»Man må ikke være ond over for et lille barn på ti år«

Der er episoder i ens barndom, som man husker for evigt. Det gælder helt sikkert alle de børn, der lige nu er på flugt fra krig – og det gælder også en af de stand-up’ere, der i disse dage optræder for at samle penge ind til børnene.

Christian Fuhlendorff er en af de komikere, der stiller op for Red Barnet i Comedy Aid 2016. Fold sammen
Læs mere

Christian Fuhlendorff er en af de komikere, man kan opleve under Comedy Aid til fordel for Red Barnet. B har bedt ham om at fortælle om episoder i barndommen, der har været med til at forme ham til den, han er i dag.

1 »Jeg var ti år gammel og var med i en musical. Efter at min familie havde været inde at se den, spurgte min tante, om jeg ville synge min sang for dem alle sammen igen – og så sagde min morfars bror, Knud: »Jeg vil give dig 30 kroner for at lade være!« Det var selvfølgelig meget sjovt, men det syntes jeg ikke dengang. Jeg følte, at han syntes, at jeg var så lidt værd, at han kunne tillade sig at lave grin med mig.

Man har nok en tendens til at huske mange af de negative episoder fra ens barndom, men den her endte med at være positiv, for min tante blev så vred på mine vegne, at hun samlede ind, til hun havde halvtreds kroner – og dem fik jeg så for at synge. Hun viste kærlighed. Men oplevelsen sidder stadig i mig, og jeg tror, den har været med til at forme min retfærdighedssans. Man må ikke være ond over for et lille barn på ti år.

Jeg har en overudviklet evne til at lade mig træde på nogle dage. Andre dage er jeg ikke bange for at sige fra og ødelægge stemningen. Det afhænger af dagsformen, tror jeg. Når man får børn (Christian Fuhlendorff har Michala på seks år og Conrad på to år, red.), finder man en styrke frem, som man ikke vidste, man havde. Men jeg er ikke sådan én, der forsvarer mine børn ligegyldigt hvad. Jeg prøver at være objektiv, for jeg ved godt, at min datter også laver noget lort nogle gange, så jeg er lidt large, når andre børn generer hende – jeg regner med, at det går begge veje.

Det er et samfundsmæssigt problem, at nogle forældre tror, at deres børn aldrig gør noget galt, og hele tiden brokker sig over andres børn. Det er så banalt som, at vi jo bare alle sammen kæmper for vores plads i samfundet. Men da min far var knægt og lavede ballade på nabogården, så fik han én på skrinet. Hvis han gik hjem og fortalte det til sin far, fik han én til på skrinet. Med det siger jeg ikke, at man skal slå børn – jeg siger, at forældre nogle gange skal holde sammen. I sidste ende for børnenes skyld. Vi skal lære dem, at alle voksne mener, at de bør opføre sig ordentligt, i stedet for at vi som forældre altid tager vores egne børn i forsvar, ligegyldigt hvor dumt de opfører sig.«

2 »Jeg var syv år og så »RoboCop« med min onkel. Undervejs går det op for ham, at jeg slet, slet ikke er klar til at se sådan en film, for den er jo alt for uhyggelig. Men så begynder han at lave sjov med én, og på den måde tager han luften ud af alt det uhyggelige.

Dér lærte jeg, at humor er fantastisk til at tage brodden af noget. Det er noget, jeg selv bruger i dag. Lige for tiden er min søn bange for tigre, og så siger jeg for eksempel, at han ikke behøver være bange for dem i dag, for de har sendt deres pels til rens – de er jo i virkeligheden almindelige katte, der klæder sig ud.

Der er ikke noget, man ikke kan gøre grin med, men der er ting, jeg ikke selv ville gøre grin med, fordi det går over mine grænser. Men vi skal passe på med, at det er de indignerede, der får lov til at bestemme alt. De politisk korrekte sætter jo sig selv op som overmennesker, der skal have lov til at bestemme, hvad andre må sige. Hvis min søn er bange for tigre, så gør det ham ikke mindre bange, hvis jeg siger »er du fucking idiot eller hvad?! Der findes ikke tigre i Danmark«. Og det samme kan man sige om politik: Hvis man siger til nogen, at de er dårlige mennesker, fordi de er bange for, at der kommer for mange flygtninge, så gør det dem da ikke mindre bange. Måske er vi i virkeligheden bare alle sammen pissebange for at dø, og så kommer det ud på forskellige måder, er det ikke bare det?

Jeg kan virkelig godt forstå, at folk har brug for religion. Det er lige gået op for min datter, at døden er der, og det er rimeligt avanceret at sige til hende »men når jeg er død, så lever jeg videre i dig«. Det er en del nemmere at sige, at så sidder jeg oppe på en sky og kigger ned. Religion er bare en måde til at sætte ord på noget, der er svært at forklare.«

3 »Jeg gik på Kasperskolen i Ballerup, jeg var 11 år, og vi skulle på lejrtur i to uger. Min far fulgte mig hen til bussen og gav mig et æble, men så sagde chaufføren »du må ikke spise mad her«, og da græd jeg. Jeg skulle ikke se mine forældre i fjorten dage, og så måtte jeg ikke engang spise det, jeg havde fået af dem. Og det er jo selvfølgelig en rimelig lille ting i forhold til, når man på TV ser små børn, som er på flugt fra krig og ikke ved, om de nogensinde kommer til at se deres mor og far igen. Jeg husker godt det med at savne sine forældre.

Min mor arbejder på et plejehjem, og der kommer ofte kinesere og tager fotos – de synes simpelthen, at det er så mærkeligt, at vi afgiver ansvaret for vores ældre familiemedlemmer til det offentlige. Og jeg kan da også tænke »hvordan er vi endt her, hvor vi er ligeglade med vores forældres erfaring og visdom, og stuver dem til side i plejehjem, fordi vi ikke synes, vi har tid til dem?«

Har du ikke lagt mærke til, at mange af de nye opfindelser er ting, der skal fylde vores tid, fordi en robot har givet os mere fritid? Det er, som om vi gør alt for ikke at leve. En dag for nogle år siden var jeg nede i Blockbuster, og så gik lyset. Og hvad skete der? Vi begyndte at tale med hinanden. Det er, som om der skal komme noget uventet udefra, før vi begynder at leve igen. Måske er det den her flygtningestrøm, der kommer til at starte det? At vi begynder at komme hinanden ved på nye måder og tale sammen igen?

Men hvad ved jeg? Jeg sidder jo bare her og er fra den kreative klasse. Jeg undrede mig bare, dengang jeg lavede »Gandhi« (radioprogram på P3, red.), og vi samlede ind til hjemløse og flygtninge. Der kom en masse til de hjemløse og næsten intet til flygtninge.«

4 »Jeg var nok 12 år, og jeg legede rollespil, og hver søndag tog jeg toget iført min dragt. Men altså, hvem var det, der var mærkelig? De voksne i kupéen var på vej på arbejde på en søndag. Det var helt vildt fantastisk at lave rollespil, for jeg blev taget alvorligt. Når jeg ankom, var der for eksempel en eller anden 30-årig, der bukkede og sagde: »Vær hilset, Skriftimus, har De brug for noget, Herre?«

Det er sjældent, at vi voksne leger og spiller roller, med mindre vi går til rollespil – eller måske i soveværelset. Jeg husker, at det føltes virkelig rart at opleve, at voksne også kunne lege. Vi har så meget ansvar, når vi får børn, men det er fedt at lægge det fra sig en tid og kaste sig ud i legen.

Vi lever i et samfund, som er renset for micro-boredom - de dér små pauser, hvor vi bare kigger ud ad vinduet. Der er ikke et sekund, hvor vi keder os, for så tager vi mobilen frem. Det er derfor, der er så få originale tanker for tiden ... Jeg forstår ikke, at vores børn ikke har filosofi i skolen, for læren om at tænke er for mig lige så vigtig som matematik. Når du er 13, skal du tage stilling til, om du tror på Gud og skal konfirmeres, og når du er 18, kan du komme ind på et diskotek – det burde være omvendt!«