Jakob Steen Olsen: Vi skal have modet til at trække stikket på kulturen

Efter 30 år med gratisforestillinger i Kongens Have er støtten trukket til teatret Brændende Kærlighed. Pengene skal bruges til noget andet. Det burde vi have mod til at gøre noget mere.

olsen
Foto: Thomas Lekfeldt

»Tusind tak for jeres store og vidunderlige skarpsindighed, vanvid og talent. Besparelsen er ikke til at begribe, og I vil blive savnet!!!«

Tre udråbstegn skal der til, når en trofast teaterfan tager afsked med teatret Brændende Kærlighed på Facebook. Anledningen er, at teatret, som ellers de seneste 30 år har underholdt et stort, københavnsk familiepublikum til gratis sommerforestillinger i Kongens Have, fra 7. juli spiller deres sidste sommerforestilling i det fri på Valnøddeplænen i den centrale, københavnske park.

Berlingske kunne i weekenden fortælle, at teatret må opgive at fortsætte sin mangeårige tradition, fordi Statens Kunstfonds scenekunstudvalg har trukket støtten. Teatret siger farvel til sit københavnske sommerpublikum med maner. Men årets forestilling, der ironisk nok har fået titlen »I feel good«, selvom der altså ikke er så meget at være så glad for, bliver den sidste i rækken.

Naturligvis er det da vemodigt at sige farvel til noget, som har glædet mange. Også jeg føler da et stik i hjertet ved tanken om, at de skøre, akrobatiske skuespillere, der har gjort det til deres stil at fortælle opløftende historier næsten uden et eneste ord, ikke længere vil være at finde på deres faste plads.

En af mine anmeldelser af teatret sluttede ganske profetisk:
»Nyd de gratis glæder, før det er for sent. Tiden flyver! Livet er kort og den danske sommer endnu kortere.«

Har de da gjort noget forkert? Absolut ikke. De har sådan set bare passet deres arbejde og leveret fine forestillinger og og rendyrket sommerfryd gennem 30 år.

Mod til at tage afsked

Men nu er det altså bare sådan, at noget må falde, hvis andet skal komme til. Og Statens Kunstfond, der har ret begrænsede midler med tanke på alt det, fonden skal støtte, er nødt til at insistere benhårdt på at tage noget fra nogen for at kunne kaste noget efter nogle andre. På teaterområdet påhviler det fonden at være primus motor i forhold til at støtte alt det teater, der kan være med til at udvikle kunstarten uden for de faste institutioner. I mange år har Statens Kunstfond så også lige - lidt ærgerligt - været den eneste redningskrans for etablerede teatre, der ikke havde andre steder at gå hen, men som vi ikke ville af med, fordi det, de lavede, var af høj kvalitet.

Men ingen ejer kulturlivet, ingen har hævdsret til kulturkronerne, heller ikke selvom de har fået støtte de sidste tre årtier. På de større teatre regerer teaterchefer da også i åremålsbegrænsede stillinger - reglerne er generelt blevet skærpet på området, netop fordi ingen længere skal kunne »sidde« på et teater i evigheder. Så må nye komme til med andre ideer.

Fra teatret Brændende kærligheds »I feel good«, der bliver deres sidste i Kongens Have. Fold sammen
Læs mere
Foto: Gorm Valentin.

I det hele taget burde vi have langt større mod til engang imellem at tage afsked selv med noget, der fungerer udmærket, men som står i vejen for andet og nyt. Mange havde på teaterområdet drømt om, at man i højere grad ville have modet til at brænde hele huset ned i forbindelse med dette års teaterlovsrevision - i stedet blev det til mindre justeringer af den teaterpolitik, som sin grundform ligner den, daværende kulturminister Julius Bomholt indførte i 1961. Så drastisk behøver vi måske heller ikke gå til værks, men det kan ikke nytte noget, at vi i kulturpolitikken ikke løbende har mod til at sige tak for denne gang og gå nye veje.  Også i endnu højere grad, end det nu er tilfældet, hvor ingen forandringer kan blive til noget, fordi »Ghita Nørby lænker sig til Rialto Teatret«, som jeg plejer at sige.

Så jo, besparelsen er faktisk til at begribe. Og ja, teatret Brændende Kærlighed vil blive savnet. Men så kommer der nok noget andet.