»Fordomme er et godt sted at starte, når man skal tegne en karakter«

Rollen som den indebrændte Frederik i »Arvingerne« har fyldt godt i Carsten Bjørnlunds karriere det seneste års tid. Lige nu tager han livtag med en anden kompliceret manderolle – som storebroderen Elias i Benjamin Kitters familiedrama »Sparta« på Teater V.

Carsten Bjørnlund i den bølgende lavendelmark, der dominerer Louise Becks flotte scenografi til familiedramaet »Sparta« på Teater V. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Siden nytår har vi lært ham at kende som den knugede slipsemand og jurist Frederik i DRs »Arvingerne«, hvor han som den ældste af de fire søskende kæmper indædt for sin ret til barndomshjemmet Grønnegården.

Rollen er 40-årige Carsten Bjørnlunds hidtil største TV-hovedrolle, og han lægger ikke skjul på, at det har været en stor udfordring at medvirke i serien. Derfor havde han også tænkt sig at holde nogle velfortjente ugers ferie, inden optagelserne til de næste syv episoder begynder 9. april.

Men nu er han alligevel i fuld gang med de sidste prøver på familiedramaet »Sparta«, som har premiere på Teater V på søndag den 23. februar. Stykket er skrevet af skuespillerkollegaen Benjamin Kitter og er hans vinderbidrag i Teater Vs store dramatikerkonkurrence »Dramatisk Debut 2014«.

»Sparta« handler om ægteparret Herbert og Lilly, der har opfyldt deres gamle drøm om at tilbringe livets efterår i en lille by i Provence. Han er gået på efterløn efter 30 år som gymnasielærer, hun har tilbragt lige så mange år som hjemmegående på førtidspension. Nu kommer deres to voksne sønner på besøg i den franske idyl – Sebastian, som har tilbragt de sidste 20 år på en institution for autister, og hans storebror Elias, der har kastet sig over politik og netop er blevet folketingskandidat for et parti, hvis holdninger ligger langt fra Herberts selvbillede.

Carsten Bjørnlund spiller storebroderen Elias, en karakter, der på overfladen måske kan minde om Frederik i »Arvingerne«, men som både hvad angår moral og temperament er meget forskellig fra Frederik – og for den sags skyld også fra ham selv, understreger han. Især det sidste var stærkt medvirkende til, at han sagde ja til rollen.

»Jeg har altid tænkt på, hvordan man kan gå ind og forsvare en karakter, som ligger direkte modsat af en selv og har nogle holdninger, man ikke selv kan stå inde for – en karakter, som man dybest set ikke kan lide. Og stadig få det til at give mening uden at udstille ham og nedgøre ham,« siger han.

»Elias ligger meget langt væk fra mig selv, menneskeligt, moralsk og politisk, men jeg har prøvet at se verden gennem hans øjne. Han er vokset op i en familie, hvor han har set sin far sløse sit liv væk, sjaske med sit talent og hele livet været sådan lidt middelmådig og passiv. Og det har Elias så modreageret på og er blevet denneher meget ambitiøse, meget konsekvente og ikke særligt sympatiske person. Jeg synes faktisk, det lykkes mig at spille ham uden at udstille ham og uden at kommentere på ham med min egen opfattelse.«

Når Carsten Bjørnlund skal tegne en karakter, sympatisk eller usympatisk, tager han ofte udgangspunkt i sine egne fordomme – f.eks. de fordomme, der knytter sig til en bestemt måde at klæde sig på.

»Vi har jo alle fordomme om hinanden. Når man f.eks. ser folk med en bestemt slags sko, ved man lige præcis, hvordan de er. Så fordommene kan være et meget godt sted at starte og få en fornemmelse af en karakter,« forklarer han, og skynder sig at tilføje: »At man så helst på et tidspunkt skal vaske fordommene så meget ud igen, at man ikke ender med at stå og spille en fordom, er en anden ting.«

I arbejdet med rollen som Frederik i »Arvingerne« endte han med at gøre op med flere af sine egne og faktisk også manuskriptforfatternes fordomme.

»Til at begynde med så jeg ham som en meget tør type, en rigtig stivstikker. Og han var også oprindelig skrevet mere tør. F.eks. stod der i manuskriptet, at når han skulle have sit eget rum, sad han og hørte klassisk musik. Og det er jo ganske plausibelt, at en jurist sidder i sit dyre hjem og hører klassisk musik med høretelefoner på. Men jeg tænkte, at han kommer jo fra et kunstnerhjem og en ganske vild opvækst, så hvorfor ikke lade ham sidde og høre noget hård rock? Det gør han så i serien, og man kan også se, hvordan der i hans hjem hænger plakater med forskellige bands. På den måde starter man med en kliché, og hen ad vejen finder man ud af, hvordan man kan vende den på hovedet.«

Siden han blev færdig på Statens teaterskole i 2002, har Carsten Bjørnlund medvirket i adskillige danske film og TV-serier. Han fik sit folkelige gennembrud som Patrick i TV 2-serien »Forsvar« og har også haft større og mindre roller i bl.a. »Ørnen«, »Anna Pihl«, og senest »Rita« samt i film som »Arven«, »En enkelt til Korsør« og »Skytten«. Alligevel tøver han ikke med at kalde sin medvirken i »Arvingerne« for »en helt vildt god udfordring«.

»Ikke fordi jeg ikke har arbejdet med dygtige mennesker før, men der sker bare et lille gearskifte her i forhold til, hvad jeg hidtil har prøvet,« siger han.

»De dybder, vi har arbejdet i med denne serie, og den tid, vi har fået stillet til rådighed til at udvikle karaktererne og spille dem holistisk, det har virkelig været en fornøjelse. Det har også betydet, at hvor jeg før især syntes, det var fedt at lave film med biler og skydere, har jeg virkelig fået øjnene op for dramaet. Det har været en kæmpe udfordring, og jeg er mødt på arbejde med stor gejst hver dag.«

Han føler også, at arbejdet har modnet ham kunstnerisk.

»Jeg har været omgivet af mennesker, som har været eksperter inden for området, og som jeg har kunne lære en hel masse af og læne mig ind i. Det har været virkelig rart.«

Om hans medvirken i »Arvingerne« også giver bonus i form af flere jobtilbud, ved han endnu ikke. Han kunne godt tænke sig at prøve udlandet, men det skal gøres ordentligt, når tiden er moden, understreger han.

»Jeg har været i Hollywood en enkelt gang (hvor han havde en lille rolle i science fiction-filmen »The Thing«, red.), men det var et tilfælde, ikke noget, jeg selv skubbede på for. Det var en åndssvag film, men det var skidesjovt at opleve det menageri, kæmpestort og noget helt andet, end vi er vant til herhjemme. Vi var 130 til frokost hver dag og blev kørt rundt i biler, fløj på business og gik på røde løbere. Det var sjovt at opleve.«

Der behøver ikke nødvendigvis stå USA på et eventuelt fremtidigt udlandsprojekt. Han vil lige så gerne til England, Tyskland eller Sverige.

»Det er altid sjovt at erobre nyt land,« siger han. »Men der er også meget andet, jeg gerne vil.«

Carsten Bjørnlund har villet være skuespiller lige så længe, han kan huske.

»Mit første konkrete minde er fra en håndarbejdstime i tredje klasse, da jeg var ni år. Vi sad fire drenge oppe på et bord og syede og diskuterede den forestående skolekomedie: Hvem skulle spille hovedrollen? Og jeg mente så afgjort, at det skulle jeg, for jeg skulle være skuespiller. Jeg spillede også rollen, og det var skidesjovt,« siger han.

»Så ja, jeg har villet være det altid, og jeg aner ikke hvorfor. Men jeg har lidt min mor mistænkt for at have plantet det i mig, for da jeg begyndte at vise interesse for skuespil, begyndte hun selv at spille amatørkomedie og gjorde det faktisk lige så længe, hun kunne.«

De første syv år af karrieren spillede han næsten kun teater, men de seneste år har han bevidst arbejdet på at dreje karrieren over på film og TV-serier.

»Jeg er blevet mere og mere interesseret i det udtryk, som film og TV kan give. Jeg kan godt lide, at man kan spille de små nuancer – det har også gjort, at jeg over årene er blevet mere og mere tiltrukket af de mindre teaterscener, hvor man kan tillade sig et mindre udtryk, fordi man er tæt på publikum,« siger han.

»Men der er selvfølgelig også noget med arbejdsform og arbejdstider, som gør, at film og TV passer mig bedre i dag. Jeg har børn nu, og jeg er virkelig gået glip af mange aftensessions med børnene i de år, hvor jeg næsten udelukkende spillede teater.«

Helt slippe teatret ønsker han dog ikke, og lige nu nyder han at være tilbage på scenen efter næsten to års pause.

»Jeg har altid sagt, at jeg gerne vil have begge ting med, jeg er jo rundet af teatret, det var der, det hele startede,« siger han.

»Jeg kan vildt godt lide live-oplevelsen. At man hælder en masse mennesker ind i det samme rum, mennesker, som kommer fra vidt forskellige steder og har haft en vidt forskellig dag, og så skal man få det rum til på en eller anden måde at gå i samme retning. Vi har et stort ansvar oppe på scenen, men publikum har også selv et ansvar,« forklarer han.

»Det er heller ikke det samme rum to aftener i træk. Et onsdagspublikum er helt anderledes end et lørdagspublikum – eller en sal fuld af gymnasieelever, hvor hormonerne bare cykler rundt. Så er det spændende, om man selv tør lade sig påvirke af det forskellige publikum til at gøre noget andet, der passer til netop det her publikum. At spille TV og spille teater er to vidt forskellige udfordringer. Det svære ved TV er at få det til at se rigtigt ud, for når man er så tæt på, kan folk godt se, hvis man står og lyver. Og det svære på teatret er først og fremmest at styre slagets gang og få alle i rummet til at gå i samme retning.«

»Sparta« har urpremiere søndag den 23. februar på Teater V og spiller til 23. marts. I de øvrige roller er Kristian Halken, Ditte Gråbøl og Brian Hjulmann. Læs mere på teater-v.dk