Er din Spotify-playliste fuld af »falske artister«?

Det hævder musiksitet Music Business Worldwide, som har identificeret 50 kunstnernavne, der ikke kan spores andre steder end på Spotify. Selskabet nægter.

Spotify anklages for at fylde playlister med falske kunstnere.  Fold sammen
Læs mere
Foto: VINCENT KESSLER
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fylder musiktjenesten Spotify sine mest populære playlister op med falske artister, og stikker de millioner i egen lomme, som derved spares i royalties til de »rigtige« kunstnere?

Det hævder musiksitet Music Business Worldwide (MBW), som mener, at selskabet betaler musikproducere for at komponere musik under forskellige pseudonymer, som efterfølgende optræder på selskabets playlister.

Det er typisk instrumentalmusik i den mere stilfærdige ende, som ikke umiddelbart kan forbindes med en bestemt kunstner, der kan høres på Spotify-playlister med titler som »Peaceful Piano«, »Deep Focus«, »Sleep« eller »Music For Concentration«.

Numrene ligger ofte i starten af playlisten og bliver derfor streamet uforholdsmæssigt mange gange. Ifølge web-sitet Vulture.com er alene to af kunstnernavnene, Deep Watch og Enno Aare, blevet streamet flere end 520 mio. gange, hvilket svarer til en royalty-udbetaling på omkring 20 millioner kroner, som Spotify altså ifølge MBW sparer.

MBW har foreløbig identificeret 50 forskellige navne, som, de mener, er »falske kunstnere«. Og efter at de lagde listen på deres site mandag, er det strømmet ind med læserreaktioner og nye bud på falske navne, hvilket får MBW til at anslå, at antallet af fiktive kunstnere på Spotifys playlister meget vel kan være over 100.

Fælles for disse kunstnere med navne som Amity Cadet, Ana Olgica, Lo Mimieux eller Mbo Mentho er, at de udover deres tilstedeværelse hos Spotify ikke optræder i andre sammenhænge på internettet. Hverken på Facebook, Twitter, SoundCloud eller andre steder.

Allerede sidste år konfronterede MBW Spotify med beskyldningerne, men dengang valgte Spotify ikke at kommentere. Nu – efter næsten et års tavshed - har streamingtjenesten imidlertid over for websitet Vulture.com afvist, at sagen har noget som helst på sig.

»Vi skaber ikke og har aldrig skabt »falske« kunstnere og lagt dem på Spotifys playlister. Kategorisk usandt. Punktum,« siger en talsmand for selskabet og understreger, at Spotify betaler royalties for alt på sine playlister.

»Vi ejer ikke rettigheder, al vores musik kommer fra rettighedshavere, og vi betaler dem - vi betaler ikke os selv,« lyder det fra talsmanden.

Anders Lassen, direktør for Koda, der varetager rettighederne for komponister, tekstforfattere og musikforlag, har ikke kendskab til, at Spotify skulle have en praksis med »falske kunstnere«. Men skulle det være tilfældet, er det i første række et problem for forbrugerne, mener han.

»Spotify og andre musikstreamingtjenester vælger naturligvis selv, hvilken musik de vil lægge i deres playlister, men jeg synes, det er et problem for forbrugerne, hvis en streamingtjeneste forurener sit produkt med andenrangs musik. Det er ikke det, forbrugerne har betalt for,« siger han og tilføjer:

»Hvis det viser sig, at Spotify eller andre har en sådan praksis, vil vi fra Kodas side følge op og vurdere, om det skal have konsekvenser i forhold til betalingen til Koda.«