Draculas fortrolige

Bram Stoker opfandt myten om Grev Dracula, men døde indenvampyren nåede at forskrække folk verden over. Hvad døde forfatteren af, spørger en ny biografi om Bram Stoker - og giver et morbidt svar.

Bram Stoker er den relativt ukendte forfatter bag den meget kendte Dracula-figur. Fotocollage: Lars Brandt/Corbis/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

LONDON: Selv for victorianere med hang til spøgelseshistorier var Dracula et ualmindeligt bloddryppende bekendtskab, da vampyren første gang dukkede op. Det var i 1897, og det var sandsynligvis kort efter klokken var slået 12 en mørk og stormfuld nat.

Siden er den blege greve med de gennemborende øjne, det forfaldne slot i Transsylvanien og den voldsomme appetit på varmt menneskeblod blevet selve definitionen på en vampyr, og han har i generationer sat en skræk i livet på adskillige gyser-elskende læseheste og biografgængere. Dracula optræder i mere end 300 film, og selv om han nu har mere end 100 år på tanden, har den allerførste bog, hvori han optrådte, aldrig været ude af tryk, og den er oversat til stort set alle verdens sprog.

Bogens forfatter - og Draculas skaber - hed Bram Stoker. Hans eftermæle har været dyppet i det blod, som Dracula siden har suget til sig, men det har stort set også været alt, hvad man vidste om den irske forfatter. Indtil i forrige uge hvor en biografi om Bram Stoker endelig landede på boghandlernes diske.

Paul Murrays biografi »From the Shadows of Dracula« er en interessant, men noget støvet affære, der grundlæggende behandler det helt afgørende spørgsmål; hvordan det dog kunne gå til, at Bram Stoker, der fra sin pure ungdom var øremærket til at blive en stilfærdig embedsmand i Dublin akkurat som sin far, opfandt en af verdens mest uhyggelige litterære figurer?

Selv sagde Bram Stoker sent i livet i spøg, at Dracula var inspireret af et mareridt, han havde haft efter at have forspist sig i krabber. I virkeligheden var bogen undervejs i årevis, og det rigtige svar kan være nok så morsomt og overraskende og ikke uden en morbid pointe - for det kan meget vel hænge sådan sammen, at forfatteren lod sig inspirere af sin egen chef, der var lidt af en blodsuger.

Digterens højre hånd
Bram Stoker voksede op som et skrantende barn, prædestineret til et liv i kedsomhed, men det udviklede sig ganske anderledes, og han nåede at blive både avisredaktør og teaterdirektør, at blive gift med Oscar Wildes store kærlighed, at stifte et livsvarigt venskab med den amerikanske digter Walt Whitman og - naturligvis - at skrive en af gysergenrens største klassikere.

Stokers skæbne blev beseglet, da han som ung og ubetalt teateranmelder overværede en gæsteforestilling af Shakespeare i Dublin med Sir Henry Irving som den ubestridte stjerne. I sin efterfølgende anmeldelse var Stoker så overstrømmende, at Irving, der aldrig lod smiger gå sig forbi, forlangte at møde den unge journalist. Det blev begyndelsen på et livslangt venskab. I 1878, to år efter deres første møde, overtalte skuespilleren Stoker til at arbejde for sig som manager på London Teateret Lyceum. Arbejdet viste sig at være ufattelig stressende. Stoker skulle sørge for stort set for alle praktiske detaljer - lige fra at betale skuespillere og skrive Sir Irvings taler til at gå med hundene og arrangere turnéer i det meste af verden.

Samme år han tiltrådte, var han blevet gift med skuespillerinden Florence Balcombe. En kvinde, han havde snuppet for næsen af Oscar Wilde, selv om den berømte forfatter havde erklæret hende for sit livs store kærlighed. Hvad der i øvrigt var mindst en god grund til; Florence var så smuk, at mænd i teateret ofte stod på deres sæder bare for at se hende. Men ægteskabet led under Sir Irvings mange krav til Stoker, og det varede ikke længe inden, der kom kold luft mellem de to ægtefæller. Da sønnen Noel fødtes, blev det enden på romantikken.

Om det var Sir Irvings skyld alene, står ikke klart. Der har været spekulationer om, at Stoker muligvis havde pådraget sig syfilis, og at det kunne forklare Florences manglende lyst til ægteskabeligt samvær, ligesom der også har været spekulationer om, at de to mænd var forelskede i hinanden. Der er ingen beviser for, at der skulle have været en decideret homoseksuel forbindelse mellem de to, men at deres venskab var dybere og mere følelsesladet end normalt for den tids tilknappede victorianere kan ses af deres indbyrdes og vovede brevvekslinger.

Den sene succes
Sir Irving gik for at være en enspænder, der havde ofret alt for sin karriere som skuespiller, og Stoker blev hans trolige håndgænger. Men alt var ikke vel på teatret. Irving var ødsel med pengene og brugte dem til at holde et hof af tilbedere, der ikke bidrog med noget arbejde til teateret, og trods gentagne opfordringer fra Bram Stoker nægtede han at skille sig af med dem. I stedet måtte Stoker selv smøge ærmerne op og gøre så meget arbejde, at han, da karrieren var forbi, selv vurderede, at han havde skrevet omkring en halv million breve på Sir Irvings vegne.

Hvordan han nogensinde fik tid til at skrive en bog med det arbejdspres er stadig lidt af en gåde. Men »Dracula« blev udgivet i England i 1897; i første omgang i beskedne 3.000 eksemplarer og med en kontrakt om, at først når en tredjedel var solgt, ville Stoker få royalties af bogen. Den var dog ingen umiddelbar succes, og Stoker fortsatte troligt med sit arbejde som manager for Sir Irving til kort før skuespillerens død. Han fortsatte også med at skrive bøger, men bevægede sig aldrig rigtig over i gysergenren igen, som han havde med historien om Dracula, van Helsing og den underskønne Lucy Westenra, der blev offer for den blodtørstige greve.

Bram Stoker nåede at se »Dracula« udgivet i USA i 1899, men i de 13 år han levede efter den amerikanske udgivelse, var der ingen tegn på, at han havde frembragt noget, der senere skulle blive udråbt til en klassiker. Det var først i 1922, ti år efter hans død, at bogen blev filmatiseret med titlen »Nosferatu« hev succesen hjem. Ideen om en blodtørstig vampyr rejste videre til Hollywood, og siden er rollen foreviget af bl.a. legendariske Bela Lugos, Sir Lawrence Olivier, Christopher Lee og i nyere tid Anthony Hopkins. Filmatiseringerne har pyntet lidt på den oprindelige historie. Eksempelvis kan Dracula godt tåle dagslys i Stokers version, og evnen til at forvandle sig til en flagermus er ikke med i den oprindelige bog.

I dag har grev Dracula fået sit eget liv med masser af bøger, film og kopihistorier og endda en temapark i Transsylvanien, der fejrer den gamle greve, der ikke kan dø. Men det nåede Bram Stoker aldrig at opleve. Han døde som 64-årig af udmattelse - måske som offer for en af virkelighedens blodsugere.