Lilleør

Der er forskel på folk. Og derfor har viogså forskellige meninger. Heldigvis.

De fleste ægtepar er enige om det meste, men der er også det, man ikke kan blive enige om. Og hvis det ikke ligefrem var uenigheden, man forelskede sig i, så var det forskelligheden. At så netop forskelligheden med tiden kan føre en del diskussion med sig, ved enhver. Men solide skænderier renser luften og tvinger til at se den andens anderledeshed i øjnene. Og forsone sig med den.

Når nu vi er en del, der kender til skænderiets rensende kraft, hvorfor har vi det så dårligt med uenigheder, så snart vi træder ud ad vores hoveddør? Mange steder, hvor jeg færdes, - ingen nævnt, ingen glemt, - hersker der dette ulidelige enigheds-tyranni. Vi skal blive enige, og hvis vi ikke er det, så må der hugges en hæl og klippes en tå. Konsensus foretrækkes, og hvis man fremturer med sin uenighed, så bliver ansigterne så trætte rundt om bordet. Men hvad er der egentlig galt med flertalsbeslutninger? Efter sådan en rask kontant diskussion gås der til afstemning, hvorpå de fleste får deres vilje. Mens vi andre i mindretallet kan få lov at tage afstand i referatet. Det er så glimrende, synes jeg. For uenighed behøver jo ikke at betyde, at man ikke kan lide hinanden. Der er mange mennesker, jeg er meget uenig med, men som jeg godt kan lide. Tilbage til anfægtelsen: Hvorfor skal vi altid alle sammen være enige ? Det er et alvorligt spørgsmål. For der findes steder, tider og emner, hvor det er særlig vigtigt at få uenigheden frem, ja, måske forudsætningen for, at man overhovedet kan komme videre.

Mens man nu sidder og finder ud af, om man er enig eller uenig, følger her et dugfriskt eksempel på et ret underminerende enigheds-mageri. Det er begået af en arbejdsgruppe under ledelse af biskop Kresten Drejergaard i det Det Mellemkirkelige Råds regi. Gruppen har læst dybt i det reformatoriske bekendelsesskrift Confessio Augustana, som beskriver den evangelisk-lutherske tro. Alle præster skriver under på det, når de bliver præsteviet. Skriftet er fra 1530 og bærer præg af sin tid, selvfølgelig. Nogle præster har ment, at man må omskrive skriftet, bl.a. fordi det fastslår, at Gud er en treenig Gud, og alle der ikke mener, at Gud er det altså også»Muhamedanerne« er at opfatte som »kættere«. Nu mener det mellemkirkelige udvalg ikke, at skriftet skal skrives om. Men man synes, at ordet »kætter« er rigtig grimt. Og så synes udvalget bestemt, at man skylder kætterne en undskyldning, for de læser jo bare Biblen på deres måde. Men især synes udvalget ikke, at man, som kristen, skal føre sig frem med hverken eftergivenhed eller afvisning. Og hvad mener udvalget da med »afvisning«? Det er, hvis man siger, at Allah er en anden gud end Gud. At sige, at Gud er Gud og ikke på nogen måde sammenfaldende med Allah, når man er kristen, opfattes altså af udvalget som en »afvisning« i mødet med islam. Men hvis jeg som evangelisk-luthersk præst siger, at Gud og Allah er nogenlunde det samme, lyver jeg for den gode stemnings skyld, eller også tror jeg ikke længere på det, jeg har skrevet under på, da jeg blev ansat som præst. Vi lader det skyndsomst ligge, hvor det lå.

Den mellemkirkelige hændervriden er bare medtaget her som et dugfriskt eksempel på, hvor rædselsslagne vi også i det kirkelige er for at være uenige med nogen, fordi vi også i kirken tror, at uenighed er roden til alt ondt. Men det er en misforståelse. Uenighed kan være roden til meget godt. Det er værd at minde om, at kætterbålene for længst er afskaffet. Faktisk erstattede vi dem siden med ytringsfrihed. Nutidige kættere har således intet at frygte. Det skulle da lige være den fedtede danske konsensustrang, der lægger sig som tyk glasur ud over os alle sammen, så man altid er i fare for at blive sukret ind i en enighed, der ikke er dækning for.