Læst og påskrevet

Det er som regel de mindre ånder, der har travlt med at fremhæve, hvor meget de i egenskab af kunstnere betyder for landet. I anstrengelserne for at ødelægge offentlighedens respekt for kunstnerne, trækker mange på samme hammel.

For efterhånden længe siden var der en Teddy Alzheimer fra styrelsen i Dansk Forfatterforening, der protesterede arrigt her i avisen mod noget, som en person, jeg i øvrigt ikke kender, men som udnytter mit navn på det groveste, havde skrevet i landets frygteligste avisspalte »Groft sagt«. Dér havde der stået, at talen om kunstens vældige betydning for samfundet er en tom festtalepåstand, og det er jeg i øvrigt som litteraturhistoriker af uddannelse enig i.
Kunsten betyder noget for kunsten. Kunsten betyder noget for det enkelte menneske. Og kunsten kan i de lykkelige tilfælde være en dyberegående samfundskommentar. I de allerlykkeligste tilfælde kan kunsten være en svimlende omfavnelse og afgrundsdyb tolkning af »La Condition humaine«, som en roman af André Malraux hedder. Men kun i de sjældne få tilfælde har kunsten, og da som regel ordets kunst, haft en direkte indflydelse på samfundets retning.

Langt oftere har kunsten tjent til at ophidse sekteriske bevægelser, der så har vokset sig store. Kunstnere havde deres del af ansvaret for, at den nationale bevægelse i Tyskland omkring 1800 blev til nationalisme. Kunstnere var med til at opildne sindene til at kaste sig ud i Første Verdenskrig. En af de tåbelige futurister omtalte endda krigen som et prægtigt digt (komponisten Stockhausen æstetiserede mordkatastrofen 11.9 2001). Kunstnere lovsang banditterne Lenin og Stalin. Kunstnere hjalp ivrigt nazismen på vej. For nu ikke at gå i enkeltheder med Richard Wagner, der skrev hele Hitlers program, før Hitler overhovedet blev født. Om dette kan man læse i Henrik Nebelongs bemærkelsesværdige Wagner-biografi, der udkommer om få dage. Kunstnere var også blandt bagmændene for den nyopblussende serbiske nationalisme efter Jugoslaviens sammenbrud.

Om hele denne dystre side af kunstens historie, som man aldrig hører om i Danmark, hvor kunstnere i disse år sædvanligvis kun ytrer sig, når de ligesom landmændene og vindmølleindustrien klager over subsidierne og skælder ud på regeringen, hørte jeg for nogle år siden en fremragende forelæsning af den tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger på Rutgers University i Newark ved New York, hvor der blev afholdt et seminar om hele situationen.
Heri deltog en kongerække af litterære nobelpristagere, Bellow, Milosz, Brodsky, Morrison, Heany samt andre vægtige figurer og så som det tynde øl sådan nogle gør-sig-kloge-journalister som mig. Det velgørende ved at være sammen med folk, der virkelig har noget at komme med, er, at de ikke har travlt med at tale om kunstens mægtige betydning, sådan som en del mindre ånder gør, når de vil malke skatteyderne.

Men altså vor gode mand fra Dansk Forfatterforening, Teddy Alzheimer, var vældig vred over, at der havde stået i Berlingske Tidende, at kunsten sjældent havde indflydelse på samfundsudviklingen, og mente så, at det må have været forfærdeligt at sidde som formand for Kunstrådets Litteraturudvalg og dele penge ud til så meget, som man ikke regnede for noget.
Manden fra Dansk Forfatterforening har en barnlig forståelse af, hvordan en voksenverden fungerer. Han tror, at hvis man sidder i sådan et udvalg, så bløder man for hver enkelt beslutning og elsker hver eneste tryksag, man giver skatteydernes penge til.
Jeg har naturligvis i lighed med alle andre, der har siddet i sådanne udvalg, været med til at give penge til ting, som intet siger mig personligt. Gud fri os for at have kunstudvalg, der kun vil give penge til det, de »brænder« for. De opfylder ikke deres pligt, som er at administrere loven så samvittighedsfuldt som muligt, og heri ligger krav om alsidighed, prioritering og meget mere.

Netop denne umodenhed så vi også komme til udtryk, da en række kunstnere af dagbladet Politiken for seks uger siden – lige før Carina Christensen blev udnævnt – blev spurgt, hvem de helst så som ny kulturminister. De fleste af dem anede tydeligvis ikke, hvilke opgaver en kulturminister har, og hvordan vores kunst- og kulturstøtteordninger fungerer. Et gennemgående træk var, at de så den ideelle kulturminister som deres repræsentant. Magen til svigtende forståelse af, hvad et demokrati er, skal man heldigvis lede længe efter.
Ministeren er helhedens, landets, vælgernes repræsentant. Denne tilbøjelighed til at se bort fra alt andet end det, der tjener ens egne interesser, er jo narcissistisk og selv-umyndiggørende.
Et trist eksempel på selv-umyndiggørelse så vi for nogen tid siden, da forfatteren Kristian Ditlev Jensen i en kronik, også i Politiken, kom med et flæbende angreb på en bank, fordi han gennem et fuldstændig sygt overforbrug havde pådraget sig en milliongæld. Lykkeligvis er det kun en begrænset del af kunstnerne, der udstiller en sådan rethaverisk umodenhed, men den rammer også flertallet af seriøse og forstandige kunstnere, fordi den påvirker offentlighedens syn på hele det kunstneriske område, og det er ikke godt.