Jamen, vi kommer jo alle steder fra

Foto: Thomas Lekfeldt. Lars Rix, kulturredaktør.
Læs mere
Fold sammen

»Sikke en fantastisk reklame.« »Del, del, del!« »Jeg kunne ikke undgå at fælde en tåre, da jeg så den her.«

Disse kommentarer og mange flere i samme jublende stil boblede frem på Facebook, da rejse-sitet Momondo i sidste uge lancerede en stor viral reklamekampagne under navnet »The DNA Journey«, der med lynets hast blev spredt ud via de sociale medier.

Årsagen til de mange reaktioner var givetvis, at reklamen appellerede til vores følelser om fællesskab og samhørighed. I reklamefilmen ser man således en række personer, der bliver spurgt om, hvem de ikke bryder sig om. Englænderen er ikke meget for tyskere, manden fra Bangladesh er ikke begejstret for indere og pakistanere og så videre.

En DNA-test viser så efterfølgende, at eksempelvis englænderen faktisk er fem procent tysk. Således er ikke et øje tørt. Stor, stor overraskelse – vi er alle sammen alle steder fra.

Men nu, hvor øjeblikkets begejstring og de mange jubel-likes har lagt sig en smule, så bør man måske kigge lidt på, hvad det er, man begejstres sådan over.

For det første er det kommet frem, at nogle af dem, der optræder i reklamen, er skuespillere. Det er, hvad det er. Verden vil bedrages, og nogle af de bedste til det er reklamebranchen, så det er næppe den store overraskelse.

Nej, mere problematisk er det, at så mange helt ukritisk deler og jubler over noget, der dybest set er det rene vrøvl.

For som pressechefen i Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Frits Bredal, tørt og så rigtigt konstaterede det i et længere indlæg på de sociale medier i går: »Jeg undrer mig ofte over, at selv højt begavede og højt uddannede mennesker ofte er totalt ukritiske i forhold til alt det sludder og vrøvl, der bliver hældt ud på Facebook.«

»Senest den meget omtalte Momondo-reklame, som forsøger at sælge billetter ved at appellere til den mest klæbrige form for fællesskabsfølelse. Med afsæt i en åbenlyst forvrøvlet og helt igennem uvidenskabelig idé om, at der skulle findes en klart defineret DNA-variant af forskellige folkeslag. Hvilket jo, dybest set, er en totalt racistisk idé.«

Bredal rammer hovedet på sømmet her.

For selvfølgelig kan man ikke se på et DNA, om man er fem procent tysker. Eller dansker for den sags skyld. For det kræver jo, at der findes et 100 procent rent dansk eller tysk DNA. Det tror jeg end ikke Momondo kan fremlægge.

Lad os nu ikke glemme den kritiske sans – heller ikke på de sociale medier. Det er så nemt at smide om sig med likes og kommentarer, men det forhindrer jo ikke lidt omtanke.