Gertrud Højlund: »Man må rejse ud for at finde sit hjem«

Gertrud Højlund misunder pariserne, at de tager deres egen by for givet. Men man kan også øve sig i at få sommerfugle i maven over sit eget kvarter.

Foto: Linda Kastrup.
Læs mere
Fold sammen

Få byer har vel fået så mange kærlighedserklæringer med på vejen, og jeg har også været der før og beskrevet en »længselsfuld amour fou efter det, jeg aldrig kan eje«. Paris. Og nu tager jeg en runde mere i temaet, for måske gennem det nedfældede ord bedre at forstå, hvilken hjemve man kan have mod en by, og måske endda et liv, der aldrig bliver mit. Og så alligevel er netop det. Mit.

For jeg kan ikke sætte ben i Paris uden at få den tanke, at jeg kunne være lykkelig i en lille etværelses lejlighed i byen. Jeg kunne tage morgenvagter på den lokale cafe. Servere p’tit café avec un verre d’eau om formiddagen og lidt bondekost til frokost, inden jeg købte en baguette med på vejen hjem. Have min faste gang og rutiner, gøre tingene som jeg plejer, sige goddag til de samme mennesker hver morgen og hver eftermiddag. Være rodfæstet og hjemme i en parisisk trummerum. Når jeg er i byen, er det netop det der gadeliv, jeg sender misundelige blikke.

Og jeg ser på alle dem, der mødes med deres venner på den lille lokale og sidder i forårssolen og får et glas og en lille bid brød og snakker om livet, hilser på dem de møder på gaden, råber over på det andet fortov »Oh Antoine, ca va?«

Fordi det er deres by og deres gader og deres historier, der fylder dem, og det var derhenne om hjørnet, de græd den aften, og ovre på den plads de kyssede den morgen, og det var lige nede ad den gade, han boede, og så videre. Deres livs koordinatsystem ligger som et net hen over Paris, for sådan er det, når man har hjemme et sted, så får man fortalt sin egen historie, når man bevæger sig rundt i gaderne.

Og jeg misunder dem. Selvfølgelig også fordi rammerne er smukke, og fordi Paris har sin egen lyd, duft, sit eget lys. Men jeg misunder dem primært, at de ejer en hjemfølelse og et koordinatsystem, at de tager byen for givet.

Og måske er det der hunden ligger. Jeg vil også tage den for givet, ligesom jeg gjorde, da jeg rent faktisk boede der. Min længsel efter Paris er på sin vis en længsel efter at blive ligeglad med den igen. For hverdag er hverdag uanset hvad.

Derfor kan man jo med rette sige, at jeg allerede har indfriet den længsel, bare i en anden by. Alt det, jeg misunder pariserne, har jeg jo herhjemme. Naboer jeg kender, rutiner og »det sædvanlige tak«, faste pladser i solen med mennesker, jeg kan vende livet med. Kram, kindkys, koordinat­systemer, aftaler, la vie. Jeg har det hele her på Nørrebro, og her jeg har haft adresse i længst tid i mit liv. Hjem.

Men mit hjemmeblik tager det for givet, længslen er indfriet, og derfor skal jeg øve mig.

For mon ikke der fra tid til anden slentrer en turist gennem min gade med boblende misundelse over alle os, der nonchelant parkerer bilen, føler sig hjemme på kaffe­baren, sætter sig i solen, mødes med vennerne, anråber naboen. Mon ikke, der er rigeligt at få sommerfugle i maven over lige der. Lige her. Hjemme.