Halvfyldt men helhjertet hyldest til Michael Moore

Filminstruktøren Michael Moores seneste film, »Sicko«, skal ændre verden og især det amerikanske sundhedsvæsen. I går indledte han kampen i Sønderborg, hvor filmen for første gang i Europa blev vist for et offentligt publikum. Langt færre end forventet var mødt op, men de, der kom, fik lettere forsinket hvad de ville have: Storpolitik og skarpe holdninger serveret med humor og et glimt i øjet.

Michael Moore havde sine skarpe holdninger med til Sønderborg. Foto: Claus Thorsted Fold sammen
Læs mere

Den amerikanske filminstruktør Michael Moore viste i går sin nyeste film, »Sicko«, i Sønderborg. Efterfølgende blev der, på hans første visit i Danmark, også tid til et foredrag, og selvom fremmødet ikke var så stort, som håbet, blev det en varm modtagelse til den kontroversielle instruktør, der var ganske forsinket.

Velbjergede overlæger fra hele landet var til stede. De skulle se, hvordan det står til med det amerikanske sundhedssystem. Enhedslisten var repræsenteret med flere folketingsmedlemmer. De skulle måske have inspiration til nye lovforslag.

Derudover var byens spidser repræsenteret, men frekvensen af mænd iklædt t-shirts med tryk af Lenin og Che Guevara var højere end set i et stykke tid.

Michael Moore er en mand, der taler til mange. Og mange forskellige, men han er også en mand, der deler vandene. Han er lige så elsket, som han er hadet.

Ikke siden pressevisningen på filmfestivalen i Cannes, hvor »Sicko« blev modtaget med et kvarters stående ovationer, har filmen været vist i Europa. Men hvor modtagelsen i Cannes var overstrømmende, virkede det ud fra fremmødet i Sønderborg ikke som om, den amerikanske instruktør var videre populær.

I hvert fald var kun halvdelen af de i alt 1.000 billetter til kombinationen af filmvisning og foredrag med manden selv, blevet solgt, og det betyder, at arrangørerne, Kultur i Syd, kan se frem til underskud Men det, som det hele handler om, filmen, blev modtaget godt. Som i Cannes fik filmen også et stort bifald med på vejen, og der blev grinet på de rigtige tidspunkter og virret forarget på hovedet på de tidspunkter, hvor det var passende. Som når man hørte skrækhistorier om en amerikansk mand, der måtte vælge, hvilken finger han ville have syet på igen, fordi han ikke havde råd til at fået syet begge på efter en savulykke. Som når man hører om en kvinde, der bliver kørt ned og bliver tvunget til at skulle betale for ambulancen, fordi hun ikke havde forhåndsgodkendt kørslen af den simple grund, at hun ikke vidste, hun skulle køres ned. Eller når en 22-årig, ung mor tvinges til at indgå proformaægteskab med en canadier, så hendes barn kan blive behandlet i Canada. Gratis forstås.

I Sønderborg satte Michael Moore på pressekonferencen sin kritik af amerikanske samfundsforhold ind i en dansk kontekst: »Jeg var i Danmark i 1974. Så gode, intelligente udsendelser i fjernsynet. Og i dag så jeg lidt dansk TV på hotellet. Hvad er der sket for jer? I følger de amerikanske medier, der bare forsøger at fordumme befolkningen,« sagde han og fortsatte med rådene.

»I må ikke tillade, at private firmaer begynder at få magt på sundhedsområdet, som de har i USA. Hvis I går »the american way,« får I mere ulighed, mere kriminalitet og flere sociale problemer. Man skal ikke lytte til amerikanerne. De burde sendes i skammekrogen,« sagde han og understregede, at den danske virkelighed ikke nødvendigvis er meget langt fra den, han beskriver i sine film, selv om han dog ikke mener, det står helt så grelt til her.

»Men der er problemer i Danmark. I ligger nummer 34 i den undersøgelse, hvor USA ligger nummer 37.«

Moores bærende påstand i filmen er, at det eneste sted i USA, hvor der er gratis sundhedspleje for alle er på Guantanamobasen. Det eneste Moore sætter sig for at der skal tilbydes er den samme behandling, som den amerikanske stat tilbyder al-Qaeda. Nemlig gratis behandling døgnet rundt. Højlydt latter fra salen.

Missionen mislykkes, men i stedet får amerikanerne gratis behandling for deres lidelser på Lucifers (det kalder Michael Moore Fidel Castro) hospitaler.

Filmen er, som det gælder alle Moores film, blevet modtaget under stor ståhej i USA. På CNN har man med varierende held forsøgt at tilbagevise alle Moore pointer i en stil, der får balladen om Den Hemmelig Krig herhjemme til at ligne lidt venlig tjit-tjat.

Men på trods af eller måske netop på grund af den voldsomme eksponering, positiv som negativ er Moore den måske mest kommercielt succesfulde dokumentarist i verdenshistorien. Den 53-årige instruktørs seneste film Fahrenheit 9/11 indspillede således over en milliard kroner. Og en så overvældende succes bliver straks bemærket. Derfor blev han i 2005, af Time Magazine, udnævnt til at være en af verdens 100 mest indflydelsesrige personligheder. Og når Moore, er Moore, vil han ændre verden. Således også i dette tilfælde. »Før vi når til en erkendelse af, at det handler om os og ikke mig, bliver USA aldrig et bedre sted at bo. Vi må indse, at vi svømmer sammen og vi synker sammen,« siger Michael Moore, da han mod filmens slutning skærer pointen ud i pap.