I et interview i denne avis har Per Kirkeby engang sagt noget i retning af, at når så mange andre maleres billeder ligner hans, er det måske, fordi han gør noget rigtigt.
At han gør det, er kernen i Glyptotekets udstilling, der ved at medtage værker - malerier og bronzeskulpturer - fra et tidsspand på 30 år uvilkårligt får karakter af en retrospektiv præsentation af en maler, de fleste kunstinteresserede har et forhold til. Hvis ikke kan man få sin åbenbaring ved denne lejlighed.
Udstillingen gennemspiller en række af Kirkebys karakteristiske måder at arbejde med stoffet. Organisk i skulpturen såvel som maleriet - og udvalget understreger, hvordan Kirkeby gennem alle årene har haft et mellemværende med abstraktion på den ene side og figuration på den anden. Skønt Kirkeby ofte har afvist at være landskabsmaler, finder man lag på lag på lag (også geologisk) af landskabsformationer i hans billeder, og der er talrige referencer til landskabets elementer som for eksempel træstubben. Undertiden kan man ikke se skoven for bare grøn vegetation. Men undertiden bliver træet fældet, og så bliver det - navnlig i Kirkebys senere billeder - til bjælken og dermed måske en reference til korset. Og åbenbaringen.
Det er billeder, der fortæller og søger at favne det lange perspektiv som tiden fra skabelsen og af de forskellige geologiske tidsaldre, vi undertiden kan erkende i landskabet.
Man kan nemt fornemme tab og melankoli, tvivl og smerte i Kirkebys store lærreder, men de åbner sig også for den enkelte med tilbud om fri fortolkning, og så afslører de denne uudslukkelige passion eller utålmodige uafklarethed, der igen og igen får Kirkeby til at vende tilbage til lærredet. Og til sine tidligere motiver og figurer. Også den udtalte lyst bidrager til at gøre Glyptotekets udstilling helstøbt. Det er ganske enkelt et flot udvalg af billeder af en af de senere årtiers store danske billedkunstnere.
