Hvad er det, der næsten altid bliver et uomgængeligt problem for samlere – men til gengæld en stor fordel for os andre?

Pladsen. Hvis man ikke kan lade være med at købe for eksempel kunst, bliver man på et tidspunkt nødt til at skaffe sig opbevaringsmuligheder til den uden for selv nok så prægtige hjems vide rammer.

En del berømte kunstværker er opmagasineret forskellige steder; for eksempel bekvemt nok i nogle lagerbygninger i frihavne rundt om i verden. Andre vælger den samfundsnyttige løsning. De bygger et museum.

Knud W. Jensen, selv en af det 20. århundredes store museumsstiftere, kaldte dem i en bog for de glade givere. Og hvis karakteristikken passer, må Brygger Jacobsen have været en af de allermest glade. Han var nemlig en af de største.

Der kunne – og det er da heldigvis også gjort – skrives en tyk bog om Carl Jacobsen (1842-1914), for der er stort set ingen ende på hans bedrifter. Mange af de skulpturer, man finder rundt om i Københavns parker, er finansieret af hans fond, Albertina, og han byggede Jesuskirken (og selvfølgelig Ny Carlsberg, som siden smeltede sammen med (Gamle) Carlsberg). Han oprettede Ny Carlsbergfondet, uden hvilket der ikke ville være meget at gøre godt med på for eksempel de danske museer, og var medstifter af Kunstindustrimuseet, der i dag hedder Designmuseum Danmark.

Og så opførte han et sted til sin samling af skulpturer – et glyptotek – og da hans museum, der lå i tilknytning til hans hjem, blev for lille, blev Ny Carlsberg Glyptotek opført på Dantes Plads. Først én bygning. Siden fik den selskab.

Stadig i dag ser stedet med dets imposante bygninger og gen- og naboer som Videnskabernes Selskab og – tidligere Musikkonservatoriet – stateligt ud, men Dantes Plads var nu ikke en placering, Carl Jacobsen var ovenud begejstret for.

Huset, der var tegnet af Vilhelm Dahlerup, lå i åbningsåret – 1897 – uden for bykernen, men ved siden af »det mig ret plebeiske Tivoli« som han elskværdigt formulerede det. Uden videre hensyntagen til følelserne hos forlystelsesparkens publikum, hvis store tørst var med til at sikre Bryggeren tilstrækkeligt med midler til, at han kunne købe kunst fra hele historien fra antikken til vore dage.

Fabelagtigt samlingspunkt

Den moderne samling har hovedvægten lagt på de franske impressionister, men der er også vægtige billeder af de danske guldaldermalere, af Theodor Philipsen og enkelte markante værker af nogle af de moderne. Gerhard Henning, Erik Thommesen, Jørgen Haugen Sørensen, Jørn Larsen – og i den prægtige palmehave også Kai Nielsens »Vandmoderen«; hvid og lysende i et bassin med guldfisk og åkander.

I det hele taget er det store rum et fabelagtigt mødested og også en del af den måde, hvorpå man kommer videre rundt i bygningen.

Er man først i vinterhaven, og står man med ryggen mod indgangen, kan man vælge at gå til venstre. Her finder man nyrenoverede sale, og i begyndelsen af marts åbner en udstilling i dem af 125 af Glyptotekets skulpturer.

Blandt værkerne er Rodin i en kategori for sig. Glyptoteket ejer en af verdens fineste samlinger af skulpturer af den franske billedhugger. Dertil kommer gamle danske som Stephan Sinding, H.V. Bissen og J. A. Jerichau. Og historien følges til dørs med væsentlige moderne skulptører som Louise Bourgeois, Robert Jacobsen og Henri Matisse.

Går man ligeud, kommer man direkte til Glyptotekets første udvidelse, Hack Kampmanns mere dystre og melankolske museumsbyggeri, der vender ud mod en indtagende have, der er en af Københavns små grønne oaser. I hvert fald om sommeren.

Dem skulle man måske have nogle flere af, for i løbet af de seneste årtier af det 20. århundrede nåede luftforureningen på H.C. Andersens Boulevard og Tietgensgade et uacceptabelt højt niveau.

I hvert fald for malerier. Glyptotekets vægtige samling af lysfølsomme impressionistiske malerier kunne ganske enkelt ikke tåle tungmetallerne. Nedbrydning var forestående og restaureringer for at rette op på skaderne sled også på billederne, der utvivlsomt er nogle af de mest elskede i museets samling.

Trods deres stilistiske forskelle hænger Vilhelm Dahlerups og Hack Kampmanns meget fint sammen, og det ville være helligbrøde at hæfte en tilbygning på.

Heldigvis var der plads i en af bygningens indre gårde – og der blev der for omtrent tyve år siden opført en bygning – nærmest et hvidt skrin – tegnet af Henning Larsen og velegnet til at beskytte de fine værker af de franske impressionister.

Udstillingen af dansk og fransk skulptur, Blok til krop, vises fra 21. marts og indtil videre.