Derfor skal du købe dansk guldalderkunst – nu

Statens Museum for Kunst har investeret tre millioner kroner i et af hovedværkerne i dansk guldalder. »Vi genkender guldalderens mennesker,« siger kunsthistoriker. »Vi finder ro i dem,« siger kultursociolog.

bmr
Martinus Rørbye: »Parti fra Torvet i Amalfi« (1835). Billedet er malet med olie på papir og siden klistret op på et lærred. Det blev købt af Statens Museum for Kunst i sidste uge for tre millioner kroner og kan ses på søstermuseet i Stockholm før hjemkomsten 24. august 2019. Fold sammen
Læs mere

Klodens øjne hviler på Danmark for tiden. Malerier fra en bestemt epoke i dansk kunst sælges for store beløb på både danske og udenlandske auktioner.

Virakken fik en foreløbig kulmination hos Bruun Rasmussen i Bredgade under husets jubilæumsauktion forleden dag:

»Parti af torvet i Amalfi« af Martinus Rørbye gik til Statens Museum for Kunst for hele tre millioner kroner og kan derfor beses i de smukke bygninger på Sølvgade fremover.

Eller rettere:

Fascinationen af Martinus Rørbye og hans tid vil ingen ende tage – så maleriet skal faktisk først en tur til Stockholm og vender derfor først hjem til sommer.

»Det skal lige registreres inde hos os og drøner så ud i verden. Vi må bare vente et halvt års tid og glæde os over folks interesse i mellemtiden,« siger museumsdirektør Mikkel Bogh utålmodigt.

Epoken fra 1800 til 1850 kaldes gerne for »dansk guldalder« eller bare guldalderen. For selv om man kender til en lignende kunst andre steder, er guldalderen først og fremmest et dansk fænomen:

Danmark står som et brændpunkt på mange felter i de år og gør det også inden for maleriet og resten af de skønne kunster.

H.C. Ørsted opdager elektromagnetismen og gør sig dermed til fadder for hele mekaniseringen og den tekniske udvikling i almindelighed.

Typer som Søren Kierkegaard på det filosofiske felt og H.C. Andersen på det litterære kreerer ideer stort set uden sidestykker i den ganske verden. Vi kan takke eventyrdigteren fra Danmark for de vilde blomster ved grøftekanten, skriver en østrigsk forsker efter Første Verdenskrig – »for før ham hed de bare ukrudt«.

Og kunstnere som C.W. Eckersberg, Christen Købke, Wilhelm Marstrand og Constantin Hansen stiller så deres staffelier ud i det fri og arbejder med en friskere luft og et klarere lys.

Kulsort ramme

De nye toner har til gengæld mørke på begge sider. Guldalderen er et sommerligt vindue med katastrofer og kulsorte rammer omkring. Briterne belejrer København i 1801 og 1807 som straf for Danmarks valg af Napoleon som allieret.

Og bedst som man har undgået den efterfølgende statsbankerot i 1813 med nød og næppe, bliver smukke Norge løst fra rigsfællesskabet - hvorefter dannede danskere finder sammen i store debatter om nationens fremtid og får ad den vej etableret et kreativt miljø og i sidste ende en begyndelse på noget.

»Man får en helt ny dialog mellem malere, musikere og videnskabsfolk,« siger Mikkel Bogh fra Statens Museum for Kunst.

»Danskerne får fælles ambitioner om skabelsen af et samfund helt fra bunden: Hvad er et land for eksempel? Hvad er en familie og et venskab egentlig? Og hvordan kan man bedst danne sig selv og hinanden?«

Vilkårene efter de store katastrofer bliver derfor også afgørende for eksempelvis fremvæksten af det parlamentariske demokrati og dermed Grundlovens underskrivelse i 1849. Martinus Rørbye ligner i den forstand indbegrebet af nationens nye tider:

Han bliver født i 1803 i Norge af dansktalende forældre og får sin uddannelse hos C.W. Eckersberg på kunstakademiet i den danske hovedstad. Det unge talent får penge fra Fonden ad usus publicos i 1834 og rejser til Italien ad to omgange med »Parti af torvet i Amalfi« fra 1835 som et af de mest beundrede resultater.

Italien med det varme lys og farverige folkeliv havde siden 1700-tallet været obligatorisk som endemål for dannelsesrejser og kunstneres studierejser i særdeleshed.

Direktør for Statens Museum for Kunst  foran "Stående nøgen kvinde" af Vilhelm Hammershøi. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Men de unge malere i Guldalderen henslæber ikke længere tiden med studier af død marmor på Forum Romanum eller af andre kunstneres mere eller mindre frønnede altertavler.

Danskerne sætter sig midt på torvet i stedet for. Billedkunstnerne følger børnenes leg eller den lille teatertrup i gang med underholdning for voksne. Og fordi ganske almindelige mennesker derhjemme har penge tilovers og måske ligefrem har fået set Amalfis torv med egne øjne, er et nyt publikum på vej:

Man køber et farvestærkt vue over torvet, hænger det op hjemme på Østerbro i stedet for fars triste stik fra 1700-tallet og har inden længe kreeret et helt lille galleri til glæde for både ejerne og de mere eller mindre interesserede gæster.

»Billedkunsten får en fremtrædende rolle i den her tid,« siger Mikkel Bogh og fortsætter:

»For det danske samfund ser en borgerlig enhedskultur vokse frem på få år. Og de nye embedsborgere samler sig så om fælles ideer inden for værdier og politik og dermed nogle fælles præferencer inden for kunst.«

Slut med det pæne

Men alt har en ende.

Statens Museum for Kunsts kommende guldalderudstilling med den nye erhvervelse vil have Slaget på Reden i 1801 som afsæt. Den lige så triste afslutning bliver nederlaget i 1864 med tabet af hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg til tyskerne og dermed landets halvering.

For selv om man ikke nødvendigvis kan se fejlslagen politik i tidens malerier, er samtlige kunstarter med litteraturen i spidsen allerede på vej over i det moderne gennembrud.

Emilia von Hauen

»Hvis man kan føle sig selv og mærke sikkerheden i sin eksistens, har man løftet en af de største udfordringer i vor tid«


Københavneren sidst i 1860erne finder efterhånden guldalderens toner falske. Man gider ikke længere stille sig ud på marken og male børn og bønder i ubekymret runddans. Og malernes kunder finder inden længe, at en fattigdom med bid eller en sol uden skin er lidt tættere på virkeligheden.

»Guldalderen kan ikke desto mindre være en epoke med store kvaliteter. Og stadig flere får blik for de kvaliteter,« siger Mikkel Bogh.

»Dansk kunst minder i den forstand om eksempelvis hollandsk billedkunst: Ikke al kunst i Holland er lige fantastisk – men de har jo altså en periode i begyndelsen af 17. århundrede, hvor næsten hvert eneste lærred af én eller anden grund er genialt.«

Og dansk guldalder har med ét fået bud til os i dag?

»Ja. Folk betragter ikke kun værkerne som smukke, gamle billeder længere. Vi kan se en masse meget unge mennesker komme ind og engagere sig ret så intenst i guldalderens billeder.«

Også kultursociologen og livsstilsguruen Emilia van Hauen ser noget logisk i guldalderens genkomst.

»Vi finder ro i billederne. Op mod halvdelen af os har stress, og op mod hver syvende unge skader sig selv. Hvis man kan føle sig selv og mærke sikkerheden i sin eksistens, har man løftet en af de største udfordringer i vor tid,« siger hun.

Og dét kan guldalderens kunst hjælpe os til?

»Ja. For både guldalderens epoke og vores egen epoke er vanvittig komplekse størrelser. Hverken guldalderens eksperter eller vores egne eksperter kan overskue konsekvenserne af noget som helst. Så guldalderens billeder forestiller samfundsborgere med masser af nye udfordringer – men vi ser jo samtidig på mænd og kvinder, der rent faktisk fandt en vej,« siger Emilia van Hauen.