Historisk drama vinder Berlingskes bogpris

Berlingskes læsere valgte den 44-årige historiker og journalist Tom Buk-Swienty som årets vinder af Læsernes Bogpris.

Tom Buk-Swienty modtager Læsernes Litteraturpris 2011 på Marienlyst Hotel i Helsingør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Dennis Lehmann

Vinderen af Berlingskes og Danmarks Biblioteksforenings litterære hæder, Læsernes Bogpris, der er på 75.000 kroner, og som hertil aften blev uddelt for ottende gang, er Tom Buk-Swienty, der har skrevet de to bøger 'Slagtebænk Dybbøl' og 'Dommedag Als' om krigen i 1864.

Prisen blev - vanen tro - uddelt på Danmarks Biblioteksforenings årsmøde, og i år foregik det på Hotel Marienlyst i Helsingør. Efter et spændende afstemningsforløb, hvor rekordmange - næsten 16.000 læsere - har stemt, blev den 44-årige forfatter, journalist og historiker Tom Buk-Swienty den overbevisende vinder.

Men også Flemming Roses »Tavshedens tyranni«, Stéphanie Surrúgues »Enegænger«, Anne Lise Marstrand-Jørgensens »Hildegard« og Suzanne Brøggers »Jeg har set den gamle verden forsvinde – hvor er mine øreringe« trængte sig på. »Slagtebænk Dybbøl« blev valgt som Årets historiske bog i 2008, Tom Buk-Swienty modtog Årets faglitterære Pris i 2009 og Søren Gyldendal Prisen i 2010.

Men selv om det langt fra er første gang, at han bliver hædret, betyder Læsernes Bogpris meget for Tom Buk-Swienty. »Jeg må nogle gange knibe mig lidt i armen, når jeg oplever den interesse, der er om de her bøger,« siger han. »Det er en fantastisk oplevelse at få hæder. Og det specielle ved denne pris, er, at der er så mange læsere, der deltager. Det er en stor cadeau. Jeg oplever det også, når jeg holder foredrag. Der kommer helt utrolig mange mennesker. I høj grad også på bibliotekerne.«

Tom Buk-Swienty er da også ved at afslutte en fem måneder lang foredragsturne non-stop rundt i landet. Hans personlige historie med de to bøger om krigen i 1864 begynder ligesom de historiske begivenheder i det sønderjyske.

»Jeg er vokset op tæt på Sønderborg, og som dreng var jeg tit ved skanserne og var meget fascineret af det. Jeg læste bøger om krigen i 1864, og det lagrede sig i min bevidsthed. Jeg var - også som dreng - et par århundreder bagud. Napoleonskrigene interesserede mig voldsomt, mens de andre gik op i Anden Verdenskrig. Det var alt for moderne for mig.«

I »Slagtebæk Dybbøl« og »Dommedag Als« beskriver Tom Buk-Swienty bl.a. slaget ved Dybbøl - stormen 18. april minut for minut og de mildest talt kaotiske fredsforhandlinger, som førte til den tyske og prøjsiske hærs invasion via Als natten til 29. juni 1864. Buk-Swienty fortæller historien ved hjælp af et omfattende kildemateriale og zoomer ud og ind mellem bl.a. øjenvidneskildringer, journalistiske reportager og historisk arkivmateriale på en måde, så man som læser føler, man selv var ved fronten.

Netop det hæftede Jens Andersen, Berlingske litteraturredaktør, sig ved, i sin tale til Tom Buk-Swienty.

»Det er disse suveræne episke greb ned i og om sit stof, der gør Tom Buk-Swientys to bøger til noget særligt i dansk faglitteratur i disse år. Han sprænger simpelthen de sidste stumper af rammerne for årtiers puritansk-akademisk historiefortælling og bekender sig til gamle dages mere plastisk orienterede, virtuelle fortælleformer,« sagde Jens Andersen og noterede, at Buk-Swienty dermed er i liga med med den store historiefortæller Thorkild Hansen.

»Han kunne jo også den sport at blænde op for fortrængte eller fordrejede kapitler af Danmarkshistorien. Tænk bare på den mesterlige trilogi fra slutningen af 1960erne om vore forfædres alt andet end glorværdige rolle i slaveriets historie. Thorkild Hansens tre bøger om slavernes kyst, slavernes skibe og slavernes øer gør nøjagtig det samme ved læserne, som Buk-Swientys to om krigen i 1864: Tager os med tilbage til et ground zero i danmarkshistorien, som generationer af konfliktsky, konsensussøgende historikere har forsøgt at dække til.

Tom Buk-Swienty er cand.mag i historie og amerikanske studier, men har også arbejdet som journalist og været Weekendavisens USA-korrespondent. Netop det at kombinere de to tilgange har været Buk-Swientys metode.

»Jeg har jo altid syntes, at god kulturlitteratur, eller det, man på engelsk kalder narrative non fiction, jo i den grad kan tage kampen op mod skønlitteraturen. Der ligger enorme litterære muligheder i historieskrivning.« Forbillederne er bl.a. amerikanske Tom Wolfe, en af foregangsmændene inden for den personlige form for journalistik, new journalism, ligesom han er vild med Tolstojs »Krig og Fred«.

Tom Buk-Swienty er gået i gang med researchen til en biografi om Wilhelm Dinesen, Karen Blixens far. Når han fortæller om det, er det på den samme måde, som han skriver på. Levende og intenst. Man fornemmer dramaet, og han går over i nutid.

»Jeg møder ham - så kan du høre, hvor nørdet jeg er - på Dybbøl Banke i 1864, han er med som ung løjtnant og skriver utrolig levende om det, han var med til.« Efter at have brugt ham i bøgerne besluttede han, at der var stof til en helt biografi om eventyreren Dinesen. Pengene, de 75.000 kroner, der følger med prisen, regner Tom Buk-Swienty med at bruge til det ophold, han og hans kone, og deres to børn planlægger at tage til USA.