»Magisk« sport får sin egen liga

Sporten quidditch, der oprindeligt udøves på flyvende koste i bøgerne om Harry Potter, er nu blevet så udbredt, at »The Quidditch Premier League« næste år lanceres i Storbritannien. Dog i en mere jordnær udgave.

Illustration: Jenz Koudahl Fold sammen
Læs mere

Èn bane, seks målringe og 14 spillere, der flyver på koste udgør grundelementerne i sporten quidditch.

Sporten stammer fra J.K. Rowlings univers i bøgerne om Harry Potter, hvor den dyrkes af eleverne på troldmandsskolen Hogwarts.

I virkeligheden findes Harry Potter ikke. Koste kan heller ikke flyve. Men det forhindrer ikke omkring 20.000 mennesker på verdensplan i at dyrke sporten, der nu er blevet så populært i Storbritannien, at der næste år lanceres en Premier League.

 

Forhåbentlig vil ligaen »give mere prestige til sporten,« og »gøre at flere mennesker forskellige steder får øjnene op for den fantastiske sport,« som Jack Lennard, en af arrangørerne bag ligaen, siger til The Guardian.

I hver ende af banen står tre runde målringe i forskellige højder. Hvert hold har tre angribere, der har til opgave at score ved at kaste eller sparke bolden, de kalder tromleren, igennem en af ringene, som beskyttes af en målmand.

Alt imens har to spillere på hvert hold titlen »baskere«. De skal forsøge at forhindre angriberne på det modstående hold i at score. Det kan de blandt andet gøre ved at kaste brune høvdingebolde efter angriberne. Hvis en spiller bliver ramt af en høvdingebold, skal de smide, hvad de har i hænderne, vende tilbage til egen banehalvdel og rører ved et af målene, før de må vende tilbage i kampen.

Derudover kan baskerne blokerer angriberne, hvilket gør quidditch til en sport, hvor spillerne har en del kropskontakt med hinanden og græsset.

Det gyldne lyn erstattet af en kvast

Udover tre angribere, to baskere og en målmand har hvert hold en »søger«. Det er den spillerposition Harry Potter har i J.K. Rowlings bøger. I troldmandsuniverset flyver søgeren efter »det gyldne lyn«, som er en guldkugle med vinger.

Grundet tyngdekraftens præmisser er »det gyldne lyn« i virkelighedens verden en person iklædt gult tøj med en kvast sat fast bag på sine shorts. Det er op til de to holds søgere at få fat i kvasten, for hvis det lykkes, har deres hold automatisk vundet. »Det gyldne lyn« forsøger så vidt muligt at løbe fra søgerne, hvilket fører til en omgang tagfat med hyppige tacklinger.

En anden, men vigtig regel i quidditch er, at hvert hold må have et maksimum af fem spillere af samme køn på holdet. Sportsgrenen er derfor en af de få i verden, hvor mænd og kvinder spiller sammen og mod hinanden på lige fod. Eller lige kost rettere sagt.