Da København fik sit latinerkvarter

Med Københavns Universitet fik hovedstaden også sit latinerkvarter, hvor professorer og studerende slog sig ned.

Studenter foran Borchs kollegium til venstre i den ellers mennesketomme Store Kannikestræde. Foto 1862, før og nu, 4. årg. Fold sammen
Læs mere

Kong Christian I var en regent af den gamle støbning. Boglig lærdom lå ikke som en byrde på hans skuldre, men han var en from katolik, handlekraftig i krig og stor som en dør. Da han som greve af Oldenburg tilbage i 1448 fik tilbud om at lade sig krone til konge af Danmark, var det egentlig på et afbud. Men han slog til, og forgængerens 19-årige enke, Dorothea, fulgte med som sidegevinst. Det sidste var heldigt, for hun var i besiddelse af de økonomiske midler, som han gennem hele livet var i bekneb for.

I 1474 aflagde kongen visit hos paven i Rom, og her faldt man næsten i svime over kæmpen fra nord. »Et smukt dyr«, bemærkede den hellige fader, »blot skade, at det ikke kan tale«. Kongen var nemlig aldeles blank i græsk og latin, og Herrens jordiske stedfortræder beherskede ikke plattysk. En lidt pinlig situation, men gennem en tolk blev paven orienteret om, at kongen af Danmark inderligt ønskede tilladelse til at etablere et universitet hjemme i København, og for at understrege ønskets alvor havde han som rejsegods medbragt en betragtelig mængde nedsaltede sild, og hvad man ellers satte pris på ved det pavelige hof i hine tider. Det var bedre end ord, og fem år senere kunne Christian I overvære indvielsen af Københavns Universitet. Helt naturligt fandt højtideligheden sted i Frue Kirke, for i enhver henseende var der fra begyndelsen en nær samhørighed mellem kirke og læreanstalt.

Allerede i et par hundrede år havde der på den tid været tilknyttet en halv snes såkaldte kannikker til kirken. Det var lærde teologer, som i ord og gerning spredte pragt over gudstjenesten. Men de kunne mere end deres Fadervor, for til hverdag sikrede de, at kirkens jordiske midler blev forvaltet forsvarligt, og der var nok at se til. De var kort sagt uundværlige. I begyndelsen af 1400-tallet blev de installeret i nogle af de ejendomme, som kirken ejede, og gadenavnet Canichestredhe dukker op første gang på skrift i 1432, men Store Kannikestræde er utvivlsomt meget ældre. Efter reformationen 100 år senere forsvandt kannikkerne ud af historien.

De var ikke længere uundværlige, og da deres rummelige boliger i stedet var blevet indrettet til professorgårde, var det i de følgende århundreder en betragtelig del af de lærde mænd fra universitetet, som boede dør om dør i strædet.

Til dette selskab hørte ubetinget Ole Borch, der ud over at være sin tids dygtigste læge var professor i kemi, botanik og filologi. Det sidste indebar, at han var hjemme i hele den kendte græske og latinske litteratur fra antikken. Lidt af en særling med andre ord, og i gaden, hvor han selv boede i nr. 13, satte han sig et minde i form af det kollegium for »seksten fattige, gudfrygtige og lærde studiosi«, som endnu i dag er kendt som Borchs Kollegium, skønt ophavsmanden udtrykkelig frabad sig, at det blev opkaldt efter ham. Og hvorfor nu det?

Ole Borch var som nævnt en dygtig læge, og vi skal til Firenze i Italien for at finde svaret. Hertil var den fremragende videnskabsmand kommet på en studierejse i 1665, og hvad der nu skete, mærkede ham for livet. Margherita Luisa d´Orleans var navnet på en fransk prinsesse, som på den tid led af den slemme fjerdedagsfeber, og ingen kunne helbrede hende. Smuk var hun og varmblodig, men mod sin vilje var hun som 15-årig blevet gift med en velhavende fyrste af slægten Medici.

Da Borch hørte om det mystiske tilfælde, opsøgte han prinsessen, og hvad han som læge foretog sig hele den sommer med sin patient, er desværre ikke skrevet ned. Men i den grad blev prinsessen helbredt, at hun efterfølgende tilbød sin redningsmand ægteskab, hvis han vel at mærke ville konvertere til den katolske tro.

Noget bryllup blev aldrig bragt i stand, for Borch var en gudfrygtig lutheraner, og så rejste han hjem til Danmark belæsset med gaver, men altså uden prinsessen. En storslået videnskabelig karriere ventede ham, og hovedrig blev han, men aldrig gift. Han slog sig ned i en af professorgårdene i Store Kannikestræde, men også studenterne skulle dengang have tag over hovedet, og han bekostede derfor på sine gamle dage opførelsen af et kollegium skråt over for sine stuevinduer.

De første fromme studenter flyttede ind i maj 1691, og studenterhuset havde da fået det latinske navn Collegium Mediceum, som det fremgår af den tavle, der stadig er placeret over gadedøren i nummer 12. Det kunne latinkyndige tyde som en hilsen til Mediciernes hus i Firenze – men ganske vist fra den anden side af graven. Borch var nemlig blevet syg et års tid forinden og havde ladet sig operere. Indgrebet lykkedes, kan man sige, for kirurgerne fjernede en vældig galdesten fra hans indre. Den kom på museum, og Thomas Kingo digtede et smukt vers om det kostelige klenodie, men den afholdte og umådelig lærde professor døde. Ole Borch blev 64 år.