Kulturverden

Sabine Christiansen er en 49-årig tysk fjernsynsværtinde, som almindeligvis ikke gør en kat fortræd.

TV-vært Sabine Christiansen. <br>Foto: Fabrizio Bensch, Reuters Fold sammen
Læs mere

Hun har i ni år ledet et politisk talkshow, opkaldt efter hende selv. Det er de samme 30-40 personer fra forskellige partier og organisationer, som optræder på skift. Indtil 2005 skældte alle ud og afbrød hinanden, mens Christiansen smilede venligt. Det er hun god til. Hun var en lyshåret Lufthansa-stewardesse fra 1976 til 1983. Det er hun for så vidt stadig, men til en højere løn. Hun har også en passende vennekreds. Politikerne er gæster såvel i TV-showene som i hendes sommerhus på Mallorca, ser man i billedugebladene. På den måde forenes det nyttige med det private.

Det gik godt indtil Tyskland fik en bred koalitionsregering sidste år. Det var en katastrofe for Christiansens udsendelse, fordi borgerlige og socialdemokrater pludselig talte pænt med hinanden. Man drøftede alvorligt, hvordan landets problemer kunne løses. Det var godt for demokratiet, men dårligt for et program, der lever af uenighed.

Kort efter blev Christiansen fyret. Det hed sig ganske vist, at hun ønskede nye udfordringer, men det er en kode, man ikke behøver at være semantiker for at knække. Hun fik en lang opsigelse, hendes leverancer til public service-kanalen ARD standser først til sommer. Hendes efterfølger bliver Tysklands populæreste quizmaster, så ARD sørger for en vis kontinuitet.

Hendes problem er fortsat, at tyske politikere er holdt op med at svine hinanden til offentligt. Hun må derfor opfinde nye emner, og forleden havde hun fundet et, som måske kunne øge seertallet. »Russerne kommer«, kaldte hun udsendelsen. Den drejede sig om mordet på eksspionen Aleksander Litvinenko i London, og hvad kræfter i det tidligere Sovjetunionen ellers ulejliger Vesten med. En af deltagerne skulle være den tidligere skakverdensmester Garry Kasparov, en af præsident Putins skarpeste kritikere. En anden skulle være ARDs tidligere Moskva-korrespondent Klaus Bednarz. En tredje den sovjetiske ambassadør i Berlin Vladimir Kotenev.

Pludselig blev invitationen til Kasparov trukket tilbage. Den officielle forklaring var, at det ville være indviklet at koble ham til fra Rusland og dyrt at have en oversætter. Bednarz, der også blev taget af programmet, fik at vide, at ambassadøren havde betinget sig, at Kasparov ikke deltog, hvis han selv skulle optræde.

Den forklaring, der ifølge Bednarz kom fra en af tilrettelæggerne, er siden blevet dementeret af Christiansen. Kasparov og ekskorrespondenten blev smidt af, fordi russeren ville have kostet for mange penge og tyskeren oversteg mandekvoten, lyder forklaringen.

Det tror ingen på. ARD er et milliardforetagende, og Sabine Christiansen betaler gerne tolkning til mindre vigtige personer. Normalt har hun heller ikke noget mod mandlige deltagere. Såvel Netto-direktøren Claus Juel-Jensen som EU-politikeren Jens Peter Bonde har optrådt hos hende, selv om de ikke er kvinder.

Christiansen gennemførte sit show uden Kasparov og den ligeledes kritiske Bednarz. I Moskva fortsatte livet sin gang. Kasparov klagede over episoden i et lokalt radioprogram, og umiddelbart efter stormede antiterrorpolitiet hans borgerretsbevægelse.

Sabine Christiansen har siden lovet at invitere Kasparov til en anden udsendelse i marts, men ellers viser disse tildragelser to ting: Sabine Christiansen burde være fortsat hos Lufthansa, og der er ugler i mosen i Moskva. Enten er Putin en diktator, eller han er ikke herre i eget hus. Man ved ikke, hvad der er værst. Men værtinden har sikkert et smil, der passer til situationen.