Det gælder om at ligge øverst

Hvem sidder dér bag skærmen og glor på tal? Det gør amerikanske forfattere og forlæggere. Og de gør det i stigende grad. Internettet gør det både muligt at måle bøgernes popularitet lige her og nu og at påvirke salget i den rigtige retning. Nogle bogfolk kan slet ikke få nok.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Ingen er endnu døde af det. Men den er alvorlig nok alligevel, sygdommen, der breder sig blandt amerikanske forfattere og forlæggere. Symptomerne er vigende interesse for at skrive og læse bøger og stigende interesse for at sidde bag skærmen og kigge på tal, der angiver, hvor godt ens egne eller ens egne forfatteres bøger sælger i forhold til andre bøger. Måske har den og den titel bevæget sig fra en 1012. plads til en 819. plads på listen over de bøger, som kunderne lige her og nu efterspørger hos store on-line-boghandlere som amazon.com og barnesandnoble.com? Måske har den endelig overhalet en bog af en konkurrent, der indtil da har ligget irriterende meget foran? Skulle man ikke lige tjekke?

Online-bogsalg i stor stil har kun eksisteret i en halv snes år, men det er først nu, at interessen for en given titels placering har udviklet sig til noget, der hos nogen i hvert fald i USA ligner en besættelse. Simpelthen fordi det først er nu, at det kan lade sig gøre, hurtigt og let, at finde ud af, hvordan det går ikke bare fra dag til dag, men også fra kl 14.00 til kl. 15.00 eller fra kl. 18.00 til kl. 19.00 på en given dato, og uanset hvor perifer ens bog i øvrigt måtte være. Det kræver således kun et par museklik at konstatere, at den amerikanske udgave af Peter Høegs seneste roman, »The Quiet Girl«, på et givet tidspunkt i uge 33 var den 843.639. mest solgte bog hos amazon.com, og lige så let er det at finde ud af, at en gammel paperbackudgave af Klaus Rifbjergs »Anna, I Anna« på samme tidspunkt lå som nr. 2.287.263 i samme butik. Alt har sin plads, og er man først blevet bidt af en gal rating, er den svær at slippe af med igen. Cindy Ratzlaff, der arbejder med marketing for Rodale Books, indrømmer over for The Wall Street Journal, at hun går ind og tjekker udvalgte titlers placering hver time, dagen lang.

»Det er virkelig ynkeligt og temmelig vanedannende men vi gør det allesammen,« siger hun.

»Folk vil gerne vide, hvor deres bog står, bare for spændingens skyld,« supplerer forfatteren Aaron Shepard, som The New York Times talte med forleden.

Aaron Shepard er en af dem, der er hårdt ramt af placeringsdillen, og som af samme årsag har etableret det populære website www.salesrankexpress.com hvor alle inklusive ham selv hurtigt og let kan gå ind og få oplysninger om den aktuelle efterspørgsel efter alle tænkelige bøger på amazon.com og virksomhedens mange udenlandske søsterbutikker. Der findes flere andre lignende amerikanske websites med lignende tjenester og eksotiske navne som Charteo, TitleZ, Charteous og RankTracer. Men er det ikke også bare for meget? Er det ikke gået helt over gevind?

Helt klart, mener nogle. Eller som én af amazon.coms faste samarbejdspartnere, Harry Kirchner fra Ingram Publisher Services, siger til The New York Times:

»Man burde etablere et afvænningskursus!«

Tallene kan pumpes
Mens dette skrives, ligger Aaron Shepards nyeste bog, »The Business of Writing for Children«, ifølge hans eget website på en 2.646. plads hos amazon.com. På samme tidspunkt for to uger siden var der derimod kun sølle 1833 titler, der solgte bedre, så det er altså gået noget tilbage. Men det er der råd for. I Aaron Shepards og i alle andres tilfælde. Ifølge amerikanske medier er det således en yndet sport at skrive positive anmeldelser af ens egne bøger under et andet navn og få venner til at gøre det samme og sende disse anmeldelser til online-boghandlerne, der publicerer dem gratis og ucensureret. Dermed fremmes måske placeringen på ranglisterne.

En anden mulighed er at satse direkte på opkøb af titler, f.eks. ved at sende e-mails ud til folk, der på forhånd skønnes at være loyale over for en bestemt sag. Ifølge The New York Times benyttes metoden bl.a. af det politisk engagerede website MoveOnOrg, der er stærkt kritisk over for den siddende amerikanske administration. Modtagerne af den pågældende e-mail opfordres til at købe en bestemt titel, der deler MoveOnOrgs synspunkter og at gøre det på samme dag og hos samme online-boghandler, og går det som planlagt, vil titlen omgående foretage et hurtigt hop opad på den relevante rangliste. Hvis titlen ellers når højt nok op, vil også almindelige bogkøbere lægge mærke til det, for så vil titlen havne på den almindelige bestsellerliste, og så vil disse bogkøbere måske få lyst til at købe bogen, og så vil der blive solgt endnu flere eksemplarer, og så vil titlen blive placeret endnu bedre...

Et andet, og vist nok mindre idealistisk, foretagende, det New York-baserede PR-bureau Ruder Finn, reklamerer med, at det kan få sparket en hvilken som helst ellers ukendt bog helt til tops på Amazons og Barnes & Nobles online-boghandleres bestsellerlister ved hjælp af blot en enkelt massedistribueret e-mail, en såkaldt Best-Seller Blast, der opfordrer modtagerne af den pågældende e-mail til at købe en given bog mod til gengæld at modtage forskellige bonusordninger. Sølle 1.000 bogkøb i løbet af en enkelt dag skulle være nok til at hive en titel kortvarigt ud af glemslen.

Rick Frishman, der arbejder for Ruder Finn, siger til The Wall Street Journal, at han afprøvede tricket på en af sine egne udgivelser, og at det virkede over al forventning. Hans bog »Networking Magic« bevægede sig fra en placering som nr. 896.000 hos barnesandnoble.com om morgenen på udgivelsesdagen til nr. 1 kl. 16.00 samme dag. Det gav ham et kick. Eller som han sagde til avisen:

»Jeg er ikke noget forfatternavn, men jeg var det en enkelt dag.«

Lang vej i Danmark
Om ranglistesygen og de spekulative metoder, den afføder, så nogensinde vil ramme Danmark med en styrke, der bare ligner den amerikanske, er et åbent spørgsmål. Foreløbig synes der at være lang vej igen:

»Jeg kan da godt i teorien forestille mig, at man kan gå ind og booste en titels placering ved at opkøbe titler eller ved at skrive positive anmeldelser til vores website, men det er ikke noget, vi har iagttaget, og det er heller ikke noget, som vi tager forholdsregler imod. Vi viser ikke en bogs generelle salgsplacering, så om man ligger som nr. 50 eller 200.000 på listen over mest solgte bøger, fremgår ikke af vores site,« siger Jørgen Balle Olesen, der er indehaver af Danmarks største online-boghandel, www.saxo.com

Hos Amazon har man dog, ifølge Jørgen Balle Olesen, ikke nogen grund til at være kede af udviklingen - hvis det ellers medfører et øget salg af en bog, som en given forfatter har ønsket at booste placeringen af:

»Amazon er jo big business og gør sjældent noget uovervejet. Det er måske et eksempel til efterfølgelse,« siger Jørgen Balle Olesen med et smil. Han siger også, at hvis nogen danske forfattere skulle have lyst til at gå ind og lave positive online-anmeldelser af deres egne bøger under et andet navn og få andre til at gøre det samme så vil disse falske anmeldelser hurtigt hvis anmeldelserne ikke holder vand blive udlignet af andre, der siger det modsatte.

»Det, der virkelig tæller herhjemme, er den såkaldte »The Wisdom of the Crowd«, altså det, som folk fortæller hinanden om en bog, de har læst. Det er sådan noget, der påvirker salget.«