Kunstkræmmeren og enkefruens maleri

Auktionshuset Ellekildes direktør, Svend Erik Olsen, forlod i 2004 en 92-årig enkes herskabslejlighed med et maleri såværdifuldt, at hendes arvinger stadig har svært ved at begribe det. Maleriet af André Derain gik i maj for 35 mio. kroner på Sotheby's i New York. Enken fik kun 200.000 kroner. Og så et halvt løfte om en kop varm te hos de kongelige på Fredensborg.

Tidligere auktionarius og direktør i Ellekilde Auktionshus, Svend Erik Olsen. Foto: Bo Amstrup Fold sammen
Læs mere

Det passede enkefru Grethe Meyer dårligt at flytte fra lejligheden på Østerbro. Hun havde immervæk boet på de 240 kvadratmeter i snart 40 år, hun var åndsfrisk og spillede stadig bridge.

Men hun var blevet 92 år, og hendes børn havde fundet en god lejlighed i Hellerup med en smuk, lukket have til. Derfor var Grethe Meyer, hendes søn og to døtre den 5. maj 2004 i færd med at rydde ud i herskabslejligheden. Op ad formiddagen kom en mand fra auktionshuset Ellekilde. Han skulle kigge på de møbler, hun ikke ville få plads til.

Det var Ellekildes direktør, Svend Erik Olsen, som støt arbejdede sig igennem fru Meyers antikviteter. Kyndig og upåfaldende kiggede han på tingene, skriblede med lidt sjusket skrift korte beskrivelser og omtrentlige vurderinger på det, der snart voksede til en hel liste; med malerier, »øreklapstol«, »kommode«, »standur i nød« og »stol i sort læder og palisander«.

Grethe Meyer havde været enke i snart fire årtier. Som ung giftede hun sig ind i en jødisk grossererfamilie, der handlede med huder og skind. Hendes svigerfar, James Meyer, købte masser af malerier. Moderne, vovede malerier, som ikke desto mindre vurderedes at kunne blive en formue værd.

Gennem årene havde Grethe Meyer solgt sparsomt ud af arvestykkerne; et maleri hist og et maleri pist. Hun havde aldrig manglet noget økonomisk, men helt så gammel som 92 år havde hun ikke regnet med at blive. Sæt hun blev 100 år? Dér gav malerierne en god tryghed.

Da Svend Erik Olsen var ved at være færdig, gjorde han holdt i den stue, familien kaldte Den Blå Stue. Noget på væggen, hængende over en nøddetræskommode og et gyldent fransk taffel-ur, havde fanget hans blik.

Havde han blot i det øjeblik sagt pænt farvel, lukket døren bag sig og vendt tilbage til auktionshuset med listen over enkens arvestykker, så var han aldrig blevet midtpunkt i Danmarkshistoriens største auktionsskandale. Svend Erik Olsen havde undgået politianmeldelse og sigtelse for bedrageri. Auktionshuset Ellekilde havde stadig eksisteret, konkurrenten Bruun Rasmussen havde ikke været enerådende i Bredgade, og tilliden til den internationale auktionsverden havde funklet som et blankpudset mahognibord.

Men Svend Erik Olsen fortsatte ikke ud ad døren. Han blev stående der, på gulvet af sildebensparket og stirrede på et maleri, malet i 1906 af den franske fauvist André Derain.

»Ved De hvad, fru Meyer? Jeg ville gerne have dette maleri med mig i dag. Jeg har et møde med prins Henrik senere. Han samler på Derain, så hvis jeg må, vil jeg gerne vise ham det?«

Sådan faldt Olsens ord ifølge Grethe Meyers døtre.

Og han tilføjede, at familien måske kunne få en kop varm te på Fredensborg, husker døtrene. Den bemærkning havde han ikke behøvet, de fandt den plat.

Svend Erik Olsen skrev Derain-værket på listen, kradsede en vurdering på 400.000-600.000 kroner ned og forlod Grethe Meyers lejlighed med en farveeksplosion i guldramme, Andre Dérains »Paysage à l'Estaque«.Svend Erik Olsen begyndte som ung på en uddannelse som maskinmester. Men da han købte nogle apotekerglas i Helsingborg og solgte dem med stor fortjeneste i København, fandt han sin skæbne: Han blev antikvitetshandler. Olsen var en dygtig købmand, og butikken voksede til et auktionshus.

Ellekilde åbnede i Bredgade og blev en seriøs konkurrent til branchens gamle familieforetagende, Bruun Rasmussen. Især på moderne kunst.

Men Svend Erik Olsen fik ikke kun anerkendelse. I 'gaden', som folk med hang til dyre varer kalder Bredgade, fik han også ry for at være en forretningsmand uden grænser. Under hans stærke, varme og tillidsvækkende udstråling voksede over årene en vis kynisme, som parret med hans instinkt for forretninger var problematisk, siger hans kritikere. Tidligere kunder og ansatte kan fortælle om, at forretningsadministration var hans helt store svaghed: Kunderne havde ofte store problemer med at finde ud af, om deres ting var solgt, eller hvor værkerne - eller pengene - egentlig befandt sig.

I 2001 kom Ellekilde i voldsomt stormvejr med J.C. Dahl-sagen. Tre søskende havde solgt maleriet 'Frederiksborg Slot i måneskin' via et århusiansk auktionshus for kun 52.000 kroner. Kort tid senere solgte Ellekilde maleriet til en pris af 6,5 millioner kroner, og det forsvandt siden mere eller mindre sporløst med sin nye, ukendte ejer. Det hammerslag gav anledning til massiv rygtedannelse omkring Svend Erik Olsens rolle i sagen - men det var netop kun rygter, ikke beviser.

Ellekildes direktør var derfor stadig på toppen, da han en dag i august 2004 - to måneder efter, at han havde forladt Grethe Meyers Østerbro-lejlighed med Derain-maleriet i hånden - ringede tilbage til enkefruen.

Grethe Meyer stod sammen med sine børn og kiggede ud over sin nye have. De var glade, men dødtrætte efter flytningen. Svend Erik Olsen måtte, sagde han, desværre meddele, at maleriet var uægte. Men han sagde, at han havde en anonym, amerikansk køber, som ville betale 200.000 kroner for det uægte maleri, fortæller arvingerne.

Grethe Meyer var i tvivl. Hun bad Svend Erik Olsen tale med sin søn, som fik samme historie. Børnene sagde, at moren selv skulle træffe beslutningen, børnene ville ikke blande sig.

Så Grethe Meyer sagde ja. Maleriet, der gennem 70 år har bevidnet fødselsdage, middage og familiemedlemmer komme og gå, forsvandt ud af familien.Salgsaftalen blev noteret på Ellekildes officielle brevpapir og er dateret den 9. august 2004. »Betegnet Derain-maleri« kaldtes maleriet da. Grethe Meyer modtog 180.000 kroner, efter at salæret var fraregnet. På checkens talon stod blot »Derain«, og maleriet var, regnede familien med, på vej i hænderne på dets nye amerikanske ejer.

Men i juni 2005, knap et år senere, får Grethe Meyer en alarmerende besked på sin mobiltelefon. Rikke Warming, inspektør på Statens Museum for Kunst, er i gang med at arrangere en Derain-udstilling, og fra museets optegnelser ved hun, at familien vistnok ejer et Derain-maleri.

Grethe Meyers søn fortæller museumsinspektøren, at maleriet er solgt via Ellekilde og formentlig har forladt landet. Han fortæller også, at moren solgte for 200.000 kroner.

Rikke Warming er i chok. Dels over den lave pris, dels fordi et værk af national interesse har forladt Danmark. Den slags er der lovgivning til at hindre. Hun kontakter Svend Erik Olsen, han siger til museumsinspektøren, at maleriet er solgt til en anonym amerikaner.

Der er tilsyneladende intet at gøre. Hvad hverken Statens Museum for Kunst, enken eller hendes børn ved, er, at Derain-maleriet ikke er i USA. Det er på en rejse gennem Europa, som politiet den dag i dag forsøger at kortlægge.I dag ved man, at køberen af maleriet i august 2004 ikke var en amerikaner. Det var Svend Erik Olsens samlever.

Den 25. november 2004, tre måneder efter at Derain-maleriet skiftede hænder første gang, indfandt hun sig på et notarkontor i skattelyet Luxembourg og stiftede European Fine Art & Antiques. Direktør i hendes selskab var Svend Erik Olsen.

European Fine Art & Antiques solgte det ægte Derain-maleri med en halvpart til det britiske galleri, Stoppenbach & Delestre, som er verdens førende på netop Derain, og en halvpart til et fransk galleri. Angiveligt for fem-seks mio. kroner.

»Vi var i fuldstændig god tro,« skriver de to indehavere, Robert Stoppenbach og Francois Delestre, i en email til Berlingske Tidende, men de ønsker ikke at sige yderligere af hensyn til politiets efterforskning.

Da Europas førende kunstmesse, Tetaf, i Maastricht åbnede den 3. marts 2005, var det maleri, som Grethe Meyer solgte som uægte for 200.000 kroner syv måneder tidligere, en af hovedattraktionerne. Tyske Die Welt beskrev det nyopdagede og meget, meget ægte 'Paysage à l'Estaque' som det bedste Derain-maleri på markedet længe, Le Figaro talte om en sjældenhed, og International Herald Tribune skrev under overskriften »Uventede skatte« om Stoppenbach & Delestres heldige år:

»Før eller siden vil dette Derain-værk til fem mio. dollar finde ind på en af verdens største museer.«

Jesper Bruun Rasmussen, anden generation i Bruun Rasmussen, så maleriet på messen. Han studsede over, at der stod, at det havde været i dansk eje. Han tog en folder med hjem til Bredgade, afleverede den i Bruun Rasmussens moderne afdeling, men tænkte ikke videre over det.

Og i sin nye lejlighed i Hellerup gik enkefru Grethe Meyer intetanende rundt.I april i år ringer Rikke Warming fra Statens Museum for Kunst igen til familien. Museumsinspektøren har dårligt nyt. Hun sidder med et katalog fra verdens største auktionshus, Sotheby's, i New York. Meyers Derain-værk skal under hammeren den 3. maj, og det ventes at gå for fire-fem mio. dollar - op mod 30 mio. kroner.

Grethe Meyer er død få dage forinden, 94 år gammel, og begravelsen venter få dage forude. Arvingerne haster til et møde på Statens Museum For Kunst, hvor også Kulturværdiudvalgets formand, Erland Kolding Nielsen, deltager. Beløbet, de føler sig snydt for, er så ufatteligt stort, at de dumper ned på et par stole, de griner i afmagt.

Kulturværdiudvalget forsøger i al hast og med hjælp fra kulturminister Brian Mikkelsen (V) at standse salget af maleriet. Forgæves. Sotheby's agter at gennemføre auktionen. Standses auktionen, kan det medføre både retssag og erstatningskrav.

Familien kan ikke overskue en sådan sag mod et af verdens førende auktionshuse i et amerikansk retssystem. Men det lykkes deres advokat, Christian Gangsted Rasmussen, at opnå en aftale, hvor salgssummen indefryses, indtil det er fastslået, om familien er offer for bedrageri.

Den 3. maj summer Sotheby's i New York af travlhed og forventning. En Picasso går for det næsthøjeste beløb nogensinde, og Derains »Paysage à l'Estaque« vækker opsigt. Seks bydere konkurrerer om det, der sælges som et af Derains mest gennemførte fauvistiske landskaber.

Prisen kører hurtigt op; langt, langt forbi maksimumvurderingen på fem mio. dollar. Hammeren falder ved 6,1 mio. dollar - ca. 35 mio. kroner.

Maleriet er Grethe Meyers, kun rammen er ny. Alligevel er det blevet 175 gange så meget værd, siden Svend Erik Olsen købte det af Meyer-familien. Kort efter indløber en politianmeldelse af Svend Erik Olsen fra Grethe Meyers arvinger.Pengene fra maleriets hammerslag i New York står stadig på en spærret Sotheby-konto, og politiet har sigtet Ellekilde-direktøren for bedrageri. Efterforskningen er stadig i gang. Politiet er netop vendt tilbage fra London, hvor Stoppenbach & Delestre har overdraget en stribe dokumenter. Arvingerne afventer resultatet af efterforskningen, før de tager stilling til, hvilket erstatningskrav de vil rejse.

Kort efter afsløringen af skandalen overtog Bruun Rasmussen Ellekilde-auktionshuset. Svend Erik Olsen vil vende tilbage til at handle antikviteter for sig selv, men han afviser alle mistanker om bedrageri.

Nu har Berlingske Tidende fået kendskab til to hidtil ukendte, håndskrevne breve, stilet til 'Kære Fru Meyer'.

Brevene kan blive vigtige beviser i sagen. De er skrevet på Ellekildes officielle brevpapir, signeret Svend Erik Olsen og dateret 12. maj 2004 og 24. juni samme år.

I det første brev, som tilsyneladende er udfærdiget en uge efter Svend Erik Olsens besøg i Grethe Meyers lejlighed, bekræfter Svend Erik Olsen, at enken »kun ønsker Deres maleri af Derain-stil solgt uden om auktion via formidling«. Samtidig lover Svend Erik Olsen »ikke at sælge under 200.000, ellers maleriet retur«.

I det næste brev fortæller Svend Erik Olsen åbent, at køberen til maleriet »har været ansat hos Ellekilde i en periode«, samt at køberen driver virksomhed internationalt. Desuden gør Ellekildes direktør udførligt rede for, at det er familien selv, der oplyser, at såvel auktionshuset Christie's som en af verdens førende Derain-eksperter har afvist maleriet som ægte.

Brevene ligner ved første øjesyn en vægtig dokumentation, der kan rense Svend Erik Olsen for den klæbende mistanke om bedrageri. Hvis Grethe Meyer har bedt Svend Erik Olsen sælge maleriet uden om auktion for 200.000 kroner; hvis hun selv har ment, at det var uægte; og hvis Svend Erik Olsen har oplyst, at handlen sker med en person knyttet til Ellekilde, blev enkefruen ikke ført bag lyset.

Alligevel opretholder politiet deres sigtelse. For Grethe Meyer har aldrig nogensinde modtaget de to breve, siger arvingerne. Indholdet af brevene svarer ikke til, hvad de øvrige vidner i sagen forklarer. Brevene er skrevet i hånden af Svend Erik Olsen. I modsætning til de øvrige Ellekilde-dokumenter i sagen kan deres ægthed altså hverken be- eller afkræftes på hans computer, som politiet har undersøgt.

Arvingerne mener, at brevene er en forklaring, som Svend Erik Olsen har fremstillet for at rense sig selv.

Og et af brevene omtaler et forhold, hvor Svend Erik Olsen tilsyneladende belaster sig selv.

De fleste ægte Derain'er går mellem 40.000-350.000 kroner, skriver Svend Erik Olsen. Derfor er en pris på 200.000 kroner for et uægte helt urealistisk høj. Hvorfor tilbyder Svend Erik Olsen så høj en pris for et »uægte« Derain-maleri?

Den 11. oktober 2006 kontaktede Berlingske Tidende igen Svend Erik Olsen, bl.a. for at få svar på dét spørgsmål.

»Jeg kan desværre ikke sige noget. Jeg har forelagt min advokat det, og han siger, at jeg ikke skal deltage i en mudderkastning i pressen. Der er jo heller ingen nyhedsværdi, så jeg vil ikke citeres for noget.«

Berlingske Tidende kan ikke forholde sine læsere, at vi har talt sammen. Desuden erfarer vi, at der foreligger to breve fra din hånd dateret foråret og sommeren 2004. I disse breve beskrives aftalen omkring salget af Grethe Meyers Derain-maleri ret indgående. Bl.a. informerer du fru Meyer om, at maleriet sælges til en tidligere ansat i Ellekilde, hvorved en god del af det, der ligner et bedrageri, vil have været fuldt oplyst for fru Meyer.

»Det vil alt sammen komme frem senere.«

Brevene er skrevet i hånden. Ifølge fru Meyers arvinger har de aldrig modtaget dem, indholdet af dem har ingen forbindelse til virkeligheden, og både arvinger og politiet mistænker dem for at være falske.

»Det skal de jo sige.«Grethe Meyers børn ønsker ikke at stå frem med navns nævnelse. Vi møder en af døtrene ved morens lejlighed i Hellerup, hvor enken nåede at få to gode år, før hun døde i foråret.

Datteren og de to andre Meyer-børn har stadig svært ved at forholde sig til de 35 mio. kroner. Men Svend Erik Olsen, ham glemmer de ikke foreløbig:

»Det gør os så rasende, at han har snydt - og især, at han har snydt en gammel dame. Det er simpelthen oprørende. En gammel dame, som pludselig bliver nervøs over, om hendes økonomi kunne holde til, at hun blev 100 år. Hvad bilder han sig ind?«

Fakta:

Fra det moderne til det klassiske

André Derain (1880-1954), fransk maler, billedhugger og grafiker. I begyndelsen af 1900-tallet var han tæt på avantgarde bevægelsen i Paris med navne som van Gogh, Matisse, Cézanne og Gauguin. På kunstskolen Académie Carrière i Paris mødte han i 1898 Matisse, og senere Vlaminck. De tre kunstnere udgjorde de følgende år kernen i den toneangivende kunstnergruppe, som kaldtes fauvisterne. Ifølge deres billedopfattelse skulle farven frigøres fra sin beskrivende funktion og i stedet bruges til subjektive og intuitive impulser. Fauvisterne brugte stærke ikke-naturalistiske farver og var en af de mest betydningsfulde kunstneriske retninger i begyndelsen af 1900-tallet. Derain opholdt sig bl.a. i England, hvor han med stor farveglæde malede motiver som Themsen, Parlamentet og London Bridge. Senere nedtonede han sin farveholdning og malede figurkompositioner. Efter at have været påvirket af kubisterne, blev Derain optaget af klassisk maleri inspireret af bl.a. Rubens. André Derain vendte sig med tiden bort fra den moderne kunst. Statens Museum for Kunst i København har flere af hans værker.