Med Kaaberbøl i Natlandet

»Jeg vender mig dagligt fem gange mod Skotland og bukker mig i ærbødighed for JK Rowling,« siger Lene Kaaberbøl. Nu kommer den danske succesforfatter selv med en ny fantasyroman - som også bliver filmatiseret af Nordisk Film.

»En rigtig lommelygte-under-dynen-bog«.

Sådan karakteriserer forfatteren Lene Kaaberbøl selv sin nye børne- og ungdomsroman »Skyggeporten«, som udkommer på onsdag.

»Oprindeligt startede jeg på historien som et filmmanuskript til Nordisk Film, men nu er den først blevet en roman. Filmprojektet er ikke ændret, og vi tror på, at premieren bliver i 2008,« siger forfatteren Lene Kaaberbøl, der med sine bøger i fantasy-genren har fået et talstærkt publikum blandt børn og unge både i Danmark og udlandet.

Lene Kaaberbøls gestik og mimik slår ikke helt så store kolbøtter som hendes romaner, men hendes klare holdninger, humor og fantasi gnistrer og sprutter og giver hende kant og nærvær. Hun er ikke kun spændende at læse. Hun er også god at være i selskab med.

»Skyggeporten« er en fantastisk historie om 14-årige Anna, der er fuld af gå på mod, sødme og stridbarhed. Hun bor alene med sin far i drivhuset til et stort hus, som af mystiske grunde er lukket af og forbudt område.

Annas hverdage er, som andre pigers, præget af skole, mobning, lektier og småforelskelse, men hun har to helt ualmindelige problemer. Hun er stum, og hendes mor er forsvundet. Da hun får mistanke om, at det lukkede hus måske kan lede hende på sporet af hendes mor, tager historien en overraskende drejning. Hun bryder ind i huset, og dermed træder hun gennem Skyggeporten og ind i Natlandet, der er befolket med overnaturlige eksistenser som vandsangere, jernnæver, drømmespindere, skyggehunde og lygteorm. Om Anna slår dem alle sammen? Ja, det skal man læse bogen for at få at vide.

En sammensat pige
»Anna er en dejlig person, fordi hun stritter så meget, som hun gør. Hun er ikke glat og færdig, men meget sammensat. Al hendes trods, modstand og gå på mod stritter i alle retninger, og det holder jeg meget af. Hun er en fighter af Guds nåde, men samtidig kan hun også nogle gange være tvær og selvcentrereret,« siger Lene Kaaberbøl.

Hun kalder sin nye roman for en blanding af et klassisk eventyr og en dannelseshistorie om et splittet ungt menneske, der står med det ene ben i barndommen og det andet i voksenverdenen.

»Anna tror jo, at hun skal ud og finde sin mor, men faktisk er det mere væsentligt, at hun finder sig selv. På den måde er bogen en klassisk overgangsfortælling om et ungt menneske, der skal forlade barndomshjemmet og ud i en ny, farefuld verden, og som vender hjem som et stærkere og mere voksent menneske,« siger Lene Kaaberbøl.

Hun er selv ligesom sin romanperson lidt af en rebel og en, der tør gå på tværs. For få år siden brød hun med et af Gyldendals forlag for at starte sit eget børnebogsforlag sammen med medievirksomheden Art People, og det er gået rigtig godt.

»Jeg har opdaget mit indre mappedyr, som jeg ikke var helt klar over, jeg havde. Det er enormt sjovt at drive forlaget og være med til at sætte noget nyt i søen. Det er der en vis spænding over, og det er dejligt, når skibene kommer hjem lastet med guld og ædle skatte, så jeg kan investere i nye projekter,« siger Lene Kaaberbøl.

Hør på børnene
Hun er ikke pessimistisk på hverken bogens eller børnebogens vegne, men hun synes godt, at forlagene kunne høre lidt mere efter, hvad børnene synes. Danske børnebøger har, siger hun, de sidste 20-30 år på godt og ondt været stærkt præget af bibliotekarer, lærere og formidlere.

»Det har skabt en mangfoldighed og nogle gange også et eksperimenterende klima, som gør, at vi har fremelsket og udgivet børnebøger, som er meget anderledes end det, man ser i f.eks. Sydeuropa og USA - mere kantede, specielle, udfordrende og eksperimenterende. Det skal man værne om. Men vi har også udgivet utroligt mange bøger, som vi synes, børn skal læse, og for få bøger, som børn læser af lyst. Det er ikke bøger med en kæmpestor pædagogisk pegefinger, men nogle gange synes pædagogerne, at børn har en beklageligt dårlig smag,« siger Lene Kaaberbøl.

Men har børn da ikke dårlig smag?

»Børn har børnesmag. Der findes en børneæstetik, og når vi voksne kommer ind og kigger på det, så synes vi, at det ser uudviklet, kulørt og billigt ud, men vi glemmer, hvordan det er at være syv år og totalt opslugt af et Anders And blad eller nogle drabelige fortællinger om robotter, der SKYDER løs på nogle andre robotter med nogle ENORMT store maskingeværer. Den begejstring, børn har over den slags ting, bliver regnet for værdiløs, og det mener jeg ikke, at den er. Det er dér, vi lærer, hvordan den urgamle fortælling om kampen mellem det onde og det gode er skruet sammen. Vi skal give børn den slags historier, men i god kvalitet. Gør vi ikke det, så underkender vi det, børn er begejstrede for, og så risikerer vi at tabe en stor del af en læsergeneration,« siger Lene Kaaberbøl, som mener, at forlagene skal være mere opsøgende, og igangsættende for at få den slags historier udgivet.

Hun synes, at respekten for børne- og ungdomslitteratur de senere år generelt er blevet »bedre, men med plads til forbedringer«. For hendes eget vedkommende har hun tydeligt kunnet mærke en stigende bevågenhed - en interesse, hun ikke kun takker sig selv, men også skotske J.K. Rowling, forfatteren til Harry Potter-bøgerne, for.

»Jeg vender mig fem gange dagligt mod Skotland i dyb taknemmelighed. Harry Potter har gjort mere godt for børnelitteraturen, end 632 børnebogsprofessorer tilsammen,« siger Lene Kaaberbøl.