Gertrud Højlund: Til kamp for det uambitiøse liv

»Jeg lader andre om systemets fejl og mangler, men jeg vil gerne være med til at fortælle en anden historie.«

Gertrud Højlund klumme byline Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Jeg fornemmer, at det er vigtigt at være ambitiøs. Man skal sætte sig nogle mål i livet, og de skal helst være store, og så skal man knokle for at nå dem. Man skal være kvalitetsbevidst, og man skal ikke lade sig nøje med andet end det bedste. Den bedste karakter, det bedste SoMe-liv, den bedste kæreste, karriere, krop, you name it. Det hele skal optimeres, før det er godt nok, ambitionerne er tårnhøje, og jeg mærker konturerne af stress og præstationsangst bare ved at skrive på den måde.

Sundhedsstyrelsens seneste rapport taler da også sit eget tydelige sprog om, hvordan især unge kvinder oplever stress og dårligt mentalt helbred. Det går den forkerte vej. Og når man på den måde ser tendenser i samfundet, skal man være varsom med at pålægge individet ansvaret. Så vil det ofte være, fordi vi har bygget en fejl ind i systemet, eller fordi vi fortæller en historie, som ikke giver de bedste forudsætninger for at forstå sit liv.

Jeg lader andre om systemets fejl og mangler, men jeg vil gerne være med til at fortælle en anden historie. Om at lægge sine ambitioner på hylden, lade kærligheden råde i stedet og holde sine forventninger på et minimum. For helt grundlæggende skylder livet os ikke noget. Det skylder os ikke appelsiner i turbanen eller solskin til havefesten. Vi har fået livet skænket helt gratis, og skæbnen skylder os ikke mere end det.

Min far lærte mig at holde forventningerne nede. Den ene gang vi skulle på skiferie, fortalte han, at vi nok ikke skulle regne med, at der var sne i Norge. Så kunne vi bruge turen på at indstille os på det, og da vi ankom til et snedækket Rauland, var vi meget taknemmelige over vores held. Lave forventninger til det, man ikke selv har kontrol over, er en tilbagevendende kilde til taknemmelighed og ubristede illusioner.

Så til helvede med forventningerne. Sæt dem lavt og kryds fingre for resten. Og smid så ambitionerne samme vej. Ambitioner er nemlig i sin natur aldrig tilfredse med livet, som det er. Nuet mister betydning, fordi det først er med indfrielsen af næste mål, at livet bliver godt nok. Når jeg bare lige opnår x, y eller z, så har jeg noget at glædes over. Til helvede med fuglene på taget. Det er det, du holder i din hånd lige nu og her, der tæller. Ambitionskonceptet adskiller os fra glæden i det, vi allerede har fået.

Hvis man skifter ambitionerne ud med en kærlighed til de muligheder, man har nu og her, så skifter billedet karakter. For selvfølgelig synes jeg, at vi skal gøre os umage, gøre os dygtigere, grave os ned i livets substans. Målet er ikke stilstand. Vi skal i taknemmelighed dyrke og gøre os umage med det, vi har mellem hænderne lige nu, for det fortjener vores kærlige opmærksomhed og umage. Og når vi giver noget kærlighed, så vokser det og bærer os nye steder hen – og som et livsopretholdende restprodukt får vi meningsfylde igen. Og den er et plaster på ethvert sår, livet måtte give os.