Kresten Schultz-Jørgensen: Kære turist, gør os alle en tjeneste og bliv hjemme

»Bliv hjemme fra Venedig og Galapagos. Bliv hjemme fra Bali og Aruba. Undgå Tanzania, hvor boligerne til 6000 Massaier i sommer blev brændt ned af de arrangører, der driver jagtture,« skriver Kresten Schultz-Jørgensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sommeren er slut. Tusinder af kinesere har forladt København og er rejst hjem til deres luftforurening, mens danskerne slipper for at være uvelkomne i Barcelona, Venedig og Rom. Endnu har københavnerne ikke angrebet turister direkte, men sydpå går frustrerede borgere løs på både turistbusser og cruiseskibe.

Hvordan er det kommet så vidt? At rejse er at leve, mente H.C. Andersen om den frie tilstand i mødet med oplevelsen. Sandheden er i dag, at masseturismen med Airbnb og billige flyrejser på kort tid er blevet et problem, der spolerer både miljø og lokalsamfund.

I 1998 rejste 560 millioner turister rundt på planeten. Tyve år senere 1,2 mia. I Thailand lukkede man i år en hel ø, fordi affald fra turister ødelagde øens økosystem. På Balis strande er der på en seks kilometer lang strækning erklæret nødsituation på grund af de 100 tons affald fra turister, der hver dag tårner sig op.

Der er vi ikke i Danmark, men tendensen er tydelig. 74% flere turister i perioden fra 2008 og 2017, hvad der kan mærkes på byens Inderhavnsbro, når cyklende turister vælter rundt i morgentrafikken, og når vi adskillige steder på Christianshavn er ét skridt fra Solvang.

I Spanien demonstreres mod ukontrolleret masseturisme i Barcelona, der blandt andet menes at trække huspriserne op. Fold sammen
Læs mere
Foto: PAU BARRENA.

Nuvel, kære læser, jeg er med på, at De elsker at vise landet frem for købeglade amerikanere og selv er høj på billige flybilletter og thaimassage. Men lad os alligevel dvæle et øjeblik ved det faktum, at masseturismen som et nyt fænomen kræver en vis regulering.

Derfor tre konstruktive løsninger, hvis man fortsat vil rejse, opleve og udforske den trætte planet.

Løsning nr. 1 er at stille intelligente krav til masseturismen. I Brügge, hvor den historiske bymidte hvert år besøges af 6 millioner turister, må grupperundvisninger kun finde sted med mikrofon og høretelefoner. I Valencia har bystyret valgt at begrænse Airbnb, fordi de lokale presses ud af byen. I Rom må man ikke længere drikke alkohol på gaden om aftenen. Og i Amsterdam har man forbudt cykler med plads til festaber, der drikker øl, mens de cykler og råber, og hvad de gør. Beer bikes verboden.

Løsning nr. 2 er at sprede turismen ud. Det er muligt at tusinde amerikanere gerne vil tosse rundt i Indre By på en lejecykel, men fremover må de så sinke trafikken på Nørrebro og Vesterbro, rundt om Karen Blixen-museet (der sagtens kan bruge lidt besøgende) eller på vej mod det vidunderlige søfartsmuseum i Helsingør (der denne sommer har været helt afskåret fra hovedstaden grundet DSBs sporløse sporarbejde).

Løsning nr. 3 er, at flere af os dropper rejserne til de steder, der slet ikke ønsker turister og de steder, der åbenlyst ikke kan styre masseturismens ødelæggelser.

Bliv hjemme fra Venedig og Galapagos. Bliv hjemme fra Bali og Aruba. Undgå Tanzania, hvor boligerne til 6000 Massaier i sommer blev brændt ned af de arrangører, der driver jagtture.

Besøg i stedet de regioner, der dyrker den bæredygtige turisme. Besøg steder, der er tro mod regionens særlige DNA. Besøg steder, som ingen kender. Eller det unævnelige: Bliv hjemme og undersøg der, hvor vi bor.

Turister i Park Guell i Barcelona. Ifølge spanske aktivister har turismen taget overhånd i byer som Barcelona og Palma de Mallorca. Fold sammen
Læs mere
Foto: Josep LAGO / AFP / Ritzau Scanpix.