Hvad er den nøgne sandhed?

Statens Museum for Kunsts nye direktør har selv kurateret særudstillingen »Tæt på« om intimiteter i kunsten. Når vi taler om det intime i et billede – hvad er det så, vi taler om?

Hvad er det intime? ?Vi taler ofte om »det intime« i et billede – men hvad er det egentlig, vi taler om? Mikkel Bogh, direktør for Statens Museum for Kunst Fold sammen
Læs mere

En skikkelse kommer ind ad døren i den fjerne ende af hallen. Allerede brillerne og den karakteristiske klipning levner ingen tvivl: Mikkel Bogh er på vej gennem salen og vil snart stå ansigt til ansigt med den udsendte.

Den relativt nyslåede direktør for Statens Museum for Kunst er klar med udstillingen »Tæt på« og har tilbudt en personlig omvisning.

Og da han kommer nærmere, kan man også ane hans sindslige tilstand. At han er spændt på sin snarlige udstilling. Plus måske en smule udmattet.

Men hvis han nu kom endnu tættere på? Hvis man pludselig kun kunne se hans kind, hans næse, hans øjne? Den travle herre ville vise en endnu »sandere« side af sig selv – men måske samtidig miste det karakteristiske for Mikkel Bogh. Så hvor tæt skal man egentlig på? Og på hvad?

»Tæt på« er en udstilling, der begyndte som bog. Mikkel Bogh havde den i tankerne allerede som ung universitetslektor. Han blev siden chef for Kunstakademiet og måtte lægge drømmen lidt på hylden igen. Altså lige indtil han forrige år fik posten som direktør for Statens Museum for Kunst og kunne sætte landets største samling i spil.

Direktøren selv som kurator... Er det ikke usædvanligt?

»Joh. Men kollegerne ville gerne se, hvad jeg kunne finde på,« siger Mikkel Bogh.

»Og jeg sagde ja med det samme. For jeg arbejder jo meget med politik, strategi og personalesager – så jeg har ikke mulighed for at være i materien hver dag. Jeg så en særudstilling som en mulighed for at lære vores samling at kende og virkelig komme rundt i hjørnerne.«

At udstillingen kommer samtidig med en egentlig bog i stedet for det sædvanlige katalog, bliver stadig mere almindeligt rundt om i verden. En vigtig del af moderne kunstmuseers arbejde finansieres i dag af fonde. Og fonde ser ofte mest velvilligt på blivende ting som en bog.

»Lige præcis en udstilling om intimiteter passer også godt sammen med bogens verden,« siger Mikkel Bogh.

»For der findes en parallel mellem det intime og især romanen. Malerne og forfatterne begynder at interessere sig for det intime næsten samtidig. Bogen har derfor også fiktive elementer og er i lange stræk bygget op med dialoger eller breve en samtalepartner.

Når udstillingen taler om »intimiteter« i flertal, skyldes det netop temaets foranderlige væsen. Det intime i bred forstand har set vidt forskelligt ud til forskellige tider. Selv den nøgne krop har både været mere sexladet end nu – og mindre.

Et af udstillingens tidligste billeder er Balthasar Denners selvportræt med familie. Tyskerens maleri er fra 1730 og havde været utænkeligt bare et århundrede før:

Man ser kunsteren med en hustru, der virker emanciperet og helt igennem selvstændig. De halvstore døtre er med til forberedelsen af aftenens fælles musiceren. En mindre søn slænger sig næsten som en dandy mod sin mors skørter.

»Han har lagt store ambitioner i portrætteringen af sig selv og familien,« siger Mikkel Bogh.

»Familien er blevet en sluttet størrelse: En intimfamilie. Når man talte om familie før Denners tid, var tjenestefolkene inkluderet. Familien i vores forstand grundlægges her i 1700-tallets begyndelse. Det er mennesker med et åndeligt og følelsesmæssigt fællesskab.«

Den nye tids syn på familien findes også i Anton Tischbeins store »Familien Souchay« fra 1779:

Familien er ikke fin i den forstand, snarere et resultat af farmands held som guldsmed. Den mimer en adelsfamilie med damernes frisurer og herrerne med spadserestokke.

Men vi fornemmer samtidig klart, at det er en borgerlig familie med forældre og børn. Og malerier af den ægte adel ændrer karakter på fuldstændig samme tid. Adelsfolk viser sig nu i familiens skød som på borgerbillederne. De er en familie som alle andre. Mikkel Bogh ser noget logisk i malernes nye fokus på familien som ramme for det intime.

»Familien ligger jo tæt på kunstnerne selv,« siger han. »De færreste malere er trods alt af adelig herkomst. Så de opfinder nogle motiver, der kan rumme den private erfaring. Og de gør det i en tid, hvor det individuelle vokser frem – hvor »min historie« har samme ret som rige folk eller Antikkens kendisser.«

Borgerskabet og den nye middelklasse sætter altså en ny norm. En ny standard for hvilke følelser, man finder passende at vise frem. I sidste ende en ny jævnbyrdighed mellem selve motivet og den, der ser på billedet. Mellem dem og mig.

»Kunsten begynder så samtidig en art udskillelsesløb – og dét løb skal vare et par hundrede år,« siger Mikkel Bogh. »Ansigter handler stadig mindre om, hvordan de passer til overleverede normer for skønhed. Men om hvordan de mest ligner sig selv.«

Intimitet kan derfor også være et spørgsmål om folks engagement i ting eller for den sags skyld hinanden.

Som når romantiske kunstnere maler mennesker, der virker synligt optaget af noget. Med eller uden fugtige øjne, vendt mod himmelske højder. Det intime kommer i dette tilfælde helt indefra.

Som når Anna og Michael Ancher vurderer et kunstværk sammen. Eller når et ungt par står ude i det fri og taler med hinanden. Maleren henleder helt og holdent vores opmærksomhed på det, der sker imellem dem. Meget af den slags er på færde i Wilhelm Bendz’ besøg hos »Familien Raffenberg« fra 1830: Billedet viser den unge etatsråd Michael Raffenberg sammen med sin forlovede og sin mor. Hans forlovede er muligvis hjemme hos sin kommende svigerfamilie for første gang. Men det interessante er på en vis måde ham, der mangler på maleriet – nemlig den afdøde far. Det kunne meget vel være ham, de har taget ned fra væggen. Og det intime ligger så i de efterlevendes tanker.

I øvrigt et maleri, der viser et maleri fra bagsiden. Med blændramme og det hele!

»Vi ser vel en overdragelse af autoritet fra den afdøde far til husets kommende søn,« siger Mikkel Bogh. »Familien er ved at grundlægge en ny intimitet.«

Mange af udstillingens billeder handler om det intime rum som en åbning mod noget større. Som når L.A. Ring i 1885 maler »Et besøg i et skomagerværksted«:

Billedet stammer fra provisorieårene med deres turbulens i det politiske liv. Agitatoren fortæller to håndværkere om det vigtige i politisk aktivisme. Et intimt rum, der skal håndtere et stort spørgsmål.

Følesansen er en anden side af intimiteterne.

Ejnar Nielsen malede hovedværket »En læsende blind pige« i 1905 og toner den blindes omgivelser helt ned. Bogen og hendes hænder udsender til gengæld et kraftigt lys. Antændt af fingrenes kontakt med papiret.

Det intime kan også ligge i selve lærredet og malerens penselstrøg. En maler som Franciska Clausen tog eksempelvis genren stilleben op i det 20. århundredes begyndelse og er repræsenteret med »Cirkel og firkant« fra 1930.

»Selv helt ensfarvede eller meget konstruktivistiske billeder har masser af tekstur – bare man kommer tæt nok på,« siger Mikkel Bogh. »Det fortæller mig, at de malere også interesserer sig for maleri som sådan. Altså ikke bare for konstruktionen i det hele. Men også for penslens kontakt med lærredet.

Jeg har stillet et spørgsmål: Hvad er det intime? Vi taler ofte om »det intime« i et billede – men hvad er det egentlig, vi taler om?«

Og nå ja: Nøgenhed har i lange perioder været den ultimative intimitet. Værker på Mikkel Boghs udstilling viser alt fra afklædte kvinder i det romerske bad til egentligt samkvem.

Også fordi nøgne kroppe var et sjældent syn hos eksempelvis romantikkens borgerskab. Ikke engang ægtefolk viste sig nødvendigvis afklædte for hinanden.

Den slags kunne beses helt legitimt i museernes sale. Og kan det igen på Statens Museum for Kunst fra 11. februar.

Er der ikke noget pleasende ved din udstilling? Emnet lyder jo tillokkende...

»Det er det da også!«, siger Mikkel Bogh. »Men udstillingen vil ikke være pleasende. Jeg har interesseret mig for spørgsmålet i årevis. Og jeg kan forsikre dig for, det her ikke har været en nem historie at fortælle og kommunikere videre.

Udstillingen rummer mange lag og forgreninger, der kræver fordybelse. Men den viser også bare en masse interessante værker - også nogle mere kulørte – som vi hver især kan gå på opdagelse i.«