Kvindelig Læseforening var det største skønlitterære bibliotek i Norden

Med 100.000 bind på reolerne rådede Kvindelig Læseforening over det største skønlitterære bibliotek i Norden i midten af 1930erne, men så begyndte økonomien at vakle, og i 1945 lukkede og slukkede foreningen. Den blev 90 år.

Kvindernes Læseforening på hjørnet af Gammel Mønt og Antonigade. Foto fra 1918, Før og nu IV årg. Fold sammen
Læs mere

Når Gud i sin visdom har skabt mænd og kvinder så iøjnefaldende forskelligt, som tilfældet er, skal uforstandige mennesker ikke gøre vold på naturens orden og lade to og fem være lige.

Det har belæste mænd til alle tider kunnet blive enige om, og det var i høj grad den gængse opfattelse, da nationen midt i 1800-tallet blev beriget med en fri forfatning. Blandt de borgerlige frihedsrettigheder, som grundlovens fædre nedfældede i paragraffer, hørte som bekendt én mand én stemme, og det skulle tages helt bogstaveligt. Kvinder i by og på land var fri for at bekymre sig om vanskelige politiske sager. Og det var der ræson i, for de havde ingen forudsætninger for at mene noget som helst kvalificeret.

Det kunne de fleste altså blive enige om, men ikke alle. En bevægelse, som fordrede kvinders lige rettigheder med mænd, gærede nemlig i folkedybet. Under pseudonymet Clara Raphael udgav den bare 20-årige Mathilde Fibiger i 1850 romanen »Tolv Breve«, og den udløste en del debat om kvindeligt borgerskab – mellem mandlige debattører vel at mærke.

Og således gik der en snes år, men i 1871 blev Dansk Kvindesamfund stiftet hjemme i dagligstuen hos Mathilde Bajer med det formål at »hæve kvinden i åndelig, sædelig og økonomisk henseende og således tillige gøre hende til et selvstændigere og virksommere medlem af familie og stat.«

Hun var gift med venstrepolitikeren Frederik Bajer, og han havde netop skrevet en artikel om en såkaldt »Läsesalong för damer«, som et par år tidligere var blevet åbnet i Stockholm.

Meget interessant og præcis sådan en institution var der behov for i den danske hovedstad. Det mente i hvert fald en midaldrende københavnsk frøken ved navn Sophie Petersen, for allerede et par år tidligere havde hun haft den samme idé.

Som datter af slotsforvalteren i det Schimmelmannske Palæ i Bredgade var hun en del af det bedre borgerskab i byen. En fin dame med andre ord, men begavet og videbegærlig var hun og det i en grad, så det måtte give anledning til problemer.

Offentligt udlån af oplysende og seriøs lekture var nemlig forbeholdt mænd. Ganske vist eksisterede der rundt om i byen såkaldte lejebiblioteker med et udvalg af opbyggelige romaner for damer, men dels var de for dårlige, dels var bestanden af bøger for lille til at tilfredsstille hendes behov.

Anderledes med det ærværdige læseselskab Athenæum på Østergade, som havde en bogsamling af høj kvalitet, men damer og herrer kunne anstændigvis ikke opholde sig på den samme læsesal, og så opstod ideen om at etablere en læseforening for kvinder. De nødvendige praktiske forhold blev bragt i orden, og 1. oktober 1872 var foreningen en realitet.

Det var omtrent på dato et år efter, at Georg Brandes havde indledt sine forelæsninger om hovedstrømninger i det 19. århundredes litteratur, og de rystelser, det havde givet anledning til, var endnu mærkbare. Det var derfor næppe tilfældigt, at bestyrelsen fra begyndelsen bestemte, at der ikke ensidigt måtte tages parti for nogen enkelt retning i litteraturen, men at »alt fordærveligt, sædeligheden nedbrydende skulle holdes borte«. Det gik i begyndelsen ud over de vovede franskmænd Flaubert og Zola, men fra 1873 kunne »Hovedstrømninger« lånes på foreningens bibliotek.

I et debatindlæg advarede en læge mod den kvindelige læseforening, som ville gøre de unge piger til litterære blåstrømper, og det var noget andet end dygtige og fornuftige husmødre.

Men modstanden døde bort, og i den Berlingske avis kunne man allerede et par år senere konstatere, at »foreningen havde et smukt formål og var til nytte for kvindernes åndelige udvikling, deres erhverv og rekreation«.Den første adresse var et lokale bag Helligåndskirken, men her blev pladsen hurtigt for trang, og det gentog sig igen og igen, for medlemstallet steg uophørligt, og det samme gjorde antallet af bøger på reolerne. Med et beskedent statstilskud og medlemmernes kontingentbetaling balancerede indtægter og udgifter så nogenlunde, og i årene omkring 1910 vovede bestyrelsen at sætte alt på ét bræt.

På hjørnet af Gammel Mønt og Antonigade købte foreningen en attraktiv grund, og her opførte man en imponerende bygning i fire etager med udlåns- og læsesal, med foredragssal og restaurant og med damehotel øverst oppe.

Yderst eksklusive forhold, og det trak endnu flere medlemmer til foreningen, som i de første årtier af 1900-tallet var en kulturel magtfaktor i hovedstaden. Med 100.000 bind på reolerne rådede foreningen over det største skønlitterære bibliotek i Norden i midten af 1930erne, men så begyndte økonomien at vakle, og i 1941 blev ejendommen solgt til Berlingske Tidende, som dog først tog den i brug i 1958.

Fire år senere lukkede og slukkede Kvindelig Læseforening. Den blev 90 år og havde haft sin tid.