Lang rejse mod frihed

Kommunismens fald begyndte ikke med, at Muren væltede den 9. november 1989. Brikkerne blev lagt måneder forinden. Berlingske Tidendes korrespondent var med hele vejen. Her er hans personlige beretning.

11. november 1989: Østberlinere samles, da østtyske grænsevagter ødelægger en sektion af Muren for at åbne en ny passage mellem Øst- og Vestberlin i nærheden af Potsdamer Platz. Mindst 938 blev dræbt under flugtforsøg til Vesttyskland - heraf  alene 255 i Berlin. Fold sammen
Læs mere

BERLIN: Vitser har altid været vigtige i diktaturer. Befolkningen morer sig, og styret registrerer fortællingerne, fordi de siger noget om stemningen og virker som en sikkerhedsventil. Her er en historie, man lo meget af i slutningen af 1980erne:

En jæger vandrede gennem de dybe skove i Tjekkoslovakiet. Det var længe før landet blev delt. Kommunisterne regerede i Prag, forsyningssituationen var så elendig, som den plejede at være. Pludselig fik jægeren øje på en kanin og løb efter den. Han fik fat i den, kastede den i en sæk og tog hjem til hustruen. Han gav hende sækken og befalede hende at sørge for kaninsteg samme aften.

Jægerkonen rystede på hovedet. »Til en kaninsteg hører krydderier. Det har vi ikke. Man skal bruge rødvin. Det har vi ikke. Det er vigtigt med mintgele. Det har vi ikke. Du er en idiot. Gå ud i skoven og slip kaninen løs.«

Manden var skuffet, men gjorde, som konen sagde, for hun havde ret. Han tog sækken, gik ud mellem træerne og lod sit bytte løbe. Kaninen skyndte sig af sted, og efter nogle timer fandt den sin familie. Da det var blevet mørkt kunne man se de pårørende sidde i en rundkreds med den hjemvendte kanin i midten. Den fortalte om dramaet - fra tilfangetagelsen og opholdet i jægerens hus til dundertalen fra hustruen, som gjorde opmærksom på, at man ikke havde de nødvendige ingredienser, fordi butikkerne var tomme.

Kaninerne lyttede med tilbageholdt åndedræt, og det endte med frigivelsen. Da den hjemvendte var færdig løftede den højre pote og råbte:

»Længe leve socialismen!«

Pludselig, i begyndelsen af 1989, hørte strømmen af vittigheder op. På den tjekkoslovakiske ambassade i København tog man det som et faresignal. Der er noget helt galt, når der ikke er flere historier, sagde det kendteste ansigt på ambassaden, en lille mand med velplejet skæg. Man mødte ham jævnligt i byen med ambassadøren, der ikke kunne engelsk. Manden med skægget talte glimrende engelsk og lignede en britisk flådeofficer. Han smilede sjældent. Det havde han ikke grund til. Han havde, ganske præcist, tolket fraværet af vitser som stilhed før stormen. Folk kunne ikke længere spises af med en morsomhed. De krævede noget større, for eksempel en revolution.

Tjekkerne var ikke de eneste, der flyttede sig uroligt i stolen dengang. Det simrede overalt i Østeuropa, fra Østersøen til Sortehavet. Omvæltningerne begyndte ikke ved Murens fald den 9. november men tidligt på året og fortsatte til sidste dag i december. Murens fald var det største og afgørende, fordi symbolet på det delte Europa forsvandt, og fordi den var mere end et symbol. Muren gik gennem Berlin og delte et folk, og det er ikke længere end 20 år siden man kunne blive skudt af østtyske vagter for at prøve at passere grænsen uden tilladelse.

Men Muren ville ikke være faldet, hvis ikke polakkerne og frem for alt ungarerne havde gjort forarbejdet. Polakkerne havde, som altid, sørget for de store armbevægelser, arbejderføreren Lech Walesa havde deltaget i rundbordssamtaler med de kommunistiske magthavere allerede i februar. De skulle senere på året føre til den første, demokratiske regeringschef i Østeuropa siden Anden Verdenskrig.

Det var imidlertid ungarerne, kan man hævde, der sørgede for det lange, seje træk. Ældre i Ungarn kunne huske opstanden 1956, der blev knust af Sovjetunionen, og havde siden forsøgt sig med gullaschkommunismen, et slags velfærdsdiktatur, hvor vareudbuddet var rigeligt og lønningerne fornuftige. Det fungerede, indtil statsgælden eksploderede. Der var også systemkritikere - yngre, intelligente, veluddannede mænd og kvinder, overvejende fra byerne. De holdt møder i en jurte, et mongolsk inspireret forsamlingshus, i udkanten af Budapest. Det var risikabelt, Ungarn var den bedste barak i lejren, som det blev sagt om landets position i det sovjetiske imperium, men det hemmelige politi var stadig aktivt. Der var varmt i jurten, og man anede ikke, hvad det hele ville føre til.

Deres udsendte flyttede til Ungarn i slutningen af marts 1989. Det var en lang rejse, man skulle have pas og visa, men man havde knapt sat kufferten, før omvæltningerne begyndte. »Det spæde forår i Østeuropa« hed den første, store søndagsartikel i Berlingske Tidende den 2. april. Tre dage senere blev Walesas fagforening Solidaritet igen tilladt i Polen. Den 2. maj begyndte Ungarn at fjerne pigtråden mod Østrig.

Man kan sige, at det var sidstnævnte gerning, som blev begyndelsen til enden for delingen af kontinentet. Pigtråden var en del af Jerntæppet, som aldrig var stærkere end dets tyndeste lag. Da man fjernede grænsebefæstningerne mellem Ungarn og Østrig var Muren ikke længere, hvad den havde været. Der var stadig bevæbnede betjente, men anlæggene var væk. Østtyskerne kunne, hvis de var heldige, komme til Vesten ad denne vej.

Man havde ikke den fjerneste forestilling om, hvordan dette kapitel af verdenshistorien ville slutte, selv om man stod midt i det. Ganske vist fremsatte man i artiklen den 2. april en dristig tanke: Den østtyske leder Erich Honecker »træder måske tilbage allerede i forbindelse med DDRs 40 års fødsselsdag til efteråret«, skrev man. Den ikke videre kløgtige eftersætning lyder: »Hans efterfølger bliver formentlig ikke en superliberalist«.

Det var ikke kun Deres korrespondent, som ikke kunne se, at kommunismen var ved at bryde sammen. Den vesttyske kansler havde modstræbende modtaget Honecker på officielt besøg 1987, statsminister Poul Schlüter var gæst i Østberlin 1988. Umiddelbart forinden havde den danske ambassade i Østberlin smidt rejsevillige DDR-borgere ud af sine lokaler for at tækkes myndighederne. Hverken det ene, det andet eller det tredje havde fundet sted, hvis man havde vidst, hvad der ville ske 1989.

I Budapest levede man et uvirkeligt liv. Den danske ambassade var i midt i et chefskifte, der gik et par måneder uden ambassadør eller andet ledende personale, imens faldt gullaschkommunismen fra hinanden, klump efter klump. Da Hans Engell, tidligere forsvarsminister og siden justitsminister, kom til Budapest med Viggo Fischer, en konservativ partifælle og formand for Folketingets udenrigsudvalg, var der ingen til at modtage dem, ud over Berlingske Tidende. Man sad i den smukke, gamle Café Gerbeaud på Vörösmartypladsen og talte om fremtiden. Måske kunne Vesten afskaffe forbuddet mod at eksportere ikke-militær teknik til østlandene, foreslog man. Engell lovede at se på det. Muren var en af de få ting, man ikke talte om, den stod der jo.

Man var også hos de ungarske kommunister, der stadig udgjorde det eneste, tilladte parti, og talte med formanden Rezsö Nyers, som havde været med siden 1950erne og prøvede at holde sammen på stumperne. Nyers troede fortsat på et kommunistisk Ungarn, der var ingen grund til at betvivle hans dømmekraft.

Kommunismen i Ungarn faldt fra hinanden, fordi to mennesker, der i dag i stort omfang er glemt, opførte sig vanvittigt. De savede den gren over, de selv sad på. Den ene var Imre Poszgay, der lignede Buddha og var medlem af partiets ledende Politbureau. Han erklærede, at tragedien 1956 ikke var en kontrarevolution, som man hidtil havde hævdet, men en folkelig opstand.

Den anden var Miklos Nemeth, regeringschef 1988-1990. Poszgay leverede det akademiske fundament, Nemeth sørgede for, at der skete noget, skønt han af natur snarere var centraleuropæisk melankoliker. Udenrigsminister Gyula Horn var deres håndgangne mand og prøvede at mildne DDR-regimet, der var stiktosset over grænseåbningen. Midt under det hele fik Nemeth tandpine, man mødte ham i parlamentet og han kunne knapt nok tale. Han mumlede, at han skulle til tandlægen. Men han fik alligevel den nye revolution på skinner og forsikringer fra den sovjetiske partichef Gorbatjov om, at man ikke ville blande sig. Denne forsikring, viste det sig, udløste de kommunistiske regimers fald fra Østersøen til Sortehavet. De kunne kun eksistere med russerne som garanter. Forsvandt garantien, forsvandt regimerne, for folket ville ikke have dem.

POSZGAY, NEMETH OG HORN var måske de eneste, der virkelig vidste, hvad der foregik, og heller ikke de kunne være sikre på udfaldet af deres forsøg. De ville indføre demokrati i Ungarn og på længere sigt opløse det sovjetiske imperium. Tidligere eksperimenter var slået fejl. Derudover havde ungarerne altid holdt på den forkerte hest - mod østrigerne under Første Verdenskrig og med tyskerne under Anden Verdenskrig.

De tre rystede ikke på hånden, men det kunne østtyskerne ikke se. I løbet af sommeren kom titusinder af DDR-borgere til Ungarn, officielt på ferie, i virkeligheden for at stikke af til Østrig og videre til Vesttyskland ved første lejlighed. De søgte til den vesttyske ambassade i bjergene over Budapest. På taget af et hus over for fotograferede det hemmelige, østtyske politi Stasi. Om natten sov de i teltlejre oprettet af ungarske præster og deres sognebørn, eller hos private. Berlingske Tidendes korrespondent var blevet spurgt, om han kunne huse et par stykker, men havde takket nej. Man kan, med mindre det gælder liv og død, ikke tage parti, hvis man vil rapportere uafhængigt, forklarede man.

En aften ringede en canadisk kollega og foreslog et hurtigt møde. Hun havde et større hjerte og to østtyskere boende i sin lejlighed, viste det sig. Hun mente, at huset blev overvåget af ungarske efterretningsfolk og var bange. »Du må tage dig af dem,« sagde hun. Det var ikke et spørgsmål, men en konstatering.

Således gik det til, at to unge, østtyske kvinder, en frisør med afbleget hår og en mere naturligt udseende veninde, rullede deres soveposer ud i gæsteværelset og stillede DDR-deodorant på hylden i badeværelset. Om dagen skrev man til avisen, bagefter talte man med dem til langt ud på natten. Lejligheden var god, men ikke overvældende, og fortrinsvis møbleret med Ikea-produkter. For østtyskerne var det som at være i Hollywood. Damefrisøren ville til Vesten så hurtigt, det kunne lade sig gøre. Veninden, en overbevist kommunist, ville tilbage til DDR, men ikke forråde sin kammerat.

Pludselig var de væk. Poszgay og Otto von Habsburg, søn af den sidste, østrigske kejser, havde organiseret en skovtur ved Ungarns grænse mod Vest. Blandt deltagerne var 700 østtyskere, herunder damefrisøren. På under et minut havde de væltet stakittet og var løbet til Østrig. Det var i august. Frisørens veninde mødte man en måned senere i Østberlin, hvor hun ærligt og uskyldigt reklamerede for kommunismens kvaliteter. Hun havde forståelse for, at man ikke købte argumentet. På den måde var hun noget så usædvanligt som en demokratisk orienteret partisoldat.

Budapest var efterhånden fyldt med østtyskere, deres Trabant-biler stod forladt ved fortovene, og byen var ved at sprænges. 11. september om aftenen besøgte man en flygtningelejr, hundredvis af DDR-borgere sad under åben himmel foran et sorthvidt-fjernsyn. Ved siden af apparatet stod en østrigsk grevinde, som skulle oversætte en ekstraudsendelse fra ungarsk til tysk. Udsendelsen begyndte. Horn var på skærmen og forkyndte, at man ved midnat ville åbne grænsen fra Ungarn til Østrig. Det var ulidelig varmt. Grevinden råbte, hvad Horn havde sagt, ud over forsamlingen. Østtyskerne udstødte et brøl, der må have rakt til Berlin. Alle satte sig i sving over grænsen, også Deres udsendte. Kort før midnat var man ved grænseovergangen Hegyeshalom. Da et nyt døgn begyndte, bevægede karavanen af DDR-borgere sig mod Østrig. Det var den dag, Østtyskland fik en bagudgang, og DDRs opløsning blev uigenkaldelig. 23. oktober kom Tysklands forbundskansler Kohl på besøg i Budapest for at sige tak, samme dag fik Ungarn en ny forfatning ved en ceremoni på pladsen foran parlamentet, der var omtrent 5.000 mennesker, halvdelen græd. De havde ikke regnet med demokrati så hurtigt.

Oomrent samtidig aflagde Folketingets Præsidium visit i Budapest. Det havde samtaler med regeringen og præsidenten. Man mødte gruppen og spurgte om dens indtryk. Formanden Erik Ninn-Hansen var diplomatisk, Kristen Poulsgaard, der var fjerde næstformand, det modsatte. De er skrækslagne, sagde manden fra Fremskridtspartiet om de ungarske værter.

Poulsgaard ramte stemningen. Ungarerne vidste ikke, hvordan det skulle gå. Der var 50.000 sovjetiske soldater i landet og Gorbatjov sad ikke synderlig stabilt i Moskva, som det senere skulle vise sig. Også udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen kom til Budapest. Han skulle åbne en ny, dansk ambassade. Situationen var så anspændt, at et medlem af den ungarske regering sendte afbud til ceremonien. Ellemann-Jensen holdt et improviseret pressemøde på kanten af et skrivebord. Man talte om, hvor vidt ungarerne mente det alvorligt. »The proof of the pudding...«, sagde en journalist. »...is in the eating,« fuldførte udenrigsministeren. Det var et gammelt, engelsk ord om, at en buddings eksistens kun kan bevises ved at spise den. På samme måde forholdt det sig med Ungarns vej til demokratiet. Ungarerne måtte agere frit, så andre kunne se, at de mente det alvorligt.

Imens gærede det andetsteds. I Tjekkoslovakiet - den heldige kanins hjemland - var man helt holdt op med at spøge. Tidligere på sommeren var man i Prag; der var en beskeden demonstration mod magthaverne, den første i mange år, Deres udsendte stod i en sidegade med en hollandsk kollega, da urobetjente, der lignede astronauter i store hjelme og kravledragter, kom løbende. Bliv stående og kig den anden vej, sagde hollænderen. Det var et godt råd, astronauterne løb forbi, på jagt efter regimets kritikere. Tjekkoslovakiet var det hårdest regerede land i Centraleuropa. I Polen var der oprør, i Ungarn herskede, trods opbruddet, et vist tungsind. Tjekkoslovakiet var som et stenansigt.

I BEGYNDELSEN AF NOVEMBER foreslog avisen, at man tog til Berlin. Efter et halvt års næsten uafbrudte reportager - revolutioner holder ikke ferie - var man ikke meget for det, men de store demonstrationer, hvor østtyskere krævede demokrati, var eksploderet. I Østberlin var der 500.000 mennesker på Alexanderplatz, i Dresden 70.000.

Den 9. november om formiddagen var man i Østberlin, det var en fredag; man kan ikke sige, at der var noget særligt i luften, ud over, at befolkningen mente, at den øverste kommunist - Honecker var skiftet ud med Egon Krenz - var en slubbert, og det var ikke nyt. Ved 19.30-tiden var man på sit hotelværelse i Vestberlin, redaktionen ringede fra København. »Der er kommet et telegram,« sagde nyhedsredaktøren. »Der står, at de åbner Muren i aften.«

Nyhedsredaktører siger jo så meget, tænkte man. »Måske skulle du tage derud,« foreslog den flinke mand. Altså tog man en taxi og kørte ud til først den ene grænseovergang - hvor der intet skete - og siden til en anden. Her begyndte østtyskerne drypvis at komme over. De stod i deres forvaskede cowboytøj og plirrede med øjnene. Det gjorde man også selv. Det er den naturligste i verden at gå fra en bydel til en anden, men det var første gang i 27 år, det var muligt for DDR-borgere.

DET VAR FØR mobiltelefonens tid, og internettets, så man skyndte sig tilbage til hotellet, klokken var vel hen ad 22, forsiden blev ryddet, og man kunne skrive den største nyhed i sit liv. Om natten var man på Kurfürstendamm, hvor østberlinerne kørte op og ned ad gaden i deres Trabanter, eller spadserede på det store strøg. Der blev drukket sekt, man græd og lo, vildtfremmede mennesker faldt hinanden om halsen. En af østberlinerne var Angela Merkel, hun kom direkte fra en sauna i DDR. Hun havde et vådt badehåndklæde i tasken. Hun blev taget med hjem af vestberlinere, hun aldrig havde mødt før. Man talte og fejrede, har den senere kansler fortalt.

Næste formiddag stod man ved Muren igen, redaktionen havde bedt om en østtysk familie i søndagsavisen, og man fandt Gabi og Rainer Knuth på henholdsvis 30 og 37 år. Sammen med en datter og en bedstemor kom de over grænsen og tog med Deres udsendte og en fotograf til en restaurant ved Gedächtniskirche, Vestberlins vartegn. Berlingske Tidende ville invitere på et måltid - østtyskere kunne ikke umiddelbart veksle deres egne penge til D-Mark, datidens valuta i Vesttyskland - men bedstemoderen nægtede at indtage fast føde på en dansk avis regning. Hun nøjedes med en kop kaffe. Der var mange familiemedlemmer i Vesten, som de glædede sig til at se, og de syntes, at Muren havde været vanvittig. De tænkte ikke på at forlade Østtyskland. »Man kommer til verden et bestemt sted,« sagde Rainer Knuth. »Det må der være en mening med.«

Senere på dagen stod man ved en anden grænseovergang, og en DDR-betjent viskede forlegent en tåre væk. Han stod en halv centimeter inde i Østtyskland og så sine landsmænd gå leende frem og tilbage over grænsen. Han var en lille, robust mand, der sikkert havde opført sig som et dumt svin over for rejsende i årtier.

Nu stod han med fugtige øjne, men kunne ikke få sig selv til at indrømme, at han var rørt. »Jeg er forkølet,« sagde han. Samme dag blev Bulgariens diktator Todor Sjivkov styrtet efter 35 år i embedet. Schlüter havde nået at besøge ham i foråret.

Der foregik så meget i Verden det år, at sensationer undertiden blev modtaget med et skuldertræk. Den 4. juni, for eksempel, havde været en historisk dag i Polen, det første demokratiske valg siden krigen, og Deres udsendte var i Warszawa for at rapportere. Det blev til en lille sag langt inde i avisen, for i Beijing fandt massakren på Den himmelske freds Plads sted, i Teheran døde ayatollah Khomeini og i Sovjetunionen omkom 575 mennesker ved en togulykke. Alt inden for 24 timer.

De utrolige begivenheder fortsatte. I slutningen af november stod man igen i Prag, hundredtusinder af mennesker var på Wenzelspladsen, rystede med nøgleknipper og krævede de gamle kommunister afsat. Tjekkerne var ikke stolte over tempoet. »Vi kommer efter bulgarerne,« snerrede en mand i mængden. »Bulgarerne!«

Man må sige, at tjekkerne - og slovakkerne - arbejdede hurtigt, da de først var i sving. Hver eftermiddag var der demonstrationer, til sidst med op mod en halv million deltagere alene i Prag. »Det er min erfaring, at 300.000 mennesker på gaden kan styrte en regering,« sagde den senere ungarske præsident Arpad Göncz i en samtale et par år derpå i Budapest. Han havde ret. Den 7. december trådte de tjekkiske kommunister tilbage, 29. december blev Vaclav Havel, der indtil da havde været næsten ukendt i sit eget land, indsat som demokratisk præsident. Under demonstrationerne havde han været i åben skjorte og en gammel jakke, og hans livvagt optrådte i hønsestriksweater. Da han var ved magten blev han et af de bedst klædte statsoverhoveder i Europa, og livvagterne så ud som kolleger i den vestlige verden, der entydigt foretrækker Boss-habitter og solbriller.

Indtil da havde revolutionerne været for gode til at være sande. Der var stort set ikke flydt blod, og man var svævet fra den ene lykkelige begivenhed til den anden. »Du er heldig,« sagde en gammel chefredaktør, da man var på lynbesøg hos avisen i Pilestræde. »Det er ikke mange journalister forundt at skrive så meget positivt.« Også han havde ret. Men det fik en ende.

Midt i december - man var netop vendt hjem til Budapest fra Prag og glædede sig til juleferie i Danmark - begyndte det at rumle i Rumænien. Der meldtes om uroligheder i Timisoara nær grænsen til Ungarn - en ganske uhørt begivenhed i et land, der gennem mere end en snes år var blevet ført af Nicolae Ceaucescu. Rumænien under Ceaucescu fik DDR til at ligne et paradis. Præsidentens hemmelige politi, Securitate, var alle vegne, ingen turde tale med udlændinge og befolkningen frøs og gik ofte sulten i seng.

Der kom ikke mange nyheder ud af landet, og grænserne var lukket. De meldinger, der nåede ud, blev stadig mere desperate. En dag mødtes man med en ungarsk diplomat på et hotel i Budapest. Han kunne fortælle en smule om, hvad der foregik. En håndfuld andre korrespondenter var også med. Det var omkring den 20. december, man vidste, at ferien var aflyst, og alle talte om, hvordan man kom til Rumænien.

I hotellets lobby stødte man ind i Zsa Zsa Gabor, den meget kendte, men ikke nødvendigvis store skuespillerinde. Gabor, der var i læderbukser og i gang med sit ottende ægteskab, var på besøg i sin fødeby. Det var der intet at indvende imod, men det virkede forkert. I Rumænien kæmpede folk for deres liv, i Budapest hilste man på en dame, der er kaldt den dyreste kurtisane siden Madame de Pompadour, den franske konges elskerinde i 1700-tallet. Et par døgn senere sad man med en finsk og en hollandsk kollega i en bil på vej til den rumænske grænse.

Juleaften tilbragte man på Hotel Continental i Timisoara. Snigskytter skød fra tagene, kampvogne kørte rundt i gaderne. Hotellet var overtaget af revolutionen, man fik et værelse på sjette sal; der var ingen varme og vand, ingen telefoner og næsten intet lys, men efter nogle dages rejse gennem Ceaucescus efterladenskaber var det noget af det bedste, man kunne forvente. Restauranten serverede kold grød. Under spisningen løb en baretklædt herre, der lignede Che Guevara, ind i lokalet og råbte: »Mine damer og herrer, vil De være så venlige at kaste Dem på gulvet.« Det gjorde man, og sekunder efter begyndte et skyderi udenfor.

Næste morgen var der igen en kugleregn foran hotellet. Da den holdt op gik man ud til bilen for at køre mod Bukarest, hvor en provisorisk regering var ved at udråbe sig selv. Da man var ved at stige ind så man en mand på en af hotellets gesimser. Han stod vel på ottende sal og truede med at springe. Han skreg, at sikkerhedspolitiet var efter ham. Man satte sig i bilen med finnen og hollænderen og forsvandt. Der er grænser for, hvor meget man kan rumme.

Om aftenen ankom man til Bukarest, hvor det ikke var meget bedre. Ceausescu-tilhængere skød om sig. Da man rullede mod nattens logi, gerådede man mellem en kampvogn og snigskytter, og siden man havde dunke med 30 liter benzin i bagagerummet var det ikke rart. Nu hed hotellet Minerva, det lå lidt uden for bymidten og havde kun en enkelt telefon. Man kunne ikke ringe direkte til udlandet, derimod var der en kinesisk restaurant, tjenerne var i smoking, ungtjenerne i hvide jakker og spisekortet imponerende. Om aftenen, da hotellets indgang var blevet forskanset for at holde snigskytter ude, så man på fjernsynet i forhallen, at Ceaucescu og hustruen var blevet henrettet. Man fik en forbindelse til København og kunne indtelefonere sin historie til avisen 2. juledag. Man knælede bag receptionsskranken med en frakke over hovedet for at holde lyden fra henrettelsen, der blev vist i TV igen og igen, ude. Redaktøren virkede lettet over at høre fra korrespondenten for første gang i tre dage. Til nytår var man i København. Det eneste, man virkelig havde lyst til, var at sove. Sikken et år.