Kim Leine: »Folk vælter sig i forestillinger om jordens undergang – det er nærmest som en slags porno«

Visse spørgsmål er evigt aktuelle. Hver uge stiller vi nogle af dem til en kendt dansker. I dag forfatteren Kim Leine.

KL
Forfatter Kim Leine. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne Bæk

Kan du beskrive dig selv med tre ord? Og hvorfor lige dem?

»Nordmand. Dansker. Grønlænder. Jeg er født i Norge, stak af til Danmark, da jeg var 16 år og stak af til Grønland, da jeg var 30. Så der er en tredelthed i min identitet.

Jeg har altid haft det sådan, at når jeg var den ene, ville jeg gerne være de to andre. Når jeg var i Norge, ville jeg gerne være dansker, i Danmark ville jeg gerne være nordmand – og ligemeget hvor jeg var, ville jeg gerne være i Grønland. Og omvendt. Den totale forvirring.

Men nu tror jeg ligesom, jeg har fundet mig selv og synes, det er fint at være én ad gangen. Det har noge at gøre med at blive gammel. Jeg kan stadig skifte mellem de tre identiteter. Men jeg har ikke den samme rastløshed, som jeg havde engang.«

»Når jeg var i Norge, ville jeg gerne være dansker, i Danmark ville jeg gerne være nordmand – og ligemeget hvor jeg var, ville jeg gerne være i Grønland.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne Bæk.

Tror du på Gud?

»Nej. Og jeg beder til ham. Og skændes med ham. Og gør oprør mod ham. Man kan sige, det er meget at gøre ud af noget, som man ikke mener findes. Næsten helt Don Quixote’sk, som at slås med vindmøller. Jeg er jo vokset op i Jehovas Vidner, og jeg var nødt til at skille mig af med den gud, for han var ude på at slå mig ihjel. Derfor føltes det som den nemmeste løsning at holde op med at tro på ham.

Men jeg kan ikke bare skille mig af med den der barndomstro på Gud. Og jeg føler, at det hjælper med en bøn engang imellem. Selv som ateist har man brug for den ydmyghed, der ligger i, at der er noget udenfor, man kan sætte sin lid til. Ellers bliver vi jo totalt arrogante, hvis vi tror, vi kan klare det hele selv.«

Er du bange for døden?

»Ja, det er jeg – og jeg ville ønske, det var gensidigt, men det er det vist desværre ikke. Jeg synes, det er så urimeligt, at jeg skal dø, det kan ikke være rigtigt. Det er ikke smerter eller dødsprocessen, jeg frygter. Men det sorte hul, bare at forsvinde, det totale tab af identitet – det synes jeg er skræmmende.

Jeg plejer at sige, at døden er altings præmis – i alle gode film og al god litteratur er der en grundtone, der handler om døden. Døden er drivkraft i meget kunst og litteratur. Også i min.«

Hvad er det største problem i verden lige nu?

»At alle folk tænker i katastrofer. Vi har en katastrofetænkning, som gennemsyrer alt. Det er meget uheldigt og meget farligt, for det lammer os, så vi ikke får gjort noget ved de problemer, der er. Det er nærmest som en slags porno – folk vælter sig i forestillinger om jordens undergang, næsten som de gamle vækkelsesprædikanter i middelalderen. Det fører ikke noget godt med sig.«

Kim Leine, forfatter

»Selv som ateist har man brug for den ydmyghed, der ligger i, at der er noget udenfor, man kan sætte sin lid til. Ellers bliver vi jo totalt arrogante, hvis vi tror, vi kan klare det hele selv.«


Hvad må man ikke udsætte dig for?

»Man må endelig ikke sende mig ud på en rejse uden læsestof. Så får jeg det virkelig forfærdeligt.«

Har du et ar, der fortæller en særlig historie?

»Jeg har et ar på kinden, som jeg fik, da jeg boede i Nuuk og havde en masse kærester. Det var et kæmpestort rod, for jeg var også gift. En dag stod én af de der kærester udenfor og buldrede på døren. Min kone, som godt vidste, hvad jeg havde gang i, sagde: »Gå ud og snak med hende, ellers vækker hun jo hele blokken.« Gennem vinduet kunne jeg allerede se, at folk havde stillet sig op på altanerne med kaffe og cigaretter for at more sig.

Så snart jeg kom ud, kastede hun sig over mig og kradsede mig i ansigtet, virkelig voldsomt, så blodet flød. Så vendte hun sig om og gik væk – triumferende. Min kone kiggede på mig, da jeg kom ind med blodet dryppende, og sagde det, jeg aldrig har glemt: »Er du ikke snart færdig med at lave research til den der roman?« Jeg snakkede altid om den roman, og kunne vi ikke bare betragte alt det rod som research til den? Det var hun sådan set OK med. Men det her var lige i overkanten.«

Kim Leine debuterede som forfatter i 2007 med den selvbiografiske roman »Kalak« og slog for alvor igennem med det store historiske værk »Profeterne i Evighedsfjorden« i 2012. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne Bæk.

Hvad er den største løgn, vi fortæller hinanden om kærligheden?

»Nyforelskede bliver ved med at fortælle hinanden, at kærligheden forbliver uforandret. Men det gør den ikke, den køler lidt af, og så kan der måske indfinde sig noget fornuft i stedet for. Det skal man forberede sig på, så man ikke bliver skuffet. Men selv om kærligheden forandrer sig, er det lige så meget kærlighed af den grund.«

Hvad er dit yndlingsord?

»Svaberg. Det er norsk, vi har ikke et tilsvarende ord på dansk. Svaberg er flade, glatslikkede klipper, der går ned i havet, og som man bader fra. Ordet lugter af opvarmet klippe og sommer og sol. Det kan jeg godt lide. Bergmans film er fulde af svaberg. Og »Vi på Krageøen«.«

Hvad er dit yndlingsbandeord?

»Jävla skitstövel. Det er svensk og kan bedst oversættes til »forbandede lortestøvle«. Det er sådan et godt bandeord, der er saft og kraft i det. Men det er blevet forbudt i Sverige, fordi de synes, det er for grimt.«