»Jeg vil ikke skyde på studenterne«

I flere år kunne han ikke tale om sin rolle i begivenhederne på Tiananmen. Først mange år senere kan soldaten og billedkunstneren Cheng Guang udtrykke sine følelser om de dramatiske dage i Beijing.

Dengang i 89 vidste Chen Guang meget lidt om baggrunden, for de ordrer han adlød som kinesisk soldat. I dag modtager hanadvarsler fra myndighederne pga. sine kunstværker (herover), der skildrer hans oplevelser på Tiananmen for 20 år siden. Fold sammen
Læs mere

BEIJING: Chen Guang var 17 år. Og soldat. Han stod med et gevær i hånden, og han svedte. Han havde lige fået lov til at åbne ild mod demonstranterne, der stod foran ham og de andre soldater.

»Jeg vil ikke skyde på studenterne,« tænkte Chen Guang. Hans arme rys-tede.

Cheng Guang kommer fra en fattig familie i Hunan provinsen, der ligger i det sydlige Kina. Han gik ind i hæren i 1988. Det var året før massakren på Tiananmen - Den Himmelske Freds Plads - hvor kinesiske soldater natten mellem den 3. og 4. juni skød og dræbte flere hundrede civile, og hvor flere tusinde blev såret.

I dag sidder han i sin lejlighed, der ligger i en forstad en times kørsel fra den centrale plads i Beijing. Han har grå streger i det sorte hår. Han er lille. Spinkel.

Han fortæller med rolig og jævn stemme om dengang i 1989, da noget forandrede sig i Kina. Han husker alle detaljerne. Husker da soldaterne får at vide, at situationen i Beijing er »kompliceret.« Det hele er begyndt med sorgen over generalsekretæren for det kinesiske kommunistparti Hu Yaobangs død, men har udviklet sig til protestdemonstrationer med tusinde og atter tusinde mennesker. Officererne fortæller, at kriminelle og studenter står bag optøjer. Andet ved soldaterne ikke.

MEN DET ER IKKE kun studenter, der er på pladsen i Beijing.

Allerede i 1986 var der demonstrationer på Tiananmen. Regeringen slog ned på dem, og siden havde uroen ligget og ulmet. Indtil den i 1989 bryder ud igen og studenter, arbejdere og selv skoleelever tager ind på Tiananmen, hvor flere af dem slår sig ned og bor i telte. I midten af maj er der op mod en million mennesker på pladsen.

Den 19. maj forsøger tusinder af soldater at køre ind til Tiananmen for at rydde pladsen. Men de bliver standset af vejspærringer, som almindelige borgere har sat op. Hæren opgiver og vender om.

Chen Guang og de andre i hans enhed får ordre på, at de den 3. juni skal tage ind på Tiananmen Pladsen i civilt tøj. Chen Guang får udleveret et par sorte bukser og en blå skjorte, husker han. Soldaterne skal »stabilisere situationen.«

»Jeg fik besked på at holde øje med alle våbnene, der blev læsset ind i en civil bus. Der var så mange geværer, at de lå stablet i bunker helt op til vinduerne, og jeg kunne ikke sidde ned, fordi der var så mange våben. Så jeg sad ovenpå dem,« siger Chen Guang,

Han er nervøs. Han har fået besked på, at han ikke skal gå ud af bussen, hvis de bliver standset, for der er kun ham og chaufføren i bussen. Men det lykkes dem at køre uden om vejspærringerne.

KLOKKEN 13 ANKOMMER de til Folkets Store Hal, der er Kinas parlamentsbygning, og som ligger på den vestlige side af Tiananmen Pladsen. De kører ind ad bagindgangen. Der er kun dem. De andre soldater er ikke kommet frem.

Chaufføren bliver i bussen, mens Chen Guang begynder at bære alle våbnene op på tredje sal. Han kigger ud ad vinduet og ser hundredtusind-er af mennesker, telte og bunker af skrald, der har hobet sig op gennem de uger, hvor demonstranterne har boet på Tiananmen.

»Hele pladsen var fyldt. Og studenterne anede ikke, at vi var der,« siger Chen Guang. Men rygtet breder sig hurtigt. Hæren er på vej ind i byen.

Cheng Guang fortsætter med at bære geværer op. Han kan høre larmen vokse. Han ser ud ad vinduet, hvordan de ude på pladsen kravler ud af teltene, taler med hinanden og løber rundt og udveksler informationer. Ved 15-tiden er han færdig. Nu er Folkets Store Hal fyldt med soldater, der skifter deres almindelige tøj ud med uniformer.

Her sidder de og venter. I timevis. Uden at få noget at vide. Først om aftenen får de besked på at putte ammunition i våbnene. Alle er nervøs. Der er stille.

Så kommer ordren. De skal gøre sig klar.

»KLOKKEN 23 ÅBNER de portene og kaos begynder,« fortæller Chen Guang.

De tusinder af soldater løber ud af Folkets Store Hal, ned ad trapperne, og stiller sig med front ud mod Tiananmen. Chen Guang sveder og hans arme ryster.

»På det tidspunkt vidste jeg, at nogle af studenterne derude var fra den samme hjemby, som jeg selv kom fra,« siger Chen Guang.

»Vi var meget nervøse. Ingen talte med hinanden. Vi var bange for, at nogle kunne dø. Vores våben var jo ladte, og hvis vi kom til at skyde ved et uheld, kunne det dræbe nogle af demonstranterne.«

Soldaterne har fået lov til at skyde, hvis nogen forsøger at standse dem. Det vil ikke få retslige konsekvenser bagefter, får de at vide.

»Jeg vil ikke skyde på studenterne. Så hvad gør jeg, hvis de forsøger at stoppe mig,« tænker Chen Guang, mens han står på trappen.

Chen Guang og hans gruppe bliver stående langs siden af pladsen. Pludselig er der skud. Overalt. Der er røg. Fra våben. Og fra brændende telte. To kampvogne kører ind på pladsen. Han kan se, hvordan specialenheder rykker frem fra den nordlige del af pladsen og trænger demonstranterne længere ned. Soldaterne går fra telt til telt.

»Jeg tror, at de havde kontakt med nogle studenter. Men jeg kunne ikke se, om de skød, for jeg stod for langt væk, og jeg kunne ikke høre det, for der var skud overalt,« siger Chen Guang, der så andre soldater, som tævede studenter med stave. Den aften rykker 200.000 soldater ind i Beijing. Officielt bliver cirka 250 personer dræbt, men uofficielle skøn går på flere tusinde. Langt de færreste af dem bliver dræbt på selve pladsen. De fleste dør i gaderne og på de store avenuer omkring Tiananmen.

KLOKKEN TRE OM NATTEN står Chen Guang på trapperne til Folkets Store Hal. Bag ham er stueetagen fyldt med sårede soldater. Der er blod overalt.

Chen Guang går rundt langs pladsen, der nu er ryddet.

»Jeg så ingen lig. Men jeg så folk, som var sårede. Og folk som lignede nogen, der var ved at dø,« siger Chen Guang.

Klokken fire om morgenen er der stille. Ingen råb. Ingen skud. Soldaterne har samlet teltene sammen og sætter ild til dem og skraldet, der ligger overalt i bunker. Ved sekstiden begynder det at regne. Kraftigt. De enorme bunker aske siver ud på pladsen.

KORT EFTER bliver Chen Guang overført til den kinesiske hærs kunstskole.

»Jeg følte mig forvirret, og jeg ville ikke tale om det i to år. Jeg ville bare væk,« siger Chen Guang.

Efter kunstskolen kom han ind på Chinese Academy of Fine Arts, som han forlod i midten af halvfemserne. Siden har han arbejdet som kunstmaler. Men det var først i 2004, at han lavede det første maleri om Tiananmen. Som han blev nødt til at opgive og lægge fra sig igen. Der gik to år, før han kunne gå tilbage og lave billeder om Tiananmen. Demonstrationerne i 1989 er stadig tabu i Kina. Myndighederne har også advaret Chen Guang om konsekvenserne.

»Jeg er ligeglad. Om de accepterer det eller ej, de kan ikke stoppe det. Det her er en personlig ting, og det handler om min kunst« siger Chen Guang.

I dag har han atelier i sin lejlighed. I to af rummene står der rækker af malerier langs væggene. På et af dem er der soldater, som går rundt på pladsen om morgenen. Med geværet over skulderen. Men hvad med ham selv - skød han nogen?

»Jeg skød op i luften. Jeg kan forsikre dig om, at jeg ikke ramte nogen,« siger Chen Guang.