Hvordan Ryvang op til krigen holdt de rige borgere i København

I 1899 vedtog Borgerrepræsentationen, at der i den såkaldte Ryvang i området nord for Svanemøllen mellem Strandvejen og jernbanelinjen skulle dannes et villakvarter med servitutter, som sikrede en spredt bebyggelse af en- eller tofamiliehuse.

I det nyanlagte villakvarter i Ryvangen lå den ældre ejendom Vangehuset på hjørnet af Strandvejen i forgrunden og Vangehusvej til venstre. Foto fra 1912, Før og nu, 8. årg. Fold sammen
Læs mere

Der var grænser for, hvad man kunne tillade sig som beboer i det nyetablerede villakvarter Ryvangen for 100 år siden. I november 1915 måtte en husejer således betale en krone i stempelpenge for at få rettens anerkendelse af følgende højtidelige dokument:

»På egne og efterfølgende ejeres vegne erklærer jeg hermed, at det i kælderetagen i min ejendom matrikel nr. 4648 København udenbys kvarter indrettede billardværelse ingenlunde må benyttes til natteophold for mennesker. Denne deklaration kan ikke udslettes af pantebøgerne uden samtykke fra Københavns magistrats 2. afdeling.«

Et par vitterlighedsvidner stod inde for dokumentets ægthed, og så havde naboer og genboer, og hvem der i øvrigt måtte ønske det, papir på, at det famøse billardværelse i kælderen hverken nu eller i fremtiden ville give anledning til natteroderi. Det var betryggende, for – som sagt – der var grænser for, hvad beboerne i kvarteret ville acceptere af udskejelser. Ryvangen var nemlig et overordentlig pænt sted, hvor man kun mødte overordentlig pæne mennesker på vejen, og det havde sin forklaring.

Omkring århundredskiftet var hovedstadens økonomi i en fortvivlende forfatning.

I adskillige år havde det været umuligt for de ansvarlige på rådhuset at få indtægter og udgifter til at balancere, og værre blev det, da Brønshøj, Valby og Sundby i begyndelsen af 1900-tallet blev indlemmet som en del af byen. Det var tidligere landdistrikter, hvor folk havde klaret sig på bedste vis med hensyn til skoler og veje og offentlig forsorgshjælp.

Men nu skulle lige ved 150.000 mennesker til at leve som storbymennesker med rindende vand i køkkenet og så godt som lugtfri kloakanlæg.

Et stort antal skoler til de mange nye små borgere i kommunen skulle opføres i al hast, og rigtige brolagte gader til kørende trafik skulle anlægges i stedet for de stier og grusveje, man havde været vant til i landsbyerne. Det krævede alt sammen investeringer for millioner af kroner, og de penge var slet ikke til stede i kommunekassen.

Byens indtægter kom fra skatter og afgifter, og hårdest spændt for var grundejerne, som leverede lige ved halvdelen af det samlede budget. Indkomstskat fra byens borgere dækkede omkring 40 pct., og endelig var det en fantasifuld buket af afgifter på alt fra vand til spiritus, som fik det samlede beløb helt op på ti mio. kroner.

Mange penge, men altså ikke nok, og så måtte de folkevalgte på rådhuset finde ud af, hvem man kunne klemme yderligere, eller hvordan man på en helt utraditionel måde kunne skaffe skatteindtægter til kommunen.

Ikke nogen let opgave, for loven sagde, at ingen skatteyder på noget tidspunkt måtte betale mere end tre pct. af indkomsten i skat, og i reglen var almindelige mennesker, der ved ærligt arbejde modtog en beskeden løn, helt eller delvis fritaget for indkomstskat. Debatten rasede, og nogle foreslog at gå til regering og rigsdag og få dispensation for skatteloftet, således at det kunne løftes til et maksimum på fem pct. af indkomsten. Det ville – alt andet lige – give kommunen en bedre økonomi.

Men alt andet var ikke lige. Det var nemlig blevet almindeligt, at folk med høje indkomster flygtede fra skatteplyndringen og slog sig ned på den anden side af kommunegrænsen. På den måde var Gentofte og Frederiksberg ved at udvikle sig til et helle for velhavere, som ville have lys og luft og plads til enfamiliehuse med omkringliggende haver.

En farlig udvikling, og allerede i 1895 ønskede et politisk udvalg på rådhuset at »modarbejde den tilbøjelighed, der er hos den mere velhavende del af befolkningen til at flytte til nabokommunerne, hvor betingelserne for dannelsen af større sammenhængende villakvarterer har været gunstigere«, og man pegede på, at det ville være hensigtsmæssigt, hvis der inden for kommunegrænsen blev etableret en lignende mulighed.

Spørgsmålet blev imidlertid lagt til side i nogle år, men i 1899 vedtog Borgerrepræsentationen, at der i den såkaldte Ryvang i området nord for Svanemøllen mellem Strandvejen og jernbanelinjen skulle dannes et villakvarter med servitutter, som sikrede en spredt bebyggelse af en- eller tofamiliehuse, og hvor »grundene ikke måtte benyttes til fabrik, værksted eller anden indretning, der forårsager larm eller ilde lugt eller frembyder ubehageligt skue«.

Den slags var der rigeligt af andre steder i byen. Ingen kælder måtte indrettes til beboelse, men mindre udhuse og en eventuel portnerbolig var det derimod tilladt at opføre, og Strandvejen fik særstatus som kvarterets eneste indkøbsgade.

På den måde opstod i årene op til og under Første Verdenskrig en enklave, som fristede et betydeligt antal velhavende skatteydere til at blive i kommunen på trods af skatteplyndringen. Og det var just hensigten.