leisner holdt op med at lave TV-programmer i 1987, da han blev 70, men han fortsatte med at bruge sit talent for at tale og skrive. Han skrev godt, som man kan læse det i den fine selvbiografi »Mine mange minder«. I alle danske sangbøger er der tekster og oversættelser af ham, helt tilbage til »Jens Hansen havde en bondegård«. Han fordanskede Evert Taube, bl.a. i »Så længe skuden kan gå«, og han kom til at opleve, at hans danske tekst til »En dejlig dag« blev sunget til begravelser i danske kirker. Han redigerede en brevkasse i Familie Journal, han udgav quizbøger og holdt foredrag.

Han fortalte mig en gang om sin rare tilværelse som pensionist. Han kørte ture med Ruth, som han blev gift med i 1948. De kørte ud i Danmark, og de opsøgte de mindste markveje, de overhovedet kunne finde på landkortet. Ingen vej skulle lades ubesøgt. De blev vinterbadere i Dragør, hvor de boede dejligt. Otto læste bøger og nød at have tid til at gennemgå hele, store forfatterskaber. Han gik i Natmandsforeningen, som siden 1868 kun har haft mandlige medlemmer, og hørte kammermusik om tirsdagen. Og hver aften, før han gik i seng, satte han sig ved sit eget klaver.

»Man sover godt på musik,« sagde han. »Jeg har mine store nodebunker, og jeg har et godt gehør. Når jeg bestemmer, at i aften vil jeg spille Evert Taube eller wienermusik, kommer temaerne af sig selv og vækker mine erindringer. Om natten sker det, jeg drømmer, at jeg løfter tryllestaven, og pludselig står hundreder af mennesker, jeg har mødt, omkring mig. Så kan jeg takke dem for det, de har givet mig.«

Obs. Bemærk. Otto Leisner talte ikke om det, han gav andre. Og hvordan måler man i øvrigt latter og munterhed?